Er institution nødvendig for børns udvikling, eller skader de børns udvikling? Hvad med tilknytning – kan pædagoger knytte sig til børn og her agere ”stedfortrædere” indtil forældrene kommer tilbage, og hvis så, hvordan ser det ud i praksis?
Jeg modtager mange spørgsmål omkring hele institution/ikke institution-problematikken og der er mange myter og fordomme, der synes at gøre det hele værre.
Emnet er faktisk så omfattende, at jeg bruger adskillige moduler på mit online undervisningsforløb for at komme til bunds i alle afstikkerne, mulighederne og udfordringerne. Men efter igen at have besvaret e-mails med spørgsmål omkring det, vil jeg forsøge at kridte banen op, så du som pædagog og forælder bedre kan finde hoved og hale i det hele.
Lad os starte med begyndelsen
Er institution nødvendig for barnets udvikling?
Nej. Institutioner er ikke skabt, fordi det er den bedste måde støtte børns udvikling på. Institutioner er skabt, fordi begge forældre kom på arbejdsmarkedet, hvor der derfor ikke var nogen hjemme til at tage sig af børnene. Institutioner skulle dække det ”hul”.
Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinder går hjemme, som de gjorde i 50’erne? Nej, det er alt for forsimplet. Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt og vi ikke skal ikke skrue tiden tilbage, men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret – at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret (og buster lige en anden myte her – bivirkningerne er ikke kvindens ansvar alene – det er et kollektivt ansvar).
Men vi er desværre hoppet fra en grøft til en anden, hvor det i dag er ret svært for de kvinder (og mænd), der gerne vil gå hjemme med deres børn, at få det til at gå op i højere enhed – især fordi omsorgsarbejdet bliver betragtet som en udgift og ikke en investering. Du har en værdi, når du arbejder (du får løn), men omsorgen for dit barn har ingen værdi (du spilder værdifuld arbejdskraft) og derfor opfordres kvinder og mænd ikke til at gå hjemme og får nærmest ingen penge for det, hvis de vælger det.
Det er rigtig dumt og det skal vi have lavet om. De forældre, der gerne selv vil passe deres børn, skal selvfølgelig have muligheden for det, uden at skulle være bange for at blive ramt alt for hårdt økonomisk.
Og det leder os frem til det næste spørgsmål.
Er institution skadelig for børns udvikling?
I teorien nej. Evolutionen har sørget for, at menneskebarnet sagtens kan knytte sig til flere personer, for hvis barnet kun kunne knytte sig til mor og far, ville barnet være alt for udsat, hvis mor og far f.eks. omkom. Evolutionen lægger aldrig alle æg i samme kurv, så at sige, og det gælder også i forhold til at sikre barnets (og derved artens) overlevelse.
Barnet, ikke bare kan knytte sig til andre, men har også brug for at knytte sig til andre modne voksne, end forældrene, for at kunne udvikle sig optimalt.
Men teori er en ting, praksis noget ganske andet, og her har vi en række udfordringer med det moderne samfunds institutionsmodel, hvor jeg vil komme omkring de største
Når institutioner og tilknytning bliver som olie og vand
Barnet kan godt knytte sig til andre modne voksne, men omsorg kan ikke professionaliseres
Her løber vi panden mod den største mur i forhold til at få institutioner til at fungere optimalt. Tilknytning handler om kærlighed – evnen til at tage sig af barnet, som var det ens eget. Det betyder, at tilknytning indebærer, at den voksen skal danne en stærk relation til barnet, hvor stærke følelser automatisk vil opstå. Stærke følelser som kærlighed og beskyttelsestrang er en hel naturlig del af tilknytning. Men pædagoger får at vide, at de ikke må blive for involverede – at de ikke må blive for knyttede til børnene. Fordi det er for hårdt og pædagogen risikerer at brænde ud. Fordi det er ikke deres egne børn – og fordi vi tror det hindrer barnets udvikling, for det er jo via forældrene, denne kærlighed skal komme.
Men i det sekund vi som samfund valgte at udlicitere omsorgen, gjorde vi pædagoger til afgørende omsorgspersoner i barnets liv, og det indebærer, at pædagoger skal sikre, at der opstår tilknytning mellem dem og alle de børn, de passer. For det er sådan tilknytning fungerer – det er millioner af års evolution vi er oppe imod, og vi får skabt så mange problemer, hvis vi modarbejder tilknytning.
Hvilket leder frem til næste udfordring.
Pædagoger har ikke de fornødne resurser for at kunne knytte sig til børn
Vi har bildt os ind at omsorg godt kan professionaliseres og det gør desværre, at vi ikke klæder pædagoger godt nok på i forhold til at sikre, at de kan håndtere ansvaret for tilknytningen til børn. Vi underviser dem ikke i hvordan de sikrer tilknytning og vi tilbyder sjældent nogen form for supervision i forhold til at hjælpe dem med at tage vare på sig selv, imens de påtager sig denne store opgave. Og oven i det, som er slemt nok, giver vi dem helt urimelige arbejdsforhold, hvor de skal tage sig af mange flere små børn, end det er menneskeligt muligt.
