Tilknytning fungerer som en buffer for afhængighed
Når et menneske har svært ved at regulere sin utryghed eller overvældelse via interaktion med smilende, levende mennesker, er det tvunget til at forsøge at regulere sine tilstande via objekter, skriver Stephen Porges, og det er reelt set her, den største fare ligger ved børn og skærm. Ved at introducere skærm til børn for tidligt og i for store mængder hæmmer vi udviklingen af deres sociale engagementssystem, hvilket ikke blot hindrer deres optimale følelsesmæssige modning, men også tvinger dem til at forsøge at regulere sig selv via skærmen, hvilket øger afhængigheden. I værste fald kan det udvikle sig til, at børn har mere lyst til at være online og spille computer, end de har til at være sammen med andre mennesker, fordi mennesker er blevet uforudsigelige og skræmmende og skærmen forudsigelig og tryg. Funktionsdygtigheden af det sociale engagementssystem hænger direkte sammen med, hvor meget tid barnet bruger sammen med følelsesmæssigt modne mennesker, og kvaliteten af denne interaktion. Reduceres tiden og kvaliteten, reduceres funktionsdygtigheden tilsvarende.
”Åh gud, du skræmmer livet af mig,” stønnede Lone, hvorfor jeg hurtigt tilføjede, at det på ingen måde var der, hun og Otto befandt sig. Det, der er vigtigt at vide, og som Victoria L. Dunckley udtrykker så smukt i bogen ”Reset Your Child’s Brain”, er, at de belønningssystemer i hjernen, som stærkt vanedannende stoffer og aktiviteter (f.eks. computerspil og sociale medier) hijacker, er de samme, som bruges på at sikre tilknytning – altså at sikre den stærke forbindelse mellem barn og primære omsorgspersoner. Det betyder flere ting, som vi skal tage meget alvorligt. For det første betyder det, at alle børn, der har været udsat for omsorgssvigt, eller hvis forældre ikke har formået at sikre tryg tilknytning, er i øget risiko for at blive afhængige af objekter som f.eks. skærm eller af stimulanser som f.eks. stoffer, cigaretter eller alkohol. Hvis du arbejder med udsatte unge, ved du præcis, hvad jeg taler om, for du vil se denne problematik udspille sig igen og igen. Den unges belønningssystem er ikke blevet tændt og formet via kærlig og respektfuld interaktion med modne voksne, og i forsøget på at skabe tryghed er den unge derfor tvunget til at kompensere, så belønningen og reguleringen i stedet kommer fra ting eller andre former for stimulanser. Men virkningen af ting, stoffer og alkohol holder ikke i særlig lang tid, så der skal mere og mere til for at skabe samme effekt, hvilket på den lange bane ikke blot giver alvorlige fysiske og psykiske problemer, men også er livsfarligt. Det forårsager samtidig, at andre mennesker opfattes som farlige og uforudsigelige, fordi den unge ikke har oplevet at blive hjulpet tilbage til en tilstand af tryghed via interaktion med primære omsorgspersoner, præcis som Sannes historie viste. Det gør det rigtig svært for omsorgsarbejdere og plejeforældre at nå ind til den unge, fordi hendes system igen og igen vil sende signaler om, at de voksne er farlige og uforudsigelige, selvom de faktisk forsøger at hjælpe.
Som det første skal vi altså forstå, at børn fra udsatte eller traumatiserede familier er i højrisiko for at udvikle afhængigheder i forsøget på at blive trygge i verden – en overlevelsesstrategi, der desværre gør det rigtig svært for dem nogensinde at blive trygge. For det andet betyder det også, at vi skal være ekstra opmærksomme på alle de faktorer, der kan påvirke tilknytningen mellem barn og omsorgsgivere negativt, for det er her, risikoen for afhængighed øges, så barnets evne til at kunne begå sig i og næres af sociale relationer samtidig svækkes. ”Det er nok mere her, jeg skal være ekstra opmærksom, ikke?” spurgte Lone, hvilket præcis var min pointe. Jeg fortsatte med at tale om, hvordan iPad’en påvirker Ottos hjerne og krop. Det, der sker, når Otto sidder og spiller, er, at hans mængde af dopamin, som er et belønningssignalstof, øges meget hurtigt for derefter at falde lige så hurtigt igen, når spillet slutter, eller når du kommer og slukker, forklarede jeg Lone. Den hurtige dopaminforøgelse og det pludselige dopaminfald kaster Otto ud på en følelsesmæssig rutsjetur, der kan gøre ham både klynkende, impulsiv, hyperaktiv og edderspændt rasende. Det skaber lidt samme rod som et stærkt vanedannende stof (f.eks. kokain), der først banker dit belønningssignalstof helt i top for derefter at hive dig helt ned i kælderen, så snart stoffets effekt aftager. Aktiviteter, der er meget stimulerende, kan have lignende effekt, og det er derfor, at især drenge kan blive afhængige af at spille computer, såvel som de kan udvise momentære adfærdsvanskeligheder, der til forveksling ligner dem, børn med ADHD bakser med.
