“De sidste tre eksemplar har handlet om forældres bekymringer omkring manglende ressourcer og vanskeligt samarbejde med institutioner. Men det er langt fra kun forældre, der har det svært – pædagoger føler sig lige så magtesløse, når de oplever, at det er meget begrænset, hvad de kan stille op for at hjælpe børn.
Hvordan råber vi bedst forældrene op?
Grete, lederen i en lille, hyggelig institution, havde kontaktet mig for at høre, om jeg kunne rådgive pædagogerne om nogle udfordringer, som de fandt svære at tackle. ”Jeg har været pædagog i snart 20 år og pædagogisk leder i snart ti år, så jeg har fulgt børns udvikling over noget tid, og jeg må sige, at jeg er blevet ret bekymret,” fortalte hun mig i telefonen. ”Det er, som om børn er blevet meget mere hyperaktive, ukoordinerede og udadreagerende, end de har været tidligere. Eller …” rettede hun sig selv, ”måske nærmere at flere børn end tidligere bakser med disse udfordringer. Er det også din oplevelse?” Jeg kunne kun give Grete ret, og jeg mødtes med hende og institutionens pædagoger på deres personalemøde, hvor vi gennemgik deres største bekymringer.
”Noget af det, der bekymrer mig allermest, er den skide skærm. Vi kan tydeligt mærke det på børnenes adfærd, hvis de har set tegnefilm eller spillet computerspil fra morgenstunden,” sagde Line, der har arbejdet som pædagog i fire år. ”For flere af børnene er det blevet så grelt, at de har forældrenes telefon med ind i garderoben om morgenen, når de bliver afleveret, for det er den eneste måde, forældrene kan få dem ud af bilen på! Når vi så får barnet i armene, og far eller mor napser telefonen, stikker barnet jo i et kæmpe hyl, hvilket er helt forståeligt, men det giver barnet en forfærdelig start på dagen, hvor vi skal bruge meget tid på at berolige og trøste.” Line sukkede dybt, inden hun fortsatte: ”Grete har forklaret alle forældre, at der er nul skærm på stuen og i afleveringssituationer, men det sker stadig ofte. Det gør alt svært, og det er supersynd for børnene – og selv når telefonen ikke er med om morgenen i garderoben, er det tydeligt at mærke, hvis barnet har været plantet foran en skærm om morgenen og muligvis også i bilen på vej til børnehaven. Det skaber mere hyperaktivitet, mere aggression og langt flere konflikter børnene imellem, som gør det sværere for os at sikre, at vi når at favne alle børnene i løbet af dagen. Hvordan tackler vi bedst det?” Jeg gav pædagogerne viden om, hvordan skærm påvirker hjerne, krop og hormonsystem, hvilket gav dem begrundelserne for den adfærd, som de oplevede hos børnene. I takt med at jeg talte, sagde flere af pædagogerne i kor ”Den her viden skal forældrene have”, og vi blev derfor enige om at lave en foredragsaften, hvor jeg kom ud og fortalte om børn og skærm, som forældrene kunne deltage i gratis. De skulle blot møde op. ”Og der ville endda være kage,” sagde Grete. ”Det plejer at være et trækplaster.” Knap to måneder senere afholdt vi arrangementet i institutionens lokaler, og at dømme efter tilbagemeldingen fra deltagerne var det en succes. Problemet var bare, at kun ca. 30 % af forældrene mødte op, og Grete gjorde mig opmærksom på det endnu større problem: ”Alle de forældre, der virkelig har behov for den her viden, kom ikke, hvilket desværre ikke er noget nyt.” Julie, en pædagogmedhjælper, fortsatte, hvor Grete slap: ”Jeg har det på helt samme måde, for de forældre, der aldrig kommer til vores møder og arrangementer, det er jo deres børn, der er her, fra jeg låser døren op om morgenen, til Susan låser den igen sidst på eftermiddagen. Nogle af de børn søger os voksne hele tiden og kan nærmest ikke få nok kropskontakt i løbet af dagen, så de kravler rundt på os, mens andre af dem opsøger os meget lidt. Det er nærmest, som om de slet ikke længere forventer, at voksne gider interagere med dem.” Julie gøs, inden hun afsluttende sagde: ”Selvom det er hårdt med de børn, der kræver mig igen og igen, kan jeg langt bedre håndtere det end de små børn, der er helt fortabt i deres egen verden. Det skærer i mit hjerte at se dem blive hentet, for forældrene har typisk for travlt til overhovedet at kigge på dem.”