Det er blevet så grelt i dag, at rigtig mange pædagoger går ned med stress, eller skifter job selv om de faktisk elsker at arbejde med børn, fordi de hele tiden føler, de er nødt til at gå på kompromis med omsorgen.
Og som om det ikke var nok, er pædagoger oppe imod en næsten større udfordring, som leder os til næste punkt.
Børn har ikke nok tid med deres forældre
Selv om børn godt kan knytte sig til pædagoger og at den tilknytning er nødvendig for at få institutioner til at fungere for alle parter, er det ikke meningen, at pædagogerne skal udfylde den primære rolle som omsorgsgiver. Det er stadig forældrene, der har det ansvar.
Pædagoger kan intet stille op med de små børn, som får alt for lidt af deres forældre. Der er en tilknytningssult, som ingen kan fylde ud. Jo vist, hvis forældrene døde, kan den godt over tid ”udfyldes” via kærlige pleje/adoptivforældre, som vi kom omkring tidligere. Men det er jo heldigvis ikke det, der er tilfældet i vores institutionsmodel. Pædagoger agerer ikke reserveforældre i et specifikt tidsrum fordi forældrene er døde, men fordi forældrene er på arbejde.
Børn har brug for rigtig mange timers samvær med deres forældre for at få opfyldt deres legitime tilknytningsbehov, det er ikke noget, der kan klares mellem kl. 07.00 – 07.30 og kl. 16 – 19, fem dage om ugen. Hvis børn ikke får opfyldt dette behov, vil der opstå mistrivsel i en eller anden form, hvor pædagogerne ikke rigtig kan gøre hverken fra eller til.
Så for at opsummere
- Dit barn behøver ikke at gå i institution for at udvikle sig optimalt, men han/hun skal have sit tilknytningsbehov opfyldt. Det er et absolut ”must” for optimal udvikling
- Institutioner og pædagoger kan godt fungere som del af barnets udvidede omsorgsgruppe, men de skal have ordentlige forhold (uddannelse, supervision og solid normering) før det overhovedet kan lade sig gøre
- Barnet skal have mere tid med forældre/primære omsorgspersoner i de tidlige år (0 – 6 år) for at sikre, at der ikke opstår tilknytningssult
Hvad kan du gøre?
Der er altså en hel del, vi skal have ændret i vores samfundsstrukturer og værdier (vi skal se omsorg som en investering og ikke en udgift), og det kommer til at tage tid.
Imens må vi alle forsøge at få det til at hænge så godt sammen som muligt og her er lidt tips til, hvordan du kan gribe det an:
- Pas dit barn hjemme hvis det kan lade sig gøre
- Start dit barn op i institution så sent som muligt, gerne tidligst når barnet er 1½ år gammel
- Aflever sent og hent tidligt, når du kan, og giv dit barn så mange fridage som muligt
- Hvis muligt, få en kærlig voksen, som dit barn er knyttet til, til at passe dit barn en eller to dage om ugen (farmor, morfar eller anden). Det er langt mindre stressende for barnet og barnet vil blive mødt i sit store behov for 1-1 kontakt med en moden voksen
- Vær opmærksom på det jeg kalder reguleringscyklussen. Dit barn vil typisk have en eller anden form for vanskelig adfærd, når du henter i institution, eller når I kommer hjem. Det skyldes, at barnet forsøger at bearbejde stresspåvirkninger fra dagen (som ofte overstiger hvad barnets nervesystem kan holde til). Ved at forstå denne adfærd korrekt og hjælpe dit barn igennem reguleringen, sikrer du, at nervesystemet forbliver fleksibelt og at dit barns udvikling ikke hæmmes.
- Minimer alle andre former for “adskillelses-krænkelser”. Det er vigtigt ift. alle børn, hvor vi som forældre hele tiden skal balancere mellem det at lægge et tilpas “pres” på børn, for at de udvikler sig, og så det at fjerne egne “pres” og pres fra omgivelserne, når det bliver så meget, at presset overvælder og her påvirker udvikling negativt. Det er den konstante dans, vi voksne hele tiden skal vedblive at øve os i. Er dit barn i institution, skal du være ekstra opmærksom på alle former for adskillelses-krænkelser, da dit lille barn i forvejen vil være ret presset her. Adskillelses-krænkelser kan f.eks. være: at tvinge barnet til at sove alene, før barnet er klar til det, at tvinge barnet til at overnatte væk fra forældre, før barnet selv udtrykker at han eller hun er klar til det, at udsætte barnet for time-out, at tvinge barnet til at blive passet hos en voksen, barnet ikke bryder sig om at være hos, at nægte at hjælpe barnet i situationer, hvor barnet tydeligvis er overvældet, men hvor du fastholder at barnet selv skal kunne grundet f.eks. alder, at tiden foran en skærm udgør mere end tiden i dit nærvær m.m.
Ønsker du mere viden, hjælp og støtte kan online undervisningsforløbet Fra mistrivsel til trivsel måske være noget. Du finder mere information og booker plads her