Dine omsorgsinstinkter skal næres og udvikles

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har hørt sætningen:

Lad være med at læse om børns udvikling og om det at blive forælder – du har selv alle svarene inde i dig, så det behøves slet ikke.

Jeg er meget uenig.

Det er rigtigt, at vi alle besidder omsorgsinstinkter og at vi alle skal finde vores egen autentiske måde at være forælder på.

Men omsorgsinstinkter skal udvikles og næres, og de svækkes desværre af stress – og især hvis der er mange forskelligartede stressfaktorer, der kontinuerligt spiller os et pus, og som vi oplever at have minimal indflydelse over.

En anden ting er, at hvis menneskets omsorgsinstinkter vitterlig lå så meget til højrebenet, ville den måde vi har behandlet (og stadig behandler) børn på ikke have været så grufuld. Er du til gys og horror, kan jeg kun anbefale dig at læse op på, hvad vi har udsat børn for op igennem tiden. Det er barske løjer.

En tredje ting er, at vores medfødte omsorgsinstinkter er dybt afhængige af, at tilknytning sad i skabet, da vi selv var børn, for at instinkterne kan blomstre i vores egne nære relationer til partner og børn. En af de største skyggesider i vores moderne samfund er desværre, at langt størstedelen af os har tilknytningssår i en eller anden grad.

De to grupperinger

Min erfaring med at undervise og rådgive inden for udviklingspsykologisk viden, om nervesystemet, om hjernen og om følelser er, at der lidt groft sagt findes to grupperinger:

Den ene gruppe har en rigtig fin forbindelse til omsorgsinstinkterne og disse mennesker har et naturtalent i forhold til at møde barnets legitime behov, men uden nødvendigvis at kunne forklare hvorfor de gør, som de gør. Jeg har hørt fra mange, at det er vidunderligt at få teori og viden koblet på deres intuitive handlinger, som de kan bruge som argumentation, når de bliver mødt med misbilligelse fra omverdenen, og at denne viden giver dem langt mere styrke i forhold til at forsætte med at have tiltro til deres stærke omsorgsinstinkter.

Den anden gruppe har i varierende grad mistet forbindelsen til omsorgsinstinkterne og oplever smerten derved (mennesker, der helt har mistet forbindelsen og er så langt væk fra instinkterne, at de end ikke oplever smerten over afskåret-heden, opsøger ikke sådan en som mig, så dem ved jeg ikke så meget om). Disse mennesker søger med lys og lygte viden og redskaber, der kan hjælpe dem med at navigere i dette underlige og faretruende felt, som nære relationer er for dem. Og de oplever, alle som en, at konkret viden giver dem en kontekst, de kan agere ud fra, som over tid hjælper dem med at etablere kontakt til de godt begravede omsorgsinstinkter. Og herfra kan de lykkes med at finde deres egen autentiske måde at være forælder på.

Viden skal omsættes

Det vil måske komme bag på dig, der ikke kender mig, at jeg selv tilhørte den sidste af de to grupper. Jeg kan med 100% garanti sige, at de mange år jeg brugte på at læse op på fødselspsykologi, spædbarnsforskning, udviklingspsykologi, hjerneforskning, traumeforskning og åndsvidenskab, har været altafgørende i forhold til at (gen)kick-starte mine godt gemte omsorgsinstinkter.

Den læste viden skal selvfølgelig omsættes, ellers batter det ikke en dyt, og her skal jeg da ærligt indrømme, at det for mit vedkommende har krævet en hel del blod, sved og tårer, men katalysatoren for at udviklingen overhovedet kunne finde sted, samt det at kunne udholde den mere tunge del af rejsen, var i høj grad litteraturen.

Hvilken information er bedst

Med mindre vi søger ny viden, gør vi det, som vi har lært. Og selv når det, vi har lært, er af høj kvalitet, er der typisk gået en 20 – 30 år siden vi lærte det via vores egen barndom, så det skader aldrig lige at udføre et solidt kvalitets-tjek (hvilket er godt at have i baghovedet, når vores egne børn bliver voksne, hvor de selvfølgelig også skal iføre sig kvalitets-tjek brillerne).

Der er meget information der ude og også meget modsatrettet information, så jeg forstår godt, hvis du til tider føler, at det hele forvirrer mere end det gavner.

Som tommelfingerregel vil jeg sige, at det du sætter dig ind i, skal give dig en eller anden følelsesmæssig reaktion, før du ved, om det er noget for dig. Det kan være at du bliver så optaget af materialet, at du helt glemmer tid og rum, det kan være du føler dig utrolig inspireret og håbefuld, eller det kan være at du spontant begynder at græde, hvilket fortæller dig, at der her ligger nogle sår begravede, som nu har mulighed for at komme op til overfladen.

Det kan også være, at materialet pisser dig godt og grundigt af. Der skyldes typisk følgende årsager:

1. Du finder, at materialet er direkte skadeligt i forhold til børn og du bliver følelsesmæssigt påvirket af, at sådan noget ”bras” får lov til at blive udbredt

2. Du bliver provokeret, fordi den nye viden skubber til dine egne fordomme og gamle overbevisninger, som får dit system til at gå i forsvar (de ældre dele af din hjerne har det ret svært med forandring og følelsesmæssig smerte og vil gå langt for at beskytte dig mod begge dele).

Det er kun dig, der kan afgøre om din følelse af vrede og ubehag skyldes det ene eller det andet, men her er kritisk selvransagelse altid nøglen. Min erfaring er, at det ofte er 2’eren, der er i spil, for når du står stærkt i dine omsorgsinstinkter, vil du ret hurtigt kunne vurdere, om et givent materiale kan bidrage med noget nyt, eller om det blot er gammelt vin på nye flasker, som hverken er din tid eller ophidselse værd.

En hjælpende hånd