Der er sket et uhyggeligt skred i vores kultur, et skred vi slet ikke er klar over eller forstår dybden af.
På mindre end to generationer har vi fået bildt os ind, at det lille barn skal i fremmede “uddannede” hænder for at lære at tale og udvikle sig hensigtsmæssigt.
Vi har intet evidens for denne påstand. Intet..!
Det er blevet så grelt, at flere politikere foreslår automatisk opskrivning i vuggestuer, hvor du skal tjekkes og kontrolleres af staten, hvis du vælger at passe dit barn hjemme.
Argumentet er, at det sikrer, at sårbare familier spottes tidligt.
Men det er et besynderligt argument, der på ingen måde holder, da:
– mange udsatte familier er kendt af kommunerne via andre instanser
– det hermed antages, at niveauet af sårbare og udsatte familier er så højt, at det er en økonomisk udskrivning, der kan forsvares (ergo, at vores højt udviklede land skulle have en overflod af sårbare og udsatte familier – det mangler jeg at se evidens for)
– udsatte børn har brug for langt mere støtte og en langt større indsats end at sikre, at de kommer i et dagtilbud hvor ressourcerne i forvejen er skåret helt ind til benet
– det antages, at pædagoger er klædt på til at tage sig af og støtte udsatte børn, hvilket de i mange tilfælde ikke er (jeg har talt med mange pædagoger og lærere, der ikke føler, at de er godt nok klædt på til at kunne håndtere de såkaldte “inklusions-børn”, som udsatte børn meget nemt kan være af flere årsager)
Derudover er der den (store) risiko for at kommunen vurderer et barn som værende udsat, der ikke er det, og misser et andet barn, hvor der skulle have være sat ind tidligt. Begge dele sker langt oftere, end nogen af os bryder os om. Det er naivt at tro, at øget kontrol uden mere uddannelse og uden ekstra ressourcer vil løse den her kæmpe udfordring.
En tredje vigtig faktor er at øget kontrol og overvågning (“hvis du ikke gør som vi siger, bestemmer vi over dit barn), er en håbløs gammeldags måde at støtte og hjælpe sårbare familier på (i ekstreme tilfælde er det nødvendigt at fjerne barnet, men langt fra hos flertallet af sårbare familier). Gordon Neufeld henviser til et studie, hvor sårbare og ængstelige mødre blev delt i to grupper. Den første gruppe blev nøje overvåget og fortalt og instrueret i hvordan de skulle håndtere deres spædbarn. Den anden gruppe blev gentagne gange fortalt hvor fantastiske mødre de var og hvor heldige deres børn var for at have dem til at passe på sig. Det fik kick-startet disse mødres naturlige omsorgsinstinkter og de sikrede tilknytningen til deres børn væsentligt bedre end den anden gruppe.
Børn lærer fra og imiterer dem, de er elsket af. Det er sådan naturen har skruet os mennesker sammen. At spænde ben for det, er en forfærdelig fejltagelse, der ikke vil mindske antallet af sårbare familier, men istedet skabe langt flere ængstelige og tvivlende forældre.
Det er det værst tænkelige scenarie for den menneskelige tilknytning.
Min nye bog Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst beskriver disse alvorlige problematikker og hvordan vi bedst håndterer dem. Bogen kan bestille her, via saxo.com eller hos din lokale boghandler (bed dem bestille bogen hjem til dig, hvis den ikke allerede står på hylden).