Tobias havde lagt en besked på min telefonsvarer, hvor han bad mig om at kontakte ham så hurtigt som muligt. Hans stemme var neutral og høflig, men jeg kunne ane desperationen og ringede, så snart jeg havde en ledig stund. Det drejede sig om sønnen Eigil på lidt over tre år, der et par måneder forinden var startet i børnehave. Stedet var det samme, som hvor Eigil havde gået i vuggestue, men en anden stue, et helt andet sted i huset og med andre pædagoger. ”Set i bakspejlet har det været et lidt forfærdeligt forløb,” startede Tobias lidt tøvende, ”altså ikke forstået som at pædagogerne ikke har gjort deres bedste, men der har bare været så mange møder og samtaler. Det er hårdt hele tiden at høre om, hvad ens barn gør forkert, hvad han ikke formår, og hvor svært det er for dem at håndtere ham. De siger det ikke direkte, men vi kan jo godt opfange, at de mener, det er Eigil, der er noget galt med.” Tobias sukkede, inden han fortsatte: ”Emma, min hustru, er helt slået ud. Det var hende, der foreslog, at vi kontaktede dig, og hun ville selv have ringet, men hun var bange for at bryde helt sammen. Hun ryger ud i al mulig frygt for, at Eigil aldrig vil lære at begå sig blandt andre børn, da det er her, pædagogerne er mest bekymrede. De har sagt til os, at hvis der ikke snart sker en ændring, vil de sætte ind med PPR, observationer og hele pivtøjet.” Hvordan har I det med den plan? spurgte jeg. ”Tjaee,” sagde Tobias tøvende, ”hvis Eigil har brug for ekstra hjælp og støtte, er det jo rigtig fint, at der sættes ind. Det er bare meget overvældende at gå fra at have en lille dreng, der måske er lidt sent på den rent sprogligt, men som ellers overordnet set er i trivsel, til på få uger at begynde at overveje at gå ned ad en vej, der kan udvikle sig til en diagnose. Det bryder jeg mig sgu ikke om, og ingen af os er trygge ved situationen, og derfor håber vi, at du kan hjælpe os lidt videre.”
Da jeg spurgte yderligere ind til situationen i hjemmet, fandt jeg ud af, at Eigil var blevet storebror fem måneder tidligere, og at de lige havde fået overstået en flytning til et større hus, hvor tingene så småt var begyndt at lande igen. Jeg spurgte også ind til Eigils adfærd, hvad han var mest draget af, og hvad han helst ville lave. ”Løbe, kravle, klatre,” grinte Tobias. ”Eigil har nærmest været i konstant bevægelse, fra det øjeblik han blev født, og samtlige reoler, stiger og træer skal han til tops i.” Hvordan med sproget, spurgte jeg, hvor meget fylder jeres bekymring der? ”Vi var noget bekymrede, fordi vi syntes, han var ret langt bagefter andre på samme alder, men det kommer i ryk, forstået som at det bliver ved med at udvikle sig, og talepædagogen sagde, at hun ikke mente, vi skulle være bekymrede, fordi han har styr på alle lydene og forstår alt.” Har I måske oplevet, at Eigil enten er gået lidt tilbage i sprogudvikling, eller at hans udvikling er stagneret lidt her de seneste par måneder? spurgte jeg Tobias. ”Ja, nu jeg tænker over det,” sagde han, ”så er det faktisk, som om han er gået lidt tilbage, hvilket vi i alt virvaret måske ikke har været nok opmærksomme på.”
Jeg endte med at anbefale Tobias, at de tog Eigil ud af børnehaven og holdt ham hjemme i noget tid, til der var kommet ro på. Imens kunne de så kigge efter en ny børnehave og starte langsomt op. Der var for mange faktorer, der var gået skævt ved samarbejdet – især kommentaren om PPR-involvering bekymrede mig. PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning) er et fantastisk redskab til at hjælpe de børn, der har brug for ekstra hjælp, men der er altid en risiko for, at vi starter en udredning op på et forkert grundlag, hvorved vi kan komme til at gøre ondt værre. Der var intet af det, Tobias fortalte, der indikerede, at der var brug for at involvere PPR, men der var en masse, der viste, at Eigils miljø var langt mere stressende, end han selv kunne håndtere, og at det påvirkede hans adfærd. Der er flere lag i Eigils situation, som jeg vil forsøge at pakke ud.
For det første er Eigil kun tre år gammel, hvilket betyder, at hans evner til at behovsudskyde, til at sætte sig i andre børns sted og til at regulere sine egne følelser er ret begrænsede, hvilket er helt normalt. Han er samtidig en dreng, og drenge er generelt set lidt længere tid om at modnes end piger, både socialt, sprogligt og følelsesmæssigt, hvilket vi ofte glemmer at tage højde for. Derudover indikerer Eigils adfærd, at han har brugt rigtig meget udviklingskrudt på at lære at navigere fysisk i verden, i form af at klatre og løbe, hvilket meget vel kan have forsinket hans sproglige udvikling en anelse. Det er meget typisk for børn at have en præference, som de bruger meget energi på at opbygge, hvorfor andre områder tager lidt længere tid. Mange forældre, hvis barn elsker at lave puslespil eller arbejde med tal og bogstaver, bekymrer sig ofte over barnets manglende fysiske udfoldelse, og forældre som Tobias, hvis barn foretrækker det fysiske, kan blive bekymrede over forsinket sprog og manglende interesse for tal og bogstaver. Som oftest, medmindre forskellen er meget stor, indhenter barnet uden problemer det forsømte med tiden, og forældrene kan ånde lettede op. Pædagogerne havde ikke spurgt ind til eller bemærket, at Eigils styrke var det fysiske, og hvor udviklet han var på dette område. Deres fokus var primært på det, de ikke mente fungerede. Det er mest optimalt at have begge dele for øje – styrker og svagheder – for ellers misser vi det fulde billede af barnets udvikling.