”Men,” sagde Lone, ”skal jeg så holde Otto væk fra computerspil? Er de altid helt forfærdelige?” Nej, ikke nødvendigvis, forklarede jeg videre. Nu gav jeg dig de mest grelle eksempler, men det er jo langtfra alle drenge, der spiller computerspil, der ender med at blive afhængige, og heldigvis for det. Det bedste, du kan gøre, er at bruge Ottos adfærd som et barometer for, hvor meget eller hvor lidt der er passende til ham. Observér hans adfærd, inden og efter at han spiller. Hvis der er konstant plageri om at spille, mange raserianfald og vanskelig adfærd i forbindelse med at slukke såvel som søvnproblemer, gentagne mareridt og problemer med at holde fokus på én ting eller opgave i længere tid ad gangen, vil det være godt at trække stikket helt i nogle uger. Herefter kan I prøve at teste det at spille igen i moderate doser for at se, om Ottos system nu bedre kan holde til det. Husk, at det er jer, der er nødt til at sætte reglerne. Otto er kun otte år gammel og kan på ingen måde selv styre eller regulere skærmtid, ikke engang teenagere kan styre det, så linjen er nødt til at komme fra jer. Det er en rigtig god idé at holde flere dage om ugen spilfri såvel som at sørge for, at computerspil ikke sker om morgenen eller for tæt på sengetid. Det første vil Ottos lærere elske jer for, for hyperaktive børn fra morgenstunden er ingen fest, og det at nøjes med skærmtid i dagtimerne gør, at det ikke påvirker Ottos søvn alt for meget. Hold endelig alle former for elektronik ude af soveværelset. Den regel er meget nemmere at få kørt i stilling nu, end når dine børn rammer teenageårene. Lone gøs lidt. ”Ja, hvordan med det egentlig – hvordan håndterer jeg teenageårene og telefoner og sociale medier? Åh gud, og porno, er det ikke noget med, at især drenge er i risiko for at blive afhængige af porno?!” Jeg sendte Lone et beroligende smil, mens jeg forklarede lidt mere om forskellen på pigers og drenges hjerner. Drenge vil, når de når puberteten, fantasere om og søge billeder af nøgne piger eller drenge, afhængigt af den unges seksuelle orientering. Det er helt normalt, og det vil også være helt normalt for Otto at opsøge porno i et vist omfang. Her er det godt at få far på banen, for han vil med garanti kunne huske og forstå behovet. På denne måde får I ikke gjort Ottos adfærd forkert, og I gør det trygt at tale om den seksuelle opvågning, som Otto gennemgår, og samtidig kan I bruge aftenerne ved middagsbordet til at tale om prævention og vigtigheden af fælles samtykke, ikke kun ved sex, men ved alle former for berøring. Kort sagt: Sørg for, at Otto ved, at det er trygt for ham at komme til jer med alle sine spørgsmål uden at føle skam og skyld, for sådan vil I forebygge, at han trækker sig mere og mere væk fra jer, hvilket ellers netop kan danne grobund for, at afhængigheder kan opstå. Husk, at tilknytning fungerer som en form for buffer mod afhængighed, hvilket er vigtigt at huske på i teenageårene, fordi den unge har så meget brug for hjælp til at lande i sin nye identitet og kropsforståelse, men samtidig vil søge sin autonomi mere og mere. Så det kan være en lidt turbulent tid, hvor vi forældre virkelig er nødt til at oppe os.
”Okay, porno: tjek!” sagde Lone grinende. ”Men hvad med telefoner? Hvornår ”må” børn få dem?” Ja, se, det taler vi slet ikke nok om i vores samfund, svarede jeg, men det bør vi gøre. Som udgangspunkt handler det ikke om, hvorvidt børn må få en telefon eller ej. Det handler om, hvorvidt de er i stand til at håndtere det niveau af stimuli, som den tilbyder, såvel som på hvilke tidspunkter i barnets liv disse stimuli hæmmer optimal udvikling. Mit bedste råd er at holde telefoner fra børn så længe som overhovedet muligt, og hvis du vælger at give dem en, fordi de skal kunne ringe, hvis bussen er forsinket, og andet i den dur, så køb en ”oldschool” telefon, altså ikke en smartphone. Hvis man kun kan købe smartphones i dag, så lær dit barn udelukkende at bruge den som telefon, altså at ringe og modtage opkald, så den ikke bruges til sociale medier, apps og spil, og hold denne retning, så længe du kan. Som tommelfingerregel kan du se på det sådan her: Drenge er i større risiko end piger for at blive afhængige af computerspil, mens piger er i større risiko end drenge for at tage mere skade af de sociale medier, især i de tidlige teenageår. Det er en rigtig god idé at holde børn fra de sociale medier, til de er omkring de 14 år gamle eller ældre. Det kan være svært i dag, fordi mange børn får adgang til hele pakken langt tidligere, men nu du spørger helt specifikt, er det mit bedste råd og et råd, jeg selv vil forsøge at udleve ved min egen søn, forklarede jeg Lone. Der er mange årsager til denne anbefaling, og i litteraturlisten henviser jeg til flere bøger, der forklarer den store udvikling, som sker i drenge og piger i starten af teenageårene, og hvorfor for meget skærm, computerspil og sociale medier kan skabe så meget ballade på dette tidspunkt. Men den nok vigtigste årsag er, at hjernen hos både piger og drenge undergår en stor forvandling i årene mellem ca. 11 og 14, hvor hjernen rydder op og ud i de celler, der ikke bruges, og går all in på de celler, der er i brug. Det betyder, at det, din teenager gør meget i denne tid, med ret stor sandsynlighed er noget, han eller hun vil have en forkærlighed for eller vil evne resten af livet. Har dit barn en stor interesse som f.eks. fodbold, musik, teater, ballet eller dans, er det altså med at holde ham eller hende til ilden i denne periode. For hvis aktiviteten stoppes, er der øget risiko for, at cellerne, der husker, hvordan aktiviteten udføres, skylles ud med badevandet. Det betyder samtidig, at hvis det, din teenager primært laver på dette tidspunkt, er at være på YouTube eller de sociale medier eller at spille computerspil, er det forkærligheden for disse aktiviteter, cellerne fører videre.
Ovenstående er et uddrag fra bogen Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst, der udkommer i starten af 2019. Du kan allerede nu forudbestille bogen, hvor du også får to af mine online foredrag med i handlen. Du kan læse mere og bestille her