Michael Gurian beskriver drenges grænsesøgning som et ”50/50-split”, forstået på den måde, at drenge 50 % af tiden har brug for, at de voksne griber ind, guider, tager over og sætter grænser, og de resterende 50 % af tiden har brug for at gå til grænsen og over den, uden at voksne griber ind. Det skaber lidt af et paradoks, da drenge jo generelt set er dem, der er længst tid om at modnes, samtidig med at de har tendens til at udøve den vildeste adfærd, hvorfor den logiske konklusion umiddelbart måtte være mere indgribende adfærd fra voksne. Men udfordringen er, at drenge ikke modnes, som de skal, hvis vi griber for meget ind. Drenge modnes i høj grad af at gå til grænsen, for så at gå over den og her mærke konsekvenserne på egen krop. Griber vi for meget ind og på de forkerte tidspunkter, kommer vi direkte til at modarbejde drenges modning. Nogle piger vil vise helt samme adfærd, og har du sådan en datter, ved du, præcis hvad jeg taler om, for jo mere du forsøger at kontrollere hendes adfærd, jo mere går hun mod dig. Gurians 50/50-split husker jeg især på, når min søn tester (og bryder) diverse regler, hvilket sker relativt ofte. Til trods for at han kun er syv år gammel og slet ikke i nærheden af teenageårene, har det allerede givet mig flere søvnløse nætter, men det hjalp, da jeg begyndte at sætte mig ind i, hvad det er, der driver behovet. Jeg kender rigtig meget til de destruktive årsager, når det er uforløste følelser og traumer, der driver mennesket til at være i karambolage med alt og alle, men det var ikke nok til at forstå min søn (men uvurderlig viden til at hjælpe ham igennem de svære tilstande, når det er her, årsagen ligger).
”Jeg ved, jeg får skældud, men jeg gør det alligevel”-sætningen, leveret med drilske øjne og hovedet på skrå, handler om noget helt andet, og jeg var nødt til at få styr på mit behov for at kontrollere denne adfærd. For jo mere jeg formanede og forklarede (og i pressede situationer tryglede eller truede), jo mindre trængte jeg igennem. At læse om, hvordan mange drenge har brug for at gå til grænsen, for så at gå over den, gav mig en nøgle, jeg havde manglet, og jeg kunne nu begynde at tilpasse min egen adfærd. Jeg begyndte at acceptere, at min søn i et eller andet omfang vil lave ”ballade”, og at det kan få ham i problemer. Der er intet, jeg kan gøre for at stoppe det, men jeg kan sørge for, at det altid er trygt for ham at komme og tale med mig om det, især når problemerne bliver større, end han selv kan håndtere. Og så kan jeg give ham plads til at få de tidlige, relativt ufarlige erfaringer, der forhåbentlig gør, at hans grænsesøgning senere hen ikke behøver at bevæge sig helt derud, hvor det bliver (alt for) farligt. Det er ikke en form for is i maven, der falder mig naturligt, skal jeg lige hilse at sige. Det er 100 % tillært, og jeg er stadig langtfra i mål. Heldigvis er mit liv beriget med en søn, der giver mig masser af mulighed for at øve mig, som dette eksempel viser.
Den forsvundne maske
På den skole, min søn går på, er der en regel om, at man ikke må have sit eget legetøj med, og den regel mindede jeg ham om, da han en morgen sneg en Lego-figur ned i tasken. Jeg kunne have valgt at sætte hårdt mod hårdt, og efter en lang kamp med skrig, skrål og tårer ville jeg sikkert have vundet (ergo: Figuren blev lagt tilbage). Til tider er hårdt mod hårdt et uundgåeligt valg for forældre, men vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå det, for hver gang vi havner her med vores børn, kommer der hak i relationen, der kan forvolde smerte mange år efter. Med min nye viden om drenges behov for at gå til grænsen og over den for selv at erfare konsekvenserne valgte jeg en anden strategi. ”Skat, du kender reglerne. Hvis du vælger at tage den med, så sørg for, at du ikke bliver snuppet, og bliver du snuppet, må du acceptere, at de voksne tager den fra dig og måske endda bliver sure,” sagde jeg til ham. ”Ja, ja, mor, jeg bliver ikke snuppet. Vi sørger altid for at lege med vores legetøj, hvor de voksne ikke ser os,” var svaret, inden han strøg afsted (et svar, der fortæller lidt om børns kreativitet i forhold til at omgå voksenkontrol, hvor de lader os blive i troen på, at vi har kontrol, ved at sørge for at gøre det, de ikke må, hvor vi ikke kan se det!). Senere, da jeg hentede ham, sendte han mig et lidt forsigtigt smil, inden han sagde: ”Jeg blev snuppet, mor, de voksne så det.” ”Nå for søren, hvad gjorde du så?” spurgte jeg. ”Jo, altså jeg fik ikke skældud. Eller ikke særlig meget. De voksne sagde bare, at jeg ikke må have legetøj med, og at jeg jo kender reglerne.” Efter en lille pause lyste hans ansigt op. ”Men mor, det er faktisk godt, at jeg tog figuren med, for ved du, hvad der skete? Vi legede med den, og så røg masken af. Den fløj helt over i busken, og vi kunne ikke finde den! Heldigvis fandt jeg den til sidst. Så nu ved jeg, hvorfor vi ikke må have legetøj med i skole. Det kan jo blive væk og ligge og flyde i naturen! Så det er faktisk en god regel.”