En anden ting, som pædagogerne ikke var klar over påvirkede Eigil i høj grad, var skiftet fra vuggestue til børnehave. For selvom vuggestue og børnehave var samme sted, var institutionen så stor, at det umuligt kan have føltes som det samme for Eigil. Det eneste velkendte ved stedet var turen derhen; resten var noget helt nyt, både garderoben, stuen, børnene og pædagogerne. Vi kan indimellem godt glemme, at overgangen fra vuggestue til børnehave er en ny form for indkøring, der kan tage lige så lang tid som den første i vuggestuen. Når barnet føler sig trygt, er indkøringen lykkedes, men Eigil var tydeligvis ikke tryg. Det var ikke kun den nye opstart, der var stressende for Eigil. Der skete også rigtig mange ting hjemme, både med flytning, og i form af at han var blevet storebror. Faktisk var alt i Eigils liv, der normalt gjorde ham tryg, vendt på hovedet og havde kastet ham hovedkulds ud i en følelse af kaos. Han var ikke længere alene om at modtage sine forældres opmærksomhed og kærlighed, hans faste rutine i vuggestuen blev ændret, i det øjeblik han skiftede til børnehaven, og ikke engang hans hjem var trygt længere, fordi familien var flyttet til et nyt hus, hvor de trygge rutiner ikke var blevet skabt endnu.
Det er ikke, fordi disse forandringer er farlige for børn, de er en del af livet, men det er vigtigt, at vi forstår, hvordan store forandringer påvirker børns adfærd. Ellers kan vi komme til at placere problemet i barnet og herved gøre det hele værre. Mennesket prøver at blive trygt i kaos, da det er den måde, nervesystemet forsøger at sikre sin værts overlevelse på. Det betyder, at når et menneske – og især et barn – er utrygt, vil der komme prompte respons i adfærden. Det kan vise sig i alle mulige former for vanskelig adfærd som angst, hyperaktivitet, selvskade, destruktiv adfærd, øget konfliktniveau, søvnproblemer og modvilje mod forældre og pædagoger såvel som mindre overskud til at rumme andre børn. Opgaven er derfor at finde de nåle i høstakken, der presser barnet ud over kanten, og sætte ind der, inden vi overhovedet tænker tanken, at der kan være medfødte neurologiske problematikker, der hindrer optimal udvikling. Vi har en tendens til at springe til den konklusion alt for hurtigt – vi bruger slet ikke nok tid på at gennemgå barnets miljø og korrigere her først. Som tommelfingerregel: Det er altid i barnets miljø, at vi skal starte, vel at mærke hele miljøet, som omfatter familie, institution, skole, venner, fritidsaktiviteter mv.
Når jeg taler om dette på mine foredrag, er der næsten altid en pædagog til stede, der gør mig opmærksom på, at de slet ikke er uddannede til at kunne spotte disse sammenhænge, og selv hvis de var, ville de stadig ikke have tiden til at gå det spadestik dybere sammen med forældrene. Her rammer vi hovedet på et af sømmene, i forhold til hvor udfordringen ligger med børn og institution, for vi giver ikke pædagoger den viden, de redskaber og den tid, som de har brug for for at kunne udføre deres arbejde. Men mit håb er, at denne viden vil skabe en mere åben og sårbar dialog mellem pædagoger og forældre. Det kan i Eigils tilfælde være Emma og Tobias, der forklarer, at det er lidt hektisk hjemme, fordi der har været så mange store forandringer, som gør, at Eigil har brug for ekstra meget voksenkontakt for at blive tryg. Her kan pædagogerne gengælde den åbne dialog og sårbarhed ved ærligt at kommunikere til Tobias og Emma de dage, hvor der ikke har været voksenhænder nok til at give Eigil den nødvendige kontakt, og hvor forældrene derfor kan forvente, at Eigil vil reagere om eftermiddagen eller ved puttetid, fordi han ikke har fået sin utryghed reguleret i løbet af dagen. Det giver både pædagoger og forældre en helt anden indsigt i og forståelse for barnets adfærd, og det giver forældrene mulighed for at holde deres barn mere hjemme eller aflevere sent og hente tidligt i de perioder, hvor hans adfærd viser, at han er langt mere presset, end der er overskud til at hjælpe med at få reguleret. Det første, vi altid skal gøre, når et barn viser tegn på at være mere presset, end han selv kan håndtere, er at identificere og minimere stresspåvirkningerne og støtte ham igennem de nødvendige reguleringer, der måtte opstå (du kan med fordel genlæse afsnittet om reguleringscyklussen).
Tobias og Emma var i en situation, hvor det var muligt for dem at have Eigil hjemme, mens de i ro og mag undersøgte andre børnehaver, indtil de fandt det bedste match for dem. Det er ikke alle, der har den mulighed, og så må der findes en plan B, som jeg hjalp Ane med.
Ovenstående er et uddrag fra bogen Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst, du kan allerede nu forudbestille bogen, hvor du også får to af mine online foredrag med i handlen. Du kan læse mere og bestille her