En anden lille interessant vinkel, som jeg er overbevist om med tiden vil blive brugt meget mere i sundhedssektoren, er gentestning. Både min mand og jeg har fået lavet gentests for at finde ud af, hvor vores genetiske svagheder og styrker befinder sig, så vi ved, hvor vi hver især skal sætte ind. Det viste sig, at han og jeg har de helt samme COMT-genmutationer, hvilket blandt andet betyder øget dopaminniveau, som hjerne og krop ikke så godt kan finde ud af at få reguleret igen. Det giver en mulig forklaring på, hvorfor vi begge har tendens til at forsvinde i de projekter, vi er optagede af, og hvorfor vi ikke er så lette at vælte omkuld. Men det kan samtidig også give en mulig forklaring på vores tendens til at havne i småafhængigheder af blandt andet sociale medier, Netflix og andre former for substanser eller aktiviteter, der sender dopaminen i vejret. Fordi vi begge har disse genmutationer, har vores søn dem også, og pludselig er der mange ting, der giver mere mening, f.eks. hvorfor han drages mod iPad og tegnefilm som et møl mod en flamme, og hans tendens til at ryge i modviljeadfærd, fordi hans dopaminrus overvælder ham, hvor vi så skal stå knivskarpt i vores grænsesætning uden at havne i magtmisbrug (for det gør kun det hele værre). Det kan samtidig også være med til at forklare hans dedikerede indsats, når han har sat sig noget for, hans arbejdsomhed og hans instinktive behov for at søge toppen i drengegrupper. Vores opgave er at hjælpe ham med at blive klogere på sig selv, så han kan udfolde sine styrker og være bevidst om svaghederne. Det kommer blandt andet til at foregå via dybdegående samtaler om søvnbehov, skærmbrug, stoffer, sukker, alkohol og cigaretter, fordi han med COMT-genmutationerne kan være i øget risiko for at udvikle afhængighed. Især stoffer som kokain skal han vide, at han ikke skal eksperimentere med, da det sender dopaminniveauet helt i vejret. Gentestningen bekræftede os også i vores mavefornemmelse om computerspil, og hvor afhængighedsskabende de kan være for ham. Derfor blev vi endnu mere fast besluttede på at holde computerspil ude af huset, så længe vi kan, og skabe gode rammer og regler sammen med ham, når den plan ikke længere holder.
Et andet stort fokusområde er kontinuerligt at sikre den primære tilknytning, da det er her, det neurologiske tryghedsnetværk etableres og udbygges, hvorved risikoen for afhængighed mindskes (fordi tilknytning fungerer som en buffer mod afhængighed). Viden om genmutationer som blandt andet COMT kan muligvis også bidrage med indsigt i, hvorfor nogle børn bliver langt mere afhængige af deres sut, end andre børn gør. Det er sandsynligvis, fordi deres system reagerer med langt større udsving ved tryghedsobjekter, hvorfor reaktionen kan være meget voldsom, når sutten fjernes. For jo højere du er oppe at flyve på dopamin og endorfiner, jo dybere falder du, når genstanden, substansen eller aktiviteten, der skabte rusen, fjernes. Vi kan have en tendens til at tro, at børns forhold til deres sut skyldes, at de har et stort suttebehov, men her får vi blandet tingene lidt uheldigt sammen. Barnet har ikke et stort suttebehov, men har en stærk sutterefleks. Sutterefleksen gør, at barnet sutter på alt, der kommer i nærheden af munden, de første seks måneder. Hvis vi misforstår refleksen som et behov, kan vi komme til at give barnet en sut i så rigt et omfang, at det udvikler sig til en form for afhængighed, der så giver voldsomme reaktioner, når barnet skal sutteafvænnes. I disse situationer hjælper I bedst jeres barn ved at støtte ham eller hende igennem reguleringscyklussen så mange gange, som han eller hun behøver, forstået som at I sætter jeres kærlige nærvær i stedet for sutten og