I en relation mellem en voksen og et barn, er det altid den voksne, der har ansvaret – også (og især) for den følelsesmæssige side af relationen.
At det så langt fra altid er lige let, er en anden sag.
Det, der sker, når du havner i konflikt med dit barn er, at han eller hun vil forsøge at frastøde dig og tiltrække dig på en og sammen tid. Det er fordi dit barn føler sine grænser overtrådt (f.eks. fordi vi har skæld ud – ethvert menneske vil reagere på udskældning med en kamp og flugt-reaktion, fordi det er den måde nervesystemet reagerer på, når det føler sig truet), men samtidig higer efter at være tæt på dig (at føle sig knyttet til dig – kamp og flugt-responsen afbryder momentært tilknytningen mellem dig og dit barn).
Det værst tænkelige for et menneske, er ikke at føle sig følelsesmæssigt knyttet til et andet menneske og ikke at vide hvornår tilknytning genopstår. Derfor vil du opleve, at dit barn løber væk, men smækker med dørene og gør andre ting, som han eller hun ved, får dig til at komme.
En rasende forælder er bedre end den overvældende smerte af at føle sig alene i verden. Barnet smækker ikke med døren for at gøre dig mere rasende, men fordi det er den eneste måde, han eller hun kan håndtere den rædselsvækkende tilstand.
Som forældre kan vi gøre meget for at hjælpe vores børn med at knytte sig til os igen og her rode bod på den skade, som konflikten har forvoldt.
Vi forsøger alle at undgå at skælde ud eller tilføje mere ild til konflikter, men vi havner der alle fra tid til anden. Det er uundgåeligt og det skal nok gå, så længe vi forstår barnets reaktion og tager ansvar.
Leg er fantastisk i forhold til at få både dig og dit barn til at ændre tilstand og du behøver hverken at være god til at lege eller have specifikke rekvisitter – det kræver udelukkende en smule fantasi og en solid portion tålmodighed.
Et eks. kan være barnet, der har gemt sig under sækkestolen, efter at have reageret voldsomt på et “nej” (til et eller andet), hvorefter du blev sur, som eskalerede konflikten, der sikkert udmøntede sig i et barn, der løb væk, kombineret med at vælte ting, trampe eller smække med døre.
Barnet higer efter din nærhed, men kan endnu ikke selv række ud og skabe den på en konstruktiv måde.
Legen kan være at du lader som om at sækkestolen er et sneglehus, hvor du banker på for at lokke sneglen ud. Sneglen er sur, så du forsøger forsigtigt at liste en hånd ind for at ae den, hvor sneglen har mulighed for at skubbe hånden ud (komme af med sin vrede over at blive råbt ad), hvor du kan foregive forskrækkelse, men hvor du modigt forsøger igen.
Inden længe vil du sikkert begynde at høre fniselyde under stolen og du ved nu, at trygheden er ved at være gendannet. Legen kan forsætte lidt endnu og inden længe dukker sneglen sikkert frem, med et stort grin.
Som kronen på værket kan du invitere sneglen ind under din trøje (for den må jo fryse uden sit hus?) eller over på dit skød, hvor du sikrer den stabiliserende kropskontakt, og hvor du samtidig tilbyder smilende øjenkontakt, der bekræfte dit barn i, at faren er drevet over.
Du vil sikkert her opleve, at du stadig kan håndhævde dit oprindelige “nej” (det, der startede konflikten), uden at det starter hverken bål eller brand samtidig med, at dit barn igen føler sig tryg og forbundet.
Når legen ikke virker
Gråd regulerer det limbiske system (også kaldet følelseshjernen) og latter udvikler neo cortex (den nye del af den menneskelige hjerne).
Begge dele er fantastiske redskaber, givet til dig af evolutionen. De hjælper dig med at regulere stærke følelser og sørger for, at der sendes ekstra blod til din hovedcentral (neo cortex), så du kan finde mere kreative (og hensigtsmæssige) løsninger på livets udfordringer.
Redskaberne hjælper dig også med at hjælpe dine børn, så de kan udvikle sig til følelsesmæssigt sunde individer.
Legen er super effektivt og følelsesmæssigt regulerende, når dit barn er “tilpas” forstyrret.
Med det mener jeg, at legen ikke virker (og ej heller er hensigtsmæssig), hvis dit barn befinder sig i et full-blow raserianfald. Her er dit barn så stresset eller føler sig så truet, at han eller hun er nødsaget til at tage sine ældste overlevelsesmekanismer i brug (det sker ubevidst).
I sådan et tilfælde er det ikke hensigtsmæssigt, at du forsøger at aflede, udskælde, moralisere eller ignorere – det vil blot gøre tingene værre. I stedet er din ypperste opgave at beskytte dit barn, dig selv og omgivelserne, så ingen kommer til skade, og vente til raseriet driver over (alle tilstande trækker sig igen, heldigvis).
Der er altid sorg under raseri, så efter et raseriudbrud kommer de forløsende tårer ofte, hvor barnet søger din favn for at blive trøstet og genetablere tilknytning. Her er det vigtigt ikke at skælde ud eller komme med moraliserende formaninger – det vil blot vække overlevelsesmekanismen igen. Når du istedet trøster barnet og tilbyder den beroligende kropskontakt, sikrer du øget blodtilførsel fra de mere primitive dele af hjernen til neo cortex og barnet kommer tilbage i balance.
De situationer, hvor det er gavnligt for dit barns udvikling, at du leger dig ud af konflikten, kan f.eks være:
– Hvor dit barn er små-irriteret (endnu ikke i full-blown raseri)
– Hvor du har overtrådt dit barns grænser (men barnet ikke er i full-blow raseri) og du ønsker at genetablere tryghed og tilknytning
– Hvor dit barn af den ene eller anden grund ikke er tryg nok til at udtrykke stærke følelser over for dig
– Når du arbejder med eller skal passe et barn, som endnu ikke er knyttet til dig
– Når du forsøger at hjælpe et barn med at bearbejde traumer, hvor det er nødvendigt at gå forsigtigt og blidt frem
– Hvis der af den ene eller anden årsag går længe imellem du ser dit barn, hvor legen er den bedste (og kærligste) ice-breaker, hvor du genetablerer tilknytning og tryghed. Når dit barn er tryg, kan du opleve, at dit barn havner i store raserianfald, fordi han eller hun forsøger at bearbejde fortvivlelsen og magtesløsheden over den afbrudte tilknytning til dig
Som en tommelfingerregel kan man sige, at jo voldsommere dit barn reagerer, jo større har den stressende belastning været, og jo mere har barnet brug for det regulerende raseri (det er ikke raseriet, der forløse, det er den efterfølgende gråd, men raseriet er ofte en forudsætning for at komme til gråden).
Jo “mindre” reaktionen er (småirritation), jo mindre har barnet brug for den forløsende gråd, hvor du ret nemt kan hjælpe barnet med at forløse via latter (bla. via forskellige former for lege).
Du kan komme til at misfortolke det ene med det andet, men det gør ikke så meget. Hvis du f.eks. har har misforstået en “mindre” reaktion, der viser sig at dække over en spruttende vulkan, vil dit barn reagere voldsomt på, at du tilnærmer dig via leg. Og her indstiller du blot legen, og tillader vulkanen, hvor du beskytter alle parter.