”Boys seek out weakness in others and then attack it mercilessly to help one another grow up,” skriver Michael Gurian, og den forståelse har gjort en kæmpe forskel i mit moderskab, så jeg pludselig så min søn i et helt andet lys. En af de største forskelle mellem piger og drenge er nok den måde, som de hver især håndterer og udtrykker følelser på (der vil samtidig være overlap, da køn befinder sig i det omtalte spektrum), hvor drenge i højere grad end piger vil benytte det, Gurian kalder indirekte empati. Den indirekte empati ser meget anderledes ud end den direkte empati, og vi kan misforstå den som mobning. Indirekte empati, beskriver Gurian, sker nemlig, ved at drenge og mænd driller og prikker til andre drenges og mænds svagheder i forsøget på at sikre modning. Den direkte empati, derimod, er, hvor vi på stedet slutter ring om barnet og tager os af hans følelsesliv ved at spejle, trøste og hjælpe.
Lad mig give et eksempel:
Min søn elsker at lytte til lydbogen ”En lort med tusind ben” skrevet af Morten Dürr og indlæst af Christian Damsgaard. Den handler om drengen Emil, der i skolen bliver mobbet af Thor, og som sammen med sin bedste ven, Asger, lægger en snedig plan for at slippe af med Thors mobning. På et tidspunkt skal Emil spille fodboldkamp, men han ved ikke helt, om han måske bare ender på udskiftningsbænken, fordi Thor gør, hvad han kan, for at få fodboldtrænerens gunst, men der er ikke plads til dem begge på holdet. Derfor forsøger Emil at bilde den pige ind, som han godt kan lide, at fodboldkampen er aflyst, for han kan slet ikke overskue, hvis hun skal se ham sidde på bænken. Men Asger har en helt anden plan for at hjælpe sin ven. Han siger til pigen, at kampen alligevel ikke er aflyst, og at Emil vil blive vildt glad, hvis hun kommer, hvorefter han går hen til Emil og siger, at han har sørget for, at pigen kommer og ser Emil spille. Emil bliver edderspændt rasende og føler sig forrådt af sin bedste ven, men han har nu ingen anden udvej end at kæmpe med Thor om pladsen på holdet for at sikre, at han samtidig vinder pigen.
Det, Asger gør for sin ven, er indirekte empati, selvom det godt kan se ud, som om han stikker ham en kniv i ryggen. Asger ved instinktivt, at Emil er nødt til at konfrontere Thor før eller siden, og Asger tvivler ikke et sekund på sin vens evne til at håndtere det og giver ham derfor et ”kærligt” puf ud i den uundgåelige situation. Vi vil alle før eller siden havne i situationer, hvor der er en ”Thor”, vi er nødt til at konfrontere, dog ikke nødvendigvis forstået som at alle vil blive udsat for mobning. ”Thor” er et billede på de udfordringer, som livet byder på, og som vi skal være robuste nok til at kunne håndtere, hvilket også gælder for vores børn. Den indirekte empati, som især drenge og mænd udøver, er derfor en nødvendig brik i livets puslespil for at blive i stand til at mestre udfordrende situationer. Men det kan selvfølgelig gå galt. Drenge og mænd kan komme til at presse hinanden og deres børn for meget i situationer, hvor det kan blive farligt for alle involverede, eller hvor presset sætter sig som et følelsesmæssigt traume. Derfor kan den indirekte empati være sværere at tale om og rumme end den direkte empati.
Havde Asger i stedet valgt den direkte empati, ville han have sat sig ned og talt med Emil om de smertelige følelser forbundet med at blive mobbet, om angsten for at blive sat af fodboldholdet og om den svære, spirende forelskelse, der måske ikke gengældes. Verbalisering af svære følelser, det at blive spejlet i alt det svære samt at blive holdt om og trøstet, når livet giver en mavepuster, er alt sammen vigtigt. Men det får ikke livets udfordringer til at gå væk. Vi skal stadig være i stand til at håndtere det, livet smider efter os, uden at knække, og i mange situationer kræver det mod, vi ikke nødvendigvis føler, vi har. Her hjælper den indirekte empati. Vores børn har altså brug for at blive eksponeret for begge strategier, da de to sat sammen sikrer, at ingen af dem løber løbsk. Sammensætningen af de to strategier vil både sørge for, at den indirekte empati ikke kommer til at presse barnet så meget, at det bliver farligt og følelsesmæssigt traumatiserende, og at den direkte empati ikke fastholder barnet i en tilstand af hjælpeløshed og handlingslammelse. De neurologiske og hormonelle forskelle kønnene imellem synes at præge mænd til at benytte den indirekte empati mest, mens mange kvinder har den direkte empati som deres primære. Dog kan det omvendte også forekomme, da der altid er undtagelser fra reglen. Men da mennesket ofte tiltrækkes af en modsætning til sig selv, vil begge strategier typisk være repræsenteret i et partnerskab, uanset køn og seksuel orientering (f.eks. vil to kvinder, der danner par, typisk ret hurtigt kunne identificere, hvem af dem der benytter hvilken strategi mest over for deres børn).
Gurian kalder dette samarbejde, hvor børn eksponeres for begge strategier, for ”bi-strategic nurturing”. Og meget tyder på, at børn, der har fået det bedste med fra begge verdener (som både er blevet mødt følelsesmæssigt og er blevet presset til at håndtere svære situationer selv), udvikler en sund robusthed og modenhed, der ikke kompromitterer sårbarhed, og at disse børn intuitivt og efter behov kan veksle mellem de to empatiformer. Denne viden kan samtidig være en stor hjælp forældrene imellem, fordi mange kvinder føler, at deres mandlige partner presser deres børn for hårdt, mens mange mænd derimod føler, at deres kvindelige partner presser børnene for lidt. Jeg ser det især udspille sig i skilsmissefamilier, hvor bruddet ofte får alt til at fremstå noget mere kantet, og jeg har hjulpet flere par, hvor udfordringen mellem dem netop var uenighed om grænsesætning og følelsesmæssig lydhørhed over for deres børn. Før jeg dykker dybere ned i de lag, skal vi dog lige omkring den svære grænsesætning.
Ovenstående er et uddrag fra bogen Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst
Mette gennemgår også den indirekte emapti i FB live foredraget De misforståede drenge