hjælper jeres barn igennem raseriet og den efterfølgende gråd (genlæs eventuelt afsnittet om reguleringscyklussen). Som tommelfingerregel kan man sige, at jo gladere dit barn er for sin sut, jo bedre vil det typisk være for ham eller hende ikke at få den, hvilket også er ret vigtigt at være opmærksom på, hvis du opfatter dit barn som et sensitivt barn. Her vil det være mere hensigtsmæssigt at reducere stimulusrige aktiviteter og hjælpe dit barn igennem reguleringscyklussen ved behov, så du forebygger, at dit barn udvikler en afhængighed, samtidig med at du over tid sikrer, at dit barn bliver i stand til at selvregulere. Det er vigtigt for alle børn, men især for børn, der mærker livet lidt mere end gennemsnittet. Jeg var selv sådan et barn og er nu en voksen, der mærker livet lidt rigeligt såvel i højderne som i dalene. Det kræver noget arbejde at lære at navigere i det spændingsforhold, og jeg havde et stort suttekontrolmønster, da jeg var barn, som varede ved helt ind i mine tidlige teenageår. Jeg skriver mere om min egen personlige rejse i min første bog, Harmoniske unger – med kærlighed og nærvær. Her vil jeg blot nævne, at det var afgørende for min helingsrejse at opdage, at afhængighed i højere grad handler om, hvordan ens system fungerer, og dets samspil med miljøet, end det handler om, hvem man er. Det er ikke en skamfuld defekt del i dig eller i dit barn, men noget, der kan manifestere sig, når visse genetiske og miljømæssige omstændigheder gør sig gældende. Når vi forstår det, kan vi tage skyld og anklage ud af ligningen, se tingene, som de er, og bevidst arbejde med aspekterne – også de svære af slagsen.
Jeg vil klart anbefale at benytte gentests som et redskab til at lære dig selv og dine børn bedre at kende, især hvis der er store udfordringer, hvor både I og jeres læge eller psykiater kommer til kort. Et menneske kan og skal ikke reduceres til sine gener, men et kig ind i generne og på, hvordan de biokemiske processer udfolder sig eller forhindres, er et kraftfuldt redskab, der beriger dit nervesystem med masser af handlemuligheder. For du får indsigt i, hvor du med fordel kan sætte ind, ligesom du får en større forståelse for samspillet mellem gener og miljø. Den adfærd, som COMT og andre genmutationer kan fremkalde i børn, kan godt til forveksling ligne traumereaktioner eller ADHD-lignende adfærd i spidsbelastede situationer, men uden at være det. Hvis barnet i stedet f.eks. har COMT-mutationer, handler det om at hjælpe barnet med at regulere dopaminrusen. Det gøres både ved at minimere aktiviteter, der udløser store mængder af dopamin, og ved at være ekstra skarp i forhold til at hjælpe barnet igennem reguleringscyklussen. For kommer vi til at dobbeltkrænke, hvor vi i de udfordrende situationer straffer og udsætter barnet for timeout, sker der ingen regulering af det dopaminoverbelastede system. Der skal vi nødigt ende, for et dopaminoverbelastet system kan ende ud i såvel aggressiv adfærd som decideret angstanfald, hvilket unægtelig vil presse tilknytningen mellem jer. Skulle du være mere interesseret i at dykke ned i gentestning, henviser jeg til litteratur og eventuelle udbydere i litteraturlisten, hvortil jeg lige vil nævne, at jeg ikke har nogen økonomisk interesse i henvisningerne. Det er blot dem, jeg selv har benyttet og fået viden fra, men der kan sagtens være mange andre på markedet, og derfor er det en god idé, at du søger bredt, så du finder dem, der passer til dig.
Ovenstående er et uddrag bogen Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst, der udkommer i starten af 2019. Du kan allerede nu forudbestille dit eksemplar af bogen, hvor du også får to online foredrag med. Du kan læse mere og bestille her