Jeg er meget optaget af forskning, der fokuserer på, hvordan det menneskelige nervesystem bliver præget (på godt og ondt) og hvordan vi kan bruge denne viden til at forebygge mistrivsel hos børn og voksne, såvel som hjælpe begge tilbage i trivsel, hvor behov.
Jeg er især begejstret for Stephen Porges’ arbejde: the polyvagal theory, og vil forsøge at komme med lidt brugbar information, baseret på hans teorier, som du kan omsætte i dit eget liv, i forhold til dine børn eller i dit arbejde med mennesker, der lider af psykiske eller fysiske traumer/ubalancer.
Porges beskriver de måder hvorpå menneskets forsøger at sikre tryghed (og derved overlevelse), og disse mekanismer er ens for os alle, men afhængigt at hvad hver af os bliver udsat for og hvad vi har med i bagagen, rent genetisk og epigenetisk, er det forskelligt hvilke muligheder, vi hver især har i forhold til at omsætte disse strategier.
Det er blandt andet derfor, det kan være så svært at hjælpe mennesker, der er traumatiserede, for det er meget individuelt, hvordan vi hver især responderer på en traumatisk hændelse, og især én af overlevelsesstrategierne er svære at ”omkode” eller komme ud af igen, hvilket er afgørende viden i forhold til vores tilgang til børn.
Det vigtigste for mennesket er at være tryg
Mennesket har grundlæggende tre indbyggede strategier for at sikre en tilstand af tryghed (som sikrer overlevelse), og vi forsøger instinktivt den mest udviklede strategi først, og bevæger os derefter ned af i rækken, hvis den første strategi ikke virkede.
De tre strategier i den evolutionære rækkefølge er:
- Den sociale funktion – vi bruger verbal og non-verbal (mimik og kropssprog) kommunikation til at formidle vores følelse af utryghed/smerte til andre mennesker omkring os.
- Kamp/flugt – vi blev ikke hørt/kommunikation var ikke muligt, så kroppen forbereder sig til kamp/flugt.
- Nedlukning – kamp/flugt er ikke en mulighed (f.eks. hvis vi bliver fastholdt, uden at kunne slippe væk).
Lad mig give dig et eksempel på hvordan det kan se ud i praksis.
Det fastklemte par
Et ægtepar kommer ud for et trafikuheld, hvor de begge sidder fastklemt i bilen i flere timer, inden hjælpen når frem. Rent fysisk skete der ikke noget alvorligt ud over småskrammer, men der var stor forskel på, hvordan de to mennesker, der havde været udsat for det samme, havde det efterfølgende.
Kvinden rystede og græd kort tid efter at hende og hendes mand var blevet skåret fri af bilen og havde i den efterfølgende periode mareridt, hjertebanken, søvnproblemer og følte ubehag ved tanken om at sætte sig ind i en bil igen.
Manden, derimod, havde det helt anderledes. Der var ingen gråd, ingen rysten, ingen mareridt – ja der var faktisk ”ingenting”, forstået som at manden fortalte, at han ikke længere kunne føle noget som helst. Han havde det, som han var blevet afskåret fra livet og fra at kunne mærke noget. Han havde bare lyst til at sove og havde svært ved at finde ord og holde øjenkontakt.
Hvad ligger bag så forskellige adfærdsformer til den helt samme oplevelse? Det handler basalt set om hvor godt nervesystemet er i stand til at håndtere intensiteten af en given oplevelse (de stærke følelser, som oplevelsen vil fremprovokere) og hvordan og hvor hurtigt systemet formår at regulere intensiteten (at ”ryste” chokket af sig igen).
Kvinden, i dette scenarie, vil have langt nemmere ved at hele oplevelsen, end manden. Hendes reaktion på oplevelsen er en kamp/flugt-respons, og den ”kicker” ind i det øjeblik hun er ude af bilen.
Mens hun var fastlåst, kunne hun intet stille op, hvor stresshormonerne bare bankede afsted, uden at kunne bruges eller reguleres. Men da hun kom ud af bilen, begyndte systemet at gøre det, det skal – nemlig at forsøge at regulere stresshormonerne via rysten og gråd. I den efterfølgende periode kommer der mareridt og søvnproblemer, som klart viser, at hendes kamp/flugt-respons er på overarbejde og at hendes system stadig ”knokler” i forsøget på at gøre hende tryg. Hvis hun ikke får hjælp, kan sådan en oplevelse f.eks. sætte sig som en fobi i forhold til at køre bil, f.eks., eller i værste fald som PTSD (post-traumatisk-stress-syndrom) lignende symptomer.
Men det er nemmere at hjælpe kvinden, end manden, fordi hende overlevelsessystem aflæste situationen “korrekt”- kvinden var ikke døden nær og hendes system lukkeder derfor heller ikke ned.
Mandens system, derimod reagerede anderledes. I stedet for at kamp/flugt-responsen ”kicker” ind, ryger han direkte i nedlukning, hvor han ”fryser” og ikke kan mærke noget, hvor hans system reagerer på oplevelsen som om han er truet på livet i så høj en grad, at der ikke er noget at stille op.
Så hvori består forskellen?
Forskellen på, om du reagerer på den ene eller anden måde, når livet byder ind med sine mere udfordrende sider, hænger meget sammen med hvordan dit nervesystem blev formet i dine tidlige år. Blev du hjulpet af modne voksne, da du var lille og hjælpeløs, eller blev du overladt til dig selv meget af tiden, hvor du var tvunget til at lukke ned? Blev du hjulpet, når livet overmandede dig, eller når du blev udsat for noget traumatisk, eller var det noget, der ikke blev talt mere om, for ”det var jo overstået”? Blev dine stærke føleler og reaktioner i kølvandet på traumatiske oplevelser misforstået som “uartig” adfærd, efterfulgt af afstrafning, trusler og skæld-ud, der blot forværrede din tilstand?
Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi forstår disse sammenhænge og forstår hvordan nervesystemet fungerer, så vi bedst muligt kan hjælpe os selv og vores børn.
The polyvagal paradox
Porges forklarer yderligere ”the polyvagal paradox”, hvilket er det forunderlige, at det samme system, der sikrer, at vi kommer tilbage i balance (der regulerer og bringer vores primære organer som hjerte og tarmsystem tilbage i balance), samtidig er det samme system, der under visse omstændigheder, kan tage livet af os.
Det skyldes, at der i de tre nævnte strategier, der er indeholdt i vagus nerven, er to ”trådnet” i den sidste strategi, som begge hører til den parasympatiske del af nervesystemet. Den del af nervesystemet sikrer både, at vi restituerer og kommer tilbage i balance, men kan også blive aktiveret til at yde så stor selvbeskyttelse, at hjertet stopper og vi dør (den mest ekstreme form for nedlukning).
Det ene af de to trådnet har vi arvet fra, nu for længst ud-dødede, reptiler, som derfor også er det mest ”rå” trådnet. Det andet trådnet er en videre udviklet udgave, der er myeliniseret (du kan sammenligne det med et elkabel uden den beskyttende gummi omkring, og så et elkabel, der har det beskyttende gummi omkring sig – arven fra reptilerne, er den uden den ekstra beskyttelse).
Reptiler har den egenskab, at de kan stå bomstille i meget lang tid, uden at bevæge en muskel og uden at trække vejret. De har ret små hjerner og kan overleve længe uden ilt. At stå bomstille virker derfor som en super overlevelsesstrategi for reptiler.
Mennesket, derimod, har videreudviklet sig i en noget anden retning, hvor hjernen voksede i takt med, at vi rejste os op på to ben. Menneskehjernen og de indre organer har brug for meget ilt, og er vi uden ilt i bare kort tid, kan det koste os livet (eller give hjerneskade). Derfor er det ikke godt for mennesket at blive presset ud i at gøre brug af det ubeskyttede trådnet i en stresset situation, for der gør at systemet lukker ned i en form for selvbeskyttelse, som er svær at komme ud af igen. Det eneste tidspunkt ekstrem nedlukning er gavnlig, er hvis et menneske befinder sig i en situation, hvor der ikke er noget håb om overlevelse. Her er det barmhjertig gave fra fortiden, fordi det gør, at vedkommende ikke længere kan mærke smerte.
Et andet tidspunkt en anden form for nedlukning kan være barmhjertig, er ved seksuelle eller voldelige overgreb. Her sker der ofte en dissociation, der gør det muligt at “slukke” for kroppens sensationer, da den dybe krænkelse ellers ville være alt for overvældende at være i. Denne form for nedlukning har dog en uhyre høj pris, da det kan være rigtig svært at forsikre et nervesystem, der er blevet tvunget ud i nedlukning, om at det er muligt at blive tryg i sig selv og i livet igen. Det er derfor så mange, der har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb, befinder sig i en vekselvirkning mellem angst og følelsesløshed længe efter at overgrebene er overstået. Mange oplever også stor skam og forvirring over, at de ikke gjorde noget, da overgrebet fandt sted – “hvorfor råbte jeg ikke om hjælp?”, “hvorfor gjorde jeg ikke modstand”, vil mange fortvivlet sige i kølvandet på en seksuel eller voldelig krænkelse (hvilket desværre også har sneget sig ind i det juridiske system, som om det ikke at gøre modstand skulle betyde, at personen gav tilladelse til, at krænkelserne kunne fortsætte).
