Der er mange årsager til, at børn mistrives (jeg gennemgår de mange årsager i dette undervisningsforløb), hvor der dog er en faktor, vi sjældent medtænker.
Det er den kønslige faktor, og med det mener jeg ikke kønslige konstruktioner eller stereotyper, selv om de også spiller ind, men den biologiske, kønslige faktor.
Der er hormonelle og neurologiske forskelle på drenge og piger, men desværre er vi tidligere kommet til at drage forhastede konklusioner på et meget snævert grundlag (tidligere havde vi ikke så mange metoder til at undersøge mennesket, som vi har i dag), hvor de påpegede forskelle ofte gjorde mere skade end gavn.
Eksempler på det, er f.eks. ”kvindens hjerne er mindre end mandens, ergo er hun mindre intelligent” eller ”testosteron er lig med aggressivitet og aggressivitet er lig med vold – manden har mest testosteron, ergo er han per definition et voldeligt væsen.”
Det er derfor ikke underligt, at mange har forkastet den kønslige forskning, fordi disse unuancerede konklusioner ikke gjorde andet end at cementere stereotyper, der i forvejen er dybt skadelige.
Men der er lige så store fare ved, at vi springer i den anden grøft og helt negligerer kønslige forskelle, for hvis vi forventer, at børn har lignende adfærd uanset køn, er der kun et sted at plante ”fejlen”, når vores forventning ikke bliver mødt – nemlig i barnet. Det betyder, at jo flere nuancer vi ikke forstår eller ser, jo større risiko er der for, at vi misforstår barnets adfærd og herved gør barnet til problemet.
Lad mig give dig et eksempel.
Den dominerende og udadreagerende dreng
Lad os kalde ham Karl. Karl er fem år og har et halvt år tilbage i børnehaven, inden han skal i skole. Da han startede op i børnehaven efter sommerferien, var der sket stor udskiftning i børnegruppen, fordi der havde være mange børn, der var et år ældre end Karl, og som nu var rykket videre til skolen. Karl er altså nu en af de ældste og alle dem han plejede at lege med, er der ikke mere.
Den første måneds tid går fint, men så begynder Karls forældre at undres over, at Karl får langt flere sammensmeltninger om eftermiddagen og om aftenen, at han græder mere og synes mere utrøstelig og er langt mere trodsig og udadreagerende, end han plejer at være (stort set alle 4 – 5 årige vil have disse former for adfærd i et eller andet omfang).
Karls forældre begynder også at få flere og flere indkaldelser til møder i børnehaven. Karl, siger pædagogerne, er alt for dominerende, han tager de andres legetøj, vil bestemme alt, hører ikke efter hvad de voksne siger og synes slet ikke at kunne finde ud af at begå sig socialt, og når pædagogerne forsøger at korrigere hans adfærd, går han imod dem med trods og udadreagerende adfærd. Pædagogerne kan slet ikke genkende den Karl, der gik i børnehaven året før, og er bekymrede over, at han synes at gå tilbage i modenhed, frem for at modnes som han burde.
Derfor spørger pædagogerne ind til, om forældrene mon er tydelige nok hjemme, om der sættes tydelige grænser og om Karl mon kommer tidligt nok i seng? Og hvordan med skærmtid, er der for meget af den? Da der er god relation mellem pædagogerne og forældrene, spørger de også ind til, om der har været udfordringer eller problemer på hjemmefronten, der kan have stresset Karl, og de spørger ind til hvordan forældrene oplever Karl hjemme.
Til trods for de mange møder, gør det ikke meget ved Karls adfærd i børnehaven og forholdet mellem pædagoger og forældre bliver mere og mere anspændt og hvis der ikke sker en eller anden form for forløsning, udvikler det sig typisk til en gordisk knude – en situation, der synes umulig at løsne op.
Hvad sker der i Karl?
Alt det, som pædagogerne taler med forældrene om, er valide spørgsmål, der alle kan lede til bagvedliggende årsager til Karls vanskelige adfærd.
Men der er væsentlige elementer, der ikke bliver belyst og som i mange tilfælde vægter mindst lige så meget, og måske faktisk mere, fordi vi netop ikke er opmærksomme på dem.
Lad os kigge på hvordan femårige drenge har det, anskuet igennem den biologiske kønsforskning.
