”Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Maja græder og græder, uanset hvad jeg gør, og nægter at tage sutten! Hun har ingen andre symptomer på kolik, men jeg kan næsten ikke bære, hvis det ikke er kolik, for så må det jo være mig, der ikke kan finde ud af at være mor? En mor skal da være i stand til at trøste sit barn, ikke? Måske Maja bare ikke kan lide mig …” kom det grådkvalt fra Birgitte, der havde booket en akut Skype-konsultation.
Jeg skyndte mig at forsikre Birgitte om, at hendes knap tre måneder gamle datters gråd på ingen måde var en personlig vendetta mod hende, og efter at jeg fik lidt mere information, kunne jeg hurtigt berolige Birgitte med, at Majas adfærd var helt normal. Kulturelt set har vi et meget anstrengt forhold til gråd og stærke følelser, og du kan hurtigt købe dig fattig i alskens bøger, der lover guld og grønne skove, i forhold til hvordan du helt kan undgå barnegråd. Du vil se dette udfolde sig såvel i den autoritære lejr som i den anerkendende lejr (råd om børneopdragelse befinder sig som alt andet i et spektrum med alt fra den ene yderlighed til den anden). Det er derfor ikke underligt, at mange forældre bliver snotforvirrede, når de forsøger at læse sig til, hvilke tilgange der er bedst til børn. Den mere autoritære lejr inden for børneopdragelse vil anbefale teknikker, hvor du på forskellige måder forlader barnet, når han eller hun raser eller græder, blandt andet via søvntræning, timeout, trusler om straf og følelsesmæssig dominans. Det er reelt set adfærdsmanipulation, og disse tilgange har været benyttet i tusindvis af år i forsøget på at få børn til at makke ret. Tilgangene var dog meget mere uhyrlige og brutale tilbage i tiden, hvor børn f.eks. blev sat ud til de vilde dyr, hvis de græd for meget, da man troede, gråden skyldtes, at børnene var besatte af onde ånder. En anden mulighed var at forsøge at banke gråden ud af barnet, som godt kunne ende med, at forældrene kom til at slå barnet ihjel, hvilket ikke medførte nogen straf. Barnet var nemlig farens ejendom, og han kunne gøre med det, som han ville, om det så var at slå det ihjel, sælge det til prostitution eller selv udnytte barnet seksuelt. Er du til gys og horror, kan du med fordel læse op på, hvordan vi har behandlet børn op igennem tiden – det er grusom læsning (hvis du tør, kan du finde henvisninger i litteraturlisten bagerst i bogen).
Den anerkendende tilgang til børn, der især har slået igennem i det 20. århundrede i vores del af verden, har derfor været yderst velkommen, men vi har stadig et problem med både at forstå og rumme børns følelser, især gråd og raseri. Modpolen til den autoritære tilgang, som nok er attachment parenting (herhjemme kaldes den ifavn), går også langt for at undgå barnegråd. Det er dog ikke i form af at gøre barnet hverken forkert eller fortræd; i stedet rettes fokus mod forældrene. Attachment parenting består af en række principper, som er meget hellige for dem, der benytter tilgangen. Så hvis der er børn, der har adfærdsformer, som de ikke burde have, når principperne benyttes, kan der meget hurtigt komme undertoner af, at det må være forældrene, der ikke gør det godt nok.
Det var tilfældet for Birgitte. Hun var meget inspireret af attachment parenting, hvilket jeg godt kan forstå, for tilgangen indeholder flere smukke og vigtige elementer. Men det, principperne lovede hende, og den måde, hvorpå hendes datter reagerede, stemte ikke overens, og det startede en brand af skyld og fortvivlelse i hende. Især tilgangens tolkning af forskning inden for gråd og stress havde gjort Birgitte panikslagen, for hun havde læst, at gråd hos babyer kan give hjerneskade, hvis gråden ikke stoppes hurtigt. Så hver gang Maja græd, sprang hele Birgittes system i højeste alarmberedskab, og det var blevet så grelt, at hun ikke kunne sove om natten, fordi hun frygtede Majas gråd. Der startede vi med at tage fat, for Birgittes frygt var heldigvis ubegrundet.
