“Da min søn var tre år gammel, tog vi ham med i Tivoli. Han havde en fest, og vi fandt et lille tog, som han kunne få en tur i sammen med mig. Det, vi bare ikke havde bemærket, var, at der, hvor toget drejede om hjørnet, gik det ned ad bakke i høj fart, hvilket var alt for voldsomt for en treårig. Han blev også vildt forskrækket og skreg og skreg og klyngede sig fast til mig, alt imens jeg desperat forsøgte at få øjenkontakt med Tivoli-manden, der styrede toget. Efter tre runder var manden så sød at stoppe toget og sætte os af, da han tydeligt kunne se, at den lille dreng var skræmt fra vid og sans. Det var jo selvfølgelig vores ansvar at have tjekket banens egnethed til vores søn, og i mit indre bandede og svovlede jeg over, at vi ikke havde lavet vores forarbejde godt nok. I det øjeblik vi kom af toget, vendte jeg mig straks mod min søn og forventede en kæmpe reaktion, fordi det havde været så voldsomt. Men det var alt for spændende at være i Tivoli med alt lyset, lydene og de mange ting, man kunne prøve, så han tørrede hurtigt øjnene og fremstammede et hiksende ”Jeg er okay, mor – skal vi ikke prøve den derovre?”, mens han pegede på en lille karrusel. Min mand og jeg udvekslede blikke og blev stiltiende enige om, at stimulusniveauet var ved at være nået, og at vi ville forberede ham på, at vi snart skulle hjem, og inden længe var vi på vej ud for at finde bilen. På turen hjem sad jeg og studsede over, at der ikke var kommet en reaktion fra ham, og tænkte, at vi nok kunne forvente lidt tumult omkring puttetid. Men så længe gik der ikke.
Da vi kom hjem, faldt der først ro over lejren, og så begyndte stormvejret ellers at bygge sig op. Han sad på trægulvet i vores køkken-alrum, og pludselig tog han en trækasse og kørte den hårdt hen over trægulvet, alt imens han kiggede direkte på mig. ”Det ridser gulvet, skat, så lad kassen stå,” forsøgte jeg mig først, fordi det jo kunne være, at han ikke vidste, at gulvet kunne blive ridset. Han kiggede igen indgående på mig, alt imens han igen kørte med kassen hen over gulvet. ”Gør du det igen, skat, er jeg nødt til at tage kassen fra dig,” var mit svar denne gang, så han vidste, hvad konsekvensen ville være. Samtidig forberedte jeg mig på stormvejrets klimaks, da det nu var blevet ret tydeligt, at vi kunne forvente en reaktion. Han skulle lige til at køre kassen hen over gulvet endnu en gang, hvor jeg rakte ud og tog kassen fra ham, men i virvaret fik han fat i en anden kasse fyldt med klodser, som han nåede at kaste op i luften, så alle klodserne røg ud over det hele. Så kom der et kæmpe raserianfald, som var et af de voldsomste, han nogensinde har haft. Det stod på i et kvarters tid, hvor min primære opgave var at beskytte ham, mig selv og vores køkken. Da raseriet trak sig, kom gråden, og han søgte straks min favn. Vi sad stille sammen, alt imens jeg hviskede beroligende til ham. Efter lidt tid trak han vejret dybt og tørrede tårerne væk, hvorefter han kiggede på mig og spurgte, hvad vi skulle have til aftensmad. Kylling med salat, var mit svar, og at vi skulle spise lige om lidt. Da han rejste sig op, fik han øje på alle klodserne, der slå spredt rundt i hele køkken-alrummet. ”Hvorfor ligger alle de klodser ude på gulvet?” spurgte han forundret, og jeg forklarede ham, at han fik fat i kassen, da han var rigtig vred, og at indholdet derfor endte ud over det hele. ”Det rydder jeg lige op, inden vi skal spise, mor,” sagde han og begyndte at rydde op. Okay, var mit svar, og jeg spurgte, om jeg skulle hjælpe ham, men det svarede han nej til, han kunne godt gøre det selv, hvorefter han ryddede op, og vi satte os til bords for at spise.
Det interessante ved den forsinkede reaktion, især i denne specifikke situation, var, at min søn havde følt sig så truet, at det havde kickstartet de dybeste overlevelsesinstinkter, som mennesket har. Jo mere truet på livet vi har følt os, uanset om vi vitterlig var i fare eller ej, jo større følelsesmæssig reaktion vil der komme, om den så kommer til udtryk med det samme eller er forsinket. Og grunden til, at han ikke kunne huske, at han fik smidt kassen med klodser ud over hele gulvet, er, at de dybeste overlevelsesinstinkter forbigår den del af hjernen, der har med kognitiv hukommelse at gøre. Det eneste, systemet er fokuseret på, er overlevelse. Aktiverede overlevelsesinstinkter vil altid indeholde vrede, for vrede er drivkraften, vi skal bruge for at overleve. Kunsten er at bruge vredens energi konstruktivt og ikke destruktivt, hvilket børn endnu ikke formår, og hvilket selv voksne mennesker bakser med at kunne. Det er altså noget, alle mennesker skal lære, og en vigtig del af den læring handler netop om, hvorvidt vi som børn kontinuerligt blev støttet igennem reguleringscyklussen af modne voksne, der formåede at være vores eksterne termostater.
De forsinkede reaktioner i os selv og i vores børn kan godt forvirre os, fordi vi er så vant til at tænke i umiddelbar årsag og virkning. Det, at et kropsligt chok kan dukke op timer, dage eller sågar år, efter at hændelsen skete, er noget, vores rationelle del af hjernen ikke forstår. Men det er, fordi følelser ikke er rationelle. Følelser fungerer helt anderledes end vores rationelle del, og det er en rigtig god idé at blive gode venner med den irrationelle del i dig, for det er faktisk den, der styrer din adfærd mest. Vi har en tendens til at tro, at vi kan styre vores adfærd med vores frie, bevidste vilje, men det kan vi kun i meget begrænset grad. Langt det meste af tiden bliver vi revet rundt i manegen af reaktioner og drifter, der ikke er bevidste for os, hvor vi så er nødt til at finde passende historier, der kan forklare kaosset. Hvis vi ikke tør være med vores følelser, lytte til dem og få dem reguleret, vil mange af de historier, vi kommer op med, være lutter løgn, fordi vi dybest set ikke forstår vores egen adfærd godt nok. Så længe vi ikke forstår vores egen adfærd, kan vi heller ikke forvente at forstå vores børns adfærd, hvilket gør forældreskabet til noget af et eventyr ind i dine egne krinkelkroge. Hvis du altså tør.
Det næste eksempel er også fra min egen dagligdag og har også med vrede og raseri at gøre, men er alligevel lidt anderledes end den forsinkede reaktion.”
Ovenstående er et uddrag fra min kommende bog Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst. Du kan læse mere om bogen og forudbestille dit eksemplar her
Konsultation
Ind til vi er på den anden side af corona-krisen, har jeg helt ekstraordinært online konsultationer af 40 minutters varighed, der koster 600 kr. Du kan læse mere om mine konsultationer og booke her