Efter at jeg har fået opbygget mere is i maven og accepteret, at min søn i høj grad er nødt til at lære om verden og om det at være menneske i verden ved at teste grænser og regler (og opleve konsekvenserne heraf), har jeg oplevet et væld af situationer som denne med ham. Situationer, der kunne være endt ud i voldsomme konflikter grundet mit desperate forsøg på at kontrollere hans adfærd, der ene og alene bunder i et misforstået ønske om at forhindre potentielle svære oplevelser. Men forskellen på ham og mig er, at jeg allerede kender mange af de konsekvenser, som handlinger kan føre med sig, for med mine flere år på bagen har jeg gennemlevet mange af dem. Han, derimod, mangler stadig at gennemleve mange af sine. Vi kan ikke forhindre, at vores børn oplever smertefulde situationer, ved at forsøge at presse vores udlevede konklusioner ned over hovedet på dem, uanset hvor meget vi forsøger. Meningsfulde konklusioner opstår aldrig i kølvandet på moralske formaninger, men via levede erfaringer. I stedet kan vi dele rundhåndet ud af vores egne fortællinger om nederlag og triumfer og give vores børn plads til at opleve verden på egen hånd, så de selv har mulighed for at forbinde de to. Og så kan vi gøre det trygt for dem at komme til os, uanset hvor meget lort de befinder sig i.
Diktatorens hedeste drøm
”Men hvis vi tillader børn at bryde regler, lukker vi så ikke bare kaos og anarki direkte ind ad havelågen?” lyder det typisk fra forældre, når jeg taler om barnets tendens til at bryde regler og teste grænser (som alle mennesker i øvrigt gør til tider, uanset køn og alder). Det er en forståelig bekymring, og hvis det eneste, du sætter i spil i forhold til dit barn, er friheden til selv at bestemme og gøre alt, jo, så vil du i høj grad invitere kaos indenfor. Men pointen er, at dit barn vil bryde regler fra tid til anden – og især drenge. Det er en uundgåelig del af det at være et menneske. Hvis du misforstår denne adfærd som uopdragenhed og slår hårdt ned og har nultolerance, vil dine børn i stedet bryde regler i det skjulte og undlade at fortælle dig det, selv hvis de virkelig havner i problemer, fordi de vil frygte din respons. Derfor er det altid en balancegang mellem at lære børn sociale regler og normer og samtidig at give dem plads til at mærke konsekvenserne af at bryde regler. Det handler altså ikke om, at vi blindt accepterer, at børn bryder regler. Det handler om, at vi i visse situationer, afstemt efter alder, giver børn et frirum, hvor de på egen krop får mulighed for at mærke konsekvenserne af at have brudt regler, uden at vi forsøger at fikse det for dem. Men vi undlader samtidig også at straffe og udskamme dem og holder den moralske ”I told you so” for os selv. I stedet gør vi det trygt for dem at komme til os og fortælle os om deres oplevelse, så vi kan initiere samtaler om, hvordan det føltes, hvorfor regler findes, og hvilke der måske bør laves om.
Hvis mennesket ikke også indeholdt en rebelsk og regelbrydende side, ville vi som art aldrig have udviklet os. Vi kan ikke hylde kærligheds- og frihedskæmpere som f.eks. Jesus, Gandhi og Mandela, samtidig med at vi udøver nultolerance over for børns instinktive impuls til at gå imod autoriteter og bryde regler. Vi må aldrig glemme, at en diktators (eller anden magtsyg instans) hedeste drøm er en befolkning, der uden modstand eller spørgsmål accepterer kontrol og regler. Lad os sammen sikre, at den drøm ikke går i opfyldelse, ved at give rebellen en plads ved bordet og høre, hvad han eller hun har på hjerte – såvel din egen som dit barns.
Ovenstående er et uddrag fra bogen Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst, der udkommer i starten af 2019. Du kan allerede nu forudbestille bogen, hvor du også får to af mine online foredrag med i handlen. Du kan læse mere og bestille her