Det er ikke gråd, der kan give hjerneskade. Det er uregulerede stresshormoner, der kan give varige mén på både hjerne og krop, som alle, der har været gået ned med stress, vil være smerteligt bevidste om. Gråd er en måde, hvorpå barnet kommunikerer til sin omverden, at der er noget, han behøver hjælp til, hvor det så er de primære omsorgspersoners opgave at finde ud af, hvad det behov er. Gråd har groft sagt to funktioner. Den ene funktion er at kommunikere et primært behov, såsom sult, træthed, kulde, smerte og våd ble. Disse behov er ret nemme at løse, forstået på den måde, at når det lille barn græder, prøver vi os frem, i forhold til hvad vi ved om ham og hans rutiner, og ret ofte rammer vi plet. Det kan f.eks. se sådan her ud: Barnet græder, vi tænker, at han er sulten, og tilbyder bryst eller mad, han spiser, gråden stopper, og han er i godt humør igen. Grådens anden funktion er noget mere tricky, da den er udtryk for en anden gruppe af behov, som udviklingspsykolog Aletha Solter kalder for de sekundære behov. Her kommer reguleringscyklussen ind i billedet, fordi denne form for gråd er udtryk for et reguleringsbehov, altså et følelsesmæssigt behov.
En af de mest kritiske udviklingsperioder for barnet er fra undfangelse, og så frem til barnet er ca. to år gammelt, hvor visse kritiske milepæle nås, men hvor andre så sætter ind i en ny periode, der afsluttes omkring barnets syvende leveår. Når barnet kommer til verden, er hjerne og nervesystem stadig meget umodne, faktisk så umodne, at det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis barnet var blevet lidt længere tid i mors mave. Men det ville være alt for farligt, for hvis barnet blev større, især barnets hoved, ville fødslen være livsfarlig for både mor og barn. Derfor kommer barnet til verden, før han reelt set er klar til det. Den umodne hjerne og det endnu umodne nervesystem gør, at der ikke skal særlig meget til for at overstimulere ham. Derfor er det en rigtig god idé at skærme små børn fra for mange stimuli (en baby behøver på ingen måde at komme i Tivoli), men selvom du skærmer nok så meget, vil dit barn til tider stadig blive overstimuleret, især i de første seks måneder. Det gør ikke så meget; det er faktisk med til at modne nervesystemet, da det netop udvikles af at blive udsat for stimuli, hvor stimuli kan være alt lige fra en tur i Fakta over mødet med en kat i gården til at være på besøg hos mormor og morfar. Det, vi kalder ”ulvetime”, som er vanskelig adfærd om eftermiddagen, er reelt set ofte et udtryk for et reguleringsbehov. Det er her, hvor barnets smertegrænse for stimuli er nået, bægeret er fyldt op, og den sidste dråbe får det hele til at løbe over. Når det sker, begynder barnet at græde, skrige og rase, for det er sådan, han forsøger at regulere de stresshormoner, der har hobet sig op. Alle former for stimuli vil øge mængden af adrenalin og andre stresshormoner, som barnets system over tid skal lære at håndtere, og dit barns adfærd vil tydeligt vise, hvornår bægeret er løbet over. Det er den type gråd og raseri, hvor uanset hvad du gør, holder barnet ikke op igen. Det er i de situationer, hvor der ikke er et konkret behov, barnet har brug for at få opfyldt, og hvor der ikke er sygdom eller en tand på vej. Her handler det typisk om regulering.
”Hvad gør jeg så i de situationer?” spurgte Birgitte lettet. Det var befriende for hende at høre, at den gråd, hun oplevede med Maja om eftermiddagen og omkring puttetid, var helt naturlig og ikke noget, hun på nogen måde skulle være bange for. Jeg forsikrede hende om, at hun allerede gjorde så meget godt og rigtigt for sin datter, og at hendes instinkter faktisk var lige i skabet omkring, hvor forkert det føltes for hende at forlade sit grædende barn. I al sin ulykkelighed havde hun søgt råd bredt i sit netværk, hvor hun af flere var blevet anbefalet ”Godnat og sov godt”-tilgangen, som går ud på at gå væk, når barnet græder. Bare tanken pinte hendes hjerte, og det var derfor, hun var så draget af attachment parenting, for den tilgang fraråder på det stærkeste at forlade et grædende barn. Du skal endelig ikke forlade Maja, når hun græder grundet et reguleringsbehov, forsikrede jeg Birgitte. Her har attachment parenting fat i noget helt essentielt. Mit råd er: Gå aldrig fra et grædende barn, medmindre du selv er så presset, at du er bange for, at du kommer til at gøre noget ved dit barn, som du vil fortryde. I så fald kan du gå væk for at samle dig, inden du vender tilbage og tager dig af hende. Når Maja græder, fortsatte jeg, så tjek først for alle de konkrete behov, du tænker, det kunne skyldes, og lyt opmærksomt efter, om gråden har en usædvanlig høj og skinger klang, da denne form for gråd kan signalere fysisk smerte, hvor du lige bør tjekke med lægen for at være på den sikre side. Er der ingen konkrete behov, og lyder gråden ikke usædvanlig, kan du med fordel stoppe med at forsøge at ”fikse” gråden. Vær i stedet i gråden sammen med din datter. I de første ca. seks måneder er det en god idé at sidde med din datter i armene, når hun græder, hvor du giver hende plads til at bevæge sig, hvis hun har behov. Aletha Solter kalder dette for ”crying-in-arms”, og her hjælper du både med at regulere Majas nervesystem via din kropskontakt og via din smilende øjenkontakt, som du tilbyder, i det omfang Maja ønsker det. Efter de seks måneder vil din datter være langt mere mobil, og hun vil sikkert nægte at blive holdt, når hun er overstimuleret. Her er det mere en dans mellem jer, hvor hun vil væk fra dig for så at ville op til dig, for så at ville ned og væk, for så at ville op til dig igen – her skal du egentlig blot danse med til Majas takt.