Køn er ikke en fastlagt ”kasse”, men opererer inden for et spektrum. Hver enkelt af os befinder os et eller andet sted på dette spektrum, hvor alle derfor har deres egen unikke sammensætning.
Men på samme måde som at vi kan sige noget generelt om det at være menneske (vi er opretgående på to ben, har et hjerte og to lunger), kan vi også sige noget generelt om det at være en dreng eller pige.
Det generelle er baseret på statistiske sammenhænge, altså hvad vi ser, der går igen hos flertallet af en meget stor gruppe. Det betyder, at de generelle ting vi f.eks. ser hos drenge, vil udspille sig hos flertallet af drengebørn, hvor et mindre antal af drenge, ikke vil udvise samme form for adfærd, eller i meget mindre grad (fordi køn befinder sig på et spektrum). De generelle ting, vi kan sige om drenge, er sat i forhold til generelle ting hos flertallet af piger, hvor der vil være en mindre gruppe af piger, der udviser lignende adfærd som flertallet af drenge, og en mindre gruppe af drenge, der udviser lignende adfærd som flertallet af piger. Og så findes der dem, som er mere midt i mellem (f.eks. transkønnede). Alle ”grupperingerne” er naturlige, hvor den primære forskel ligger i antallet (f.eks. er ca. 5 – 10% af kvinder og mænd homoseksuelle, hvor et større antal er heteroseksuelle, begge dele lige naturligt, blot forskel i antal – at vi så, som art, er meget skånselsløse overfor minoriteter, er en helt anden snak, som vi må tage på et andet tidspunkt, for det har som sådan ikke noget med den biologiske kønsforskning at gøre).
Flertallet af drenge vil blandt andet have følgende karakteristika i deres adfærd:
- Instinktivt behov for at finde deres plads i hierarkiet (også kaldet ”hakke-ordenen”)
- Modnes senere end piger (ca. 1 – 1½ år senere)
- Lærer og erfarer i høj grad via kropslig interaktion
- Har færre ord-til-følelser ratio end piger (drenge regulerer stress og følelser lidt anderledes end piger)
- Har meget behov for at se ”opad” for at modes
- Har brug for mandlige rollemodeller for at modnes
- Modnes i ret høj grad af at gå til stregen – og så gå over den
- Søger farer og spænding i højere grad end piger (og selv om det kan give stor bekymring hos forældre og give mange møder med børnehave og skole, er dette nødvendigt for at drengehjernen modnes optimalt – udfordringen ligger i at finde konstruktive måder hvorpå drenge kan teste deres egne grænser, så det ikke bliver for vildt og for farligt)
- Har mere udadreagerende adfærd end piger, især når de er stressede (når drenge er stressede, udløses der også testosteron, hvor der hos piger udløses oxytocin)
- Søger moslelege og ”kamp”, hvor de konkurrerer med andre drenge og med far/mænd (og mor/kvinder, hvis barnet kan mærke at kvinden kan lide moslelege)
Og nu tilbage til Karl
Da Karl kom tilbage i børnehaven efter sommerferien, var stort set alle hans venner smuttet videre i skole. Karl var nu den ældste og havde ikke rigtig nogen at se op til og spejle sig i. Han havde derimod et instinktivt behov for at finde sin plads i hierarkiet (primært blandt de andre drenge), hvor han ret nemt indtog lederrollen, fordi han var den ældste, men hvor han stadig kun var fem år, med den manglende modenhed, som alle femårige har. Det at spejle sig i og imitere de ældre drenges adfærd, der er mere modne, hæmmer naturligt den ofte noget rå og vilde ”hakkeordenskamp”, der især kan udfolde sig blandt drenge, hvor manglen på mere modne rollemodeller, lidt har samme effekt som en bil uden bremser – det er meget svært at stoppe.
Når det yderligere kombineres med at drenge modnes senere end piger og har mere udadreagerende adfærd, når de er stressede, samt regulerer følelser langt mere kropsligt end verbalt, så får vi en helt anden forståelse for Karls situation.