Men når nedlukning indtræder, kan du ikke sige fra, du kan ikke slå fra dig, du kan ikke kommunikere din stress, smerte og angst. Det er ikke et frivilligt valg, det er din krop, der tager over for at beskytte dig i en situation, der er så overvældende, at du ikke har andre valg. Og i mange situationer kan det reelt set have reddet dit liv, fordi din modstand kunne have ophidset krænkeren i sådan grad, at det havde kostet dig livet.
Hvordan udgår vi at aktivere nedlukning
Der er flere ting, vi kan komme til at gøre i forhold til børn, der kan tvinge dem ud i den uhensigtsmæssige nedlukning, hvor jeg nævner nogen af dem her:
- Undlad at søvntræne dit spædbarn/barn (tommelfingerregel: gå ikke fra et grædende barn), gråd er det lille barns måde at kommunikere sine behov til dig på, og hvis du går, har barnet ikke anden mulighed end at lukke ned, fordi barnet er magtesløst i forhold til at selv at håndtere situationen.
- Sørg for masser af kropskontakt (fysisk kontakt hjælper med at afbalancere nervesystemet), barnet har et biologiske behov for kropskontakt og kan blive tvunget til at lukke ned, hvis det behov ikke mødes.
- Reager prompte på dit lille barns behov for hjælp, så dit barn ikke presses ud i magtesløshed og frygt på samme tid, hvilket er tilstande barnet ikke kan håndtere (oplever barnet at være i en overvældende situation, han/hun ikke selv kan klare eller løse, og uden at få hjælp og det sker gentagne gange, har barnet kun nedlukning tilbage).
- Undlad at aflede dit barn eller at give sut, når dit barn græder i de situationer, hvor gråden ikke skyldes et primært behov som mad, søvn, våd ble m.m. (jeg uddyber gråd og raseri i dette forløb)
- Undlad at bruge time-out, trusler og magtovergreb i din interaktion med dit barn (uddyber hvorfor i dette forløb)
- Tag ansvar når du kommer til at overskride dit barns grænser/kommer til at forskrække dit barn (uddyber hvorfor i dette forløb)
- Forstå reguleringscyklussen og støt barnet igennem den hver gang, der er behov (uddyber hvorfor i dette forløb)
- Benyt dygtige behandlere, som f.eks. osteopater, hvis dit barn har oplevet styrt, fald m.m. Det hjælper med at sikre, at det kropslige chok ikke lagrer sig. Du kan også hjælpe barnet med at forløse chokket via leg og via at være opmærksom på reguleringscyklussen –(uddyber hvorfor i dette forløb)
- Vær opmærksom på den forsinkede reaktion, f.eks. hvis dit barn har været holdt fast (måske grundet nødvendig medicinsk intervention), har siddet fast, kommet til at låse sig selv inde eller lign. Det er typisk magtesløshed kombineret med frygt, der kan aktivere nedlukning, men systemet vil ofte forsøge at regulere sig selv efterfølgende (hvis det er trygt og der er mulighed for det), hvor der kan komme raserianfald og gråd på et senere tidspunkt (stress-hormoner, der forsøger at blive forløst, som er vigtigt at barnet bliver støttet igennem, uddyber i dette forløb)
- Brug sang og musik som redskaber til at gøre barnet tryg, vælg lyse og højfrekvens stemmer, da de lavere frekvenser opsnappes af nervesystemet som om, der er fare på færde (det er vigtig viden ift. indretning af sygehuse og andre behandlingssteder, da ventilatorlyde, elevatorlyde og andre lav-frekvens lyde signalerer til menneskekroppen, at den skal være på vagt ift. rovdyr, og denne stress-aktivering modarbejder heling. Lydene kan især være voldsomme for traumatiserede mennesker, der i forvejen konstant er på vagt, hvor det blot forværres).
I min kommende bog Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst skriver jeg meget mere om hvordan, børn reagerer på utryghed (hvordan det kommer til udtryk i deres adfærd). I bogen uddyber jeg ligeledes, hvordan du bedst hjælper dine børn, eller de børn du passer eller underviser, med at regulere deres system, så følelsen af tryghed genopstår (og dermed trivsel og optimal udvikling).
Du kan allerede nu forudbestille bogen (den udkommer til april 2019), hvor du som tak for tålmodigheden også får to af mine online foredrag med. Du kan læse mere og bestille her