Når små børn græder og raser i dine arme, vil de ofte lukke øjnene tæt sammen for så en gang imellem lige at slå dem op og kigge på dig som for at blive forsikret om, at de ikke er alene. Det er blandt andet i disse situationer, at barnets sociale engagementssystem bliver aktiveret og udviklet, fordi barnet suger til sig af alle de tryghedssignaler, vi udsender via vores beroligende smil, beroligende lyde og milde, kærlige blik. Barnet bliver forsikret om, at han er tryg, selvom følelserne raser, hvilket er hele fundamentet for at kunne være tryg i fremtidige følelsesmæssige udfordringer som voksen. Jeg fortalte også Birgitte, at efter noget tid ville gråden aftage, for alle tilstande trækker sig igen. Måske Maja ville falde i søvn, eller måske hun pludselig blot ville blive stille, slå øjnene op og kigge med et meget vågent blik op på sin mor, og al den vanskelige adfærd og gråden ville være forsvundet som dug for solen (indtil næste gang). Kort fortalt kan man sige, at du ved at tilbyde rige mængder af kropskontakt, øjenkontakt, blid rokken og beroligende lyde igennem dagen holder reguleringsbehovet nede på et minimum, og Majas adfærd vil vise dig, når dråben af stimuli får bægeret til at flyde over. Her nytter det ikke længere at forsøge at dulme adfærden ved at rokke, svinge, synge eller vippe; her hjælper du hende bedst ved at give hende plads til at bevæge og udtrykke sig, men hold dig altid i hendes nærvær, så hun ikke er alene.
Børns største reguleringsbehov er i de første fem til syv leveår. Herefter går der længere og længere tid imellem, at de ”brænder sammen”, medmindre der er faktorer i miljøet, der presser dem ud over kanten, hvorfor reguleringsbehovet i så fald øges. Mens barnet er spædt, og i de første to til tre leveår kan du forvente daglige reguleringer afhængigt af barnets køn, genetik, sensitivitet og faktorer i miljøet, hvorefter der går lidt længere tid imellem, og hvorefter reguleringerne lidt ændrer karakter, da børn typisk her begynder at have flere raserianfald. Det er derfor, at mange oplever deres baby som sky og tilbagetrukket i de første par leveår, hvorefter barnets adfærd ændrer sig, så forældrene nu oplever barnet som viljestærkt. Meget ofte handler det mere om barnets udvikling og ikke som sådan om medfødte genetiske dispositioner; barnet gennemgår nemlig naturligt en viljesperiode i alderen to til fire år. Derfor oplever mange forældre, at deres toårige begynder at få raserianfald, som godt kan opstå dagligt i en længere periode for så at aftage lidt ved ca. fireårsalderen, hvorefter de indre tilstande bliver meget mere stabile ved ca. seksårsalderen – medmindre barnet er neurologisk udfordret eller bliver uhensigtsmæssigt presset af sit miljø. Hvordan du bedst tackler børns raserianfald, vender jeg tilbage til, men først skal vi lige have sendt Birgitte godt og trygt afsted.
”Men hvad med sutten?” spurgte Birgitte lidt forundret. ”Maja gider den overhovedet ikke, hvilket har givet mig lidt panik