Den præfrontale cortex, som er vigtig i forhold til at kunne hæmme og håndtere modsatrettede følelser (som f.eks. smerten over savnet af venner, kombineret med dopamin og testosteron-suset af at være kravlet til tops i drenge-hierarkiet) ”tændes” hos børn mellem 5 – 7 års alderen, og da drenge modnes lidt senere end piger, vil mange femårige drenge have meget svært ved at håndtere stærke følelser. Og når de af den ene eller anden grund presses ud i dem, har de ofte ikke andre muligheder end at ty til trodsigheden og den udadreagerende adfærd, hvor de behøver hjælp fra voksne.
Karls sidste år i børnehaven var yderligere et ”overgangsår”, sådan et år hvor mange børn er ved at være klar til et skifte. Det kan lidt sammenlignes med at være låst inde i en kasse, der er ved at være for lille, hvor du, hver gang du laver den mindste bevægelse, bakser mod kanterne. Sådan kan det godt se ud hos mange femårige, hvor de synes at bakse imod alt og alle.
En mandlig pædagog ville godt kunne træde ind og hjælpe Karl i forhold til det biologiske behov for at imitere og spejle en mere moden rollemodel, der har samme køn som Karl, men det kræver følgende:
- at der er forståelse for nuancerne i Karls adfærd (at de kønslige faktorer medtænkes i helhedsbilledet)
- at der er ressourcer nok (hvilket der ikke er, fordi stort set alle børnehaver er stærkt underbemandede i forhold til børns legitime behov for voksenkontakt)
- at der er mænd til stede (det kan være svært at finde mandlige pædagoger) – Karls far/andre mandlige rollemodeller i Karls liv spiller selvfølgelig den vigtigste rolle, men de ikke tilgængelige i de timer, Karl er i børnehave, hvor udfordringerne opstår
Og det leder os til det sidste punkt: De voksnes følelsesmæssige indflydelse
Børn opfanger lynhurtigt, om hvorvidt voksne kan lide dem eller ej, og de er dybt afhængige af de voksnes anerkendelse og kærlighed. Vi har i høj grad valgt at udlicitere omsorgen, men har bare glemt at medregne det faktum, at tilknytning handler om følelser og kærlighed. Tilknytning kan ikke professionaliseres, for det er ikke sådan tilknytning fungerer (skriver lidt mere om det her).
Pædagoger har det svært nok i forvejen med at få dagen til at gå op, med alt for mange børn i forhold til hvor mange pædagoger, der er råd til at ansætte. Når der så kommer meget vanskelig adfærd hos et eller flere af børnene, kan det være meget svært at håndtere og rumme. Du kan jo lige selv tænke den børneflok igennem, som du kender via dit eget netværk – der skal nok være et barn eller to, der går under huden på dig og som du faktisk ikke rigtig kan holde ud.
Det er ret tabubelagt at tale om, at både vores egne børn såvel andres, kan drive os til vanvid og skabe et væld af ubehagelige følelser i os, men vi er nødt til at sige det højt, for det er vores job at tage os af disse følelser, så vi ikke får gjort børnene forkerte. For børn opsnapper lynhurtigt, hvis der ikke er sammenhæng mellem det du verbalt siger, og det du udtrykker nonverbalt (kropsholdning m.m.). Hvis du føler afsky, vrede, irritation eller frygt overfor et barn, vil barnet prompte opfange det, men ikke vide hvad han eller hun skal stille op med den information og her blive meget utryg og føle sig svigtet.
Mange drenge, der bliver utrygge i forhold til om hvorvidt de voksne ”har dem” og kan lide dem, reagerer ofte med adfærd som trodsighed, aggression eller ligegyldighed, og det er derfor, at det er så vigtigt at få vendt bøtten, når et barn mistrives og udviser vanskelig adfærd, for det kan nemt udvikle sig til en ond spiral, hvor tingene blot bliver værre og værre. Jo mere stresset og misforstået et barn føler sig, jo mere vanskelig adfærd vil der opstå (det gælder for både drenge og piger, men kan komme til udtryk på lidt forskellige måder).
Som skrevet tidligere, kan der sagtens være flere årsager til vanskelig adfærd og det er typisk en kombination af flere ting, der er i spil, hvor der skal sættes ind flere steder, men når vi ikke også medtænker kønslige forskelle, stiger risikoen for, at vi misforstår barnets adfærd og her blot får gjort tingene værre
Har du lyst til at høre mere om de misforståede drenge, holder jeg et foredrag i København tirsdag den 19. juni kl. 16.15 – 18.15. Du kan læse mere her