Den tid, hvor du kan aflevere dit barn i institution eller i skole og lade, som om barnet ikke har noget med dig at gøre i de timer, han eller hun er afsted, er forbi. Den tid har egentlig aldrig eksisteret, men vi har lullet os ind i illusionen om, at det fungerer sådan. Den illusion er nu langt om længe brast. Du er nødt til at involvere dig i dit barns institutionsliv og skoleliv, fordi dit engagement er afgørende for dit barns trivsel. Det betyder, at du er nødt til at troppe op til de fleste arrangementer, juleafslutninger, arbejdsdage og informationsmøder. Ja, skoler og institutioner kan gøre meget for at sikre, at du ikke bliver oversvømmet af arrangementer og beskeder på intra, men det er samtidig dit ansvar at have fingeren på pulsen og vide, hvordan miljøet fungerer der, hvor dit barn tilbringer mange timer dagligt. Hvad virker? Hvad kan forbedres? Hvordan støtter jeg bedst op om pædagogernes og lærernes arbejde? Hvordan formulerer jeg bedst mine bekymringer om strukturen eller håndteringen af mit barn, så det er konstruktivt (og ikke som sladder på parkeringspladsen)? Dit barns trivsel er dybt afhængig af samarbejdet mellem de primære og de sekundære tilknytningspersoner, og fordi vi som samfund har udliciteret omsorgen, omfatter de sekundære tilknytningspersoner også pædagoger og lærere. Det at tilvælge institutionslivet betyder ydermere, at du har et stort ansvar for at sikre, at dit barn kommer godt ud ad døren om morgenen. For ellers bliver pædagogens og lærerens arbejde meget sværere, og de i forvejen knappe ressourcer bliver endnu mere kørt i sænk. Og så vil du få et barn hjem, der har det værre, end da I tog afsted. Selvfølgelig er der morgener, der bare går helt i konfliktkage; det er meget menneskeligt og sker for os alle. Men hvis heftige konflikter, stress og jag er hverdagskost, og skærm bruges til at dulme for at komme ud ad døren, sendes lorten direkte videre til dit barns pædagog eller lærer, og så er det yderst begrænset, hvad han eller hun kan stille op. Benyttes der så igen skærm om eftermiddagen for at dulme den ulmende vulkan af undertrykt stress og frustration i dit barn, måske i kombination med eksploderende konflikt ved sengetid, ja så er der skabt en ond spiral, som ingen pædagog eller lærer kan forventes at fikse. En af de bedste måder at sikre dit barns tilhørsforhold og tilknytning til pædagoger og lærere på er via din tilknytning til pædagogerne og lærerne. Jo bedre relation du har til dit barns udvidede omsorgsgruppe, jo nemmere er det for omsorgsgruppen at trække dit barn tæt ind til sig og sikre trygheden. Herfra vil pædagogen eller læreren så være i stand til at sikre læringen, men ikke før. Omsorgen er fundamentet, hvorpå læring kan opstå, så vakler omsorgen, vakler læringen også. Det kan intet effektivitetskrav eller testsystem ændre på.
Det, der er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn, for du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende. Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere, men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.
Jeg lovede at give dig de vigtigste pointer om, hvordan du kontinuerligt sikrer den primære tilknytning til dit barn, så dem får du her…
Ovenstående er et uddrag fra min kommende bog Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst. Du kan læse mere om bogen og forudbestille dit eksemplar her