Online foredrag: Ildbørn

rsz_1adam-wilson-wckzi8ndkw8-unsplash

Alle børn har en ild, der brænder i dem, men nogen børn synes at have lidt mere ild end andre. Har du sådan et barn, vil du have været magtesløs utallige gange, og helt rundforvirret om hvad, der er op eller ned. Det kommer alle forældre til at opleve, det er en del af rejsen, når du påtager dig det kæmpestore ansvar, det er at bringe børn til verden og støtte dem til modenhed. Men har du et ildbarn, er der skruet godt op på alle parametre og det, du synes at kunne slippe afsted med i forhold til dine andre børn, gælder ikke for ildbørn. Så du vil være træt, forvirret, bange for om du har gjort skade på dit barn og om det er din skyld, at der er så meget kaos, periodisk mistrivsel og konflikter – og du kan sågar være bange for, om dit barn har en lidelse eller personlighedsforstyrrelse.

Jeg har ikke et stort nok grundlag for at kunne sige, om der er flere ildbørn, end der altid har været. Jeg ved blot, at mange af ildbørnenes forældre opsøger mig for at få råd og sparring, fordi jeg har skrevet om mange af de adfærdsformer, der opstår med børn generelt, men med ildbørn især. Jeg er også selv mor til et ildbarn, så jeg kender helt personligt alt forvirringen, ængstelsen, smerten såvel som alt det vidunderlige, disse børn bidrager med.

Alle børn er unikke og ildbarn-betegnelsen er ikke en diagnose eller et forsøg på at kategorisere noget barn. Det er i stedet et forsøg på at vise de adfærdsformer og reaktionsmønstre, der synes at være fælles for en gruppe børn, der selvfølgelig ud over det har hver deres helt unikke islæt.

Mit håb med foredraget om ildbørn, som jeg afholdt via FB live torsdag den 26. november, er, at jeg vil kunne lindre din forvirring og ængstelsen blot en smule, og give dig viden og redskaber, så både du og dit ildbarn kommer til at trives bedre.

De mest gængse adfærdsmønstre og reaktionsmønstre, der gør sig gældende for ildbørn er:

  • Virkede som nyfødt meget ”vågen” af en nyfødt at være, noget du sikkert oplevede at flere i din omgangskreds kommenterede på.
  • Som spæd og som lille barn var søvn ikke en fest – dit barn sov typisk i 20 eller 40 minutters cyklusser og putning var sjældent nemt
  • Der var ofte meget gråd og evt. hyperaktivitet, såvel som ekstatisk glæde i de tidlige år, og du kan have haft svært ved at berolige dit lille barn.
  • En meget stærk retfærdighedssans
  • Alle opdragelses ”metoder” som du med rimelig succes har benyttet overfor dine andre børn, fungerer slet ikke med dit ildbarn. Mange forældre kommer i min klinik og siger ”Mette, intet at det jeg forsøger virker, selvom det fint fungerer med mine andre børn.”
  • Kan være og er ofte meget udadreagerende når overvældet, og derfor vil du have oplevet mange konflikter og raserianfald i ildbarnets første 6 leveår (har vi formået at komme nogenlunde igennem uden at sætte hård mod hård for mange gange, vil meget af konfliktenergien aftage ved en 6 – 7-årsalderen)
  • Når du ryger i afmagt og kommer til at sætte hårdt mod hårdt, bliver det kun værre. Det er noget af det værste for disse børn, og de sender en tsunami af forurettet vrede mod dig.
  • Ildbarnet vil forsøge at negotiere om alt (en bog mere, mere legetid, mere skærmtid, mere slik, mere alt muligt)
  • Ildbarnet gider typisk ikke rigtig lege selv, men elsker at lege med andre og især med voksne
  • Ildbarnet har brug for at tale meget, for han eller hun tager så meget stimuli og sansninger ind, som barnet har brug for at vende med dig (gerne hele tiden)
  • Ildbarnet er på mange måder ret robust, forstået som at barnet har en god fornemmelse for sig selv og sine behov (hvis han eller hun har fået lov til at udtrykke dem), men har samtidig en utrolig smuk sårbar side, hvor barnet har brug for rigtig meget kropskontakt, nus, ros og udtrykt kærlighed fra de voksne omkring sig
  • Ildbarnet knytter sig ikke til hvem som helst og responderer ikke godt på tidlig adskillelse (det gør ingen børn, men du er ikke i tvivl ved et ildbarn, fordi barnet reagerer prompte)
  • Ildbarnet er uhyre skarp i forhold til at opfange andre menneskers følelsestilstande, og mærker derfor med det samme, når du er ”off”. Det kan lidt udvikle sig til en ond spiral, fordi du ofte vil være træt og udmattet, og her orker du ikke dit barn, som tydeligt mærker det i dig, og konflikten eskalerer herfra
  • Ildbarnet har et meget stort behov for at føle sig tryg i sine relationer, og vil gøre hvad han eller hun kan for at kalde dig hjem til dig selv, når barnet ikke kan mærke dig.
  • Ildbørn er typisk ret hurtige til at lære visse ting og deres ”vågenhed” gør, at de tager meget ind, hvilket godt kan overbelaste deres nervesystem, især i de tidlige år.
  • Ildbørn er af natur meget begejstrede
  • Ildbørn glemmer aldrig noget, du har lovet
  • Den nærmeste familie og venner kan godt flere gange få antydet ”om der mon ikke er et eller andet galt med dit barn”, og det kan være hårdt at være sammen med andre i barnets tidlige år, fordi et ildbarn vil reagere så snart stimuli-bægeret flyder over.
  • Ildbørn er ofte meget draget af skærm, men har rigtig meget brug for helt klare rammer her, og især i de tidlige år,

Du kan købe adgang her

 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest