Tjaee, jeg aner det ikke med sikkerhed, men jeg ved så meget, at rigtig mange mennesker oplever, at de reagerer meget stærkt på situationer, der ikke har nogen logiske forklaring, og som, når går vi personens liv igennem med en tættekam, der ikke umiddelbart er nogen sammenhæng i.
Lad mig give dig et eksempel:
En kvinde, lad os kalde hende Karen, havde været forbi mit lille kontor adskillige gange, og hun var nu så tryg, at vi kunne gå dybere. ”Mette, jeg har efter min skilsmisse mødt den her vidunderlige mand, som gør et eller andet ved mig, jeg ikke forstår. Det er som om jeg, jeg higer efter at være sammen med ham på en måde, jeg aldrig har følt før. Det er nærmest som om jeg forventer, at nogen skal forhindre os i at være sammen, selv om det overhovedet ikke er logisk. Når vi er sammen, føles det ekstatisk, men også opslidende, for det er som om, det er den sidste gang, vi ser hinanden, og det er så underligt! Det er altså hårdt at være sammen med ham, selv om vi ikke har konflikter som sådan, men også enormt hårdt at være fra ham! Jeg har aldrig haft det sådan her med en person før, så det synes ikke at være et mønster fra min barndom, og jeg har to dejlige forældre, der selvfølgelig har deres, men som elsker mig, og som jeg ikke har mistet. Faktisk har jeg ikke oplevet at miste nogen, jeg var tæt knyttet til, så hvorfor føles det som om, jeg kan forvente at miste ham hvert sekund?”
Jeg bad Karen mærke ind i følelsen af angsten for at blive adskilt fra den mand, hun havde mødt, og guidede hende igennem at trække vejret igennem tilstanden, som den mere og mere overtog hendes system, alt imens jeg hjalp hende med at håndtere den massive spænding af energi, der løb igennem hendes nervesystem. Jeg bad hende sætte ord på de indre sensationer og indre billeder, der dukkede op, som hendes krop og psyke blev overvældet, men aldrig mere end hendes system kunne håndtere, da jeg sørgede for, at hun ikke blev så overvældet, at hun blev retraumatiseret.
”Jeg ser mig selv flyve ovenover min egen krop, hvor jeg kigger ned på den. Jeg er død, kan jeg se, på en meget forfærdelig måde. Det må have været en sygdom, for jeg har bylder og betændelse over det hele, og jeg ligger i en lille hytte eller hus. Jeg har ikke smerter, men ser min mand, der er kommet hen til mig, og som i forfærdelse finder ud af, at jeg er død. Han har været i krig, har ikke vidst jeg har været syg, og opdager først nu, at jeg er død, og at jeg døde alene. Det er helt forfærdeligt og jeg ønsker at fortælle ham, at jeg har det godt og at alt nok skal gå…. Åh gud, det er den mand, som jeg er i relation til nu!”
Hvad er på spil her? Er det fri fantasi? Er det et adskillelsestraume, der er sket så tidligt og subtilt at det er non-verbal? Er det bevis for reinkarnation? Er det epigentiske rester, altså nedarvede kollektive erfaringer, der vandrer via slægtslinjen, som vi ved er der, men som vi på ingen måde forstår videnskabeligt endnu?
Jeg har mit eget personlige bud baseret på mine faglige og personlige erfaringer, men i forhold til Karen er det mindre vigtigt, hvad jeg mener og tror. For hende er det vigtigste, at hun efter sessionen ikke længere oplevede den modsætningsfyldte higen og angst for adskillelse, som dukkede op, når hun skulle mødes med sin kæreste, og at hun nu var i stand til at overgive sig dybere til kærligheden og leve langt mindre angstfyldt.
Havde jeg kun haft den ene erfaring med Karen, kunne jeg afskrive den som et særtilfælde. Men jeg oplever mere og mere, at voksne såvel som børn, kommer med symptomer og sensationer, der ikke lige umiddelbart hænger sammen med deres barndom, eller hvad de har oplevet. Begge dele er stadig utrolig vigtige for et menneskes trivsel og udvikling, men det er som om, der er åbnet op for et andet niveau, vi slet ikke forstår dybden af endnu, men som – når vi kærligt får fat – kan skabe utrolige niveauer at lindring og hjerteåbning.
Kald det epigenetik, reinkarnation eller sjælsfragmenter – I don’t care. Uanset hvad vi kalder det, virker det til at presse sig på som måske aldrig før, og med mindre det bliver håndteret og integreret, synes det at skabe stor lidelse og fortvivlelse for både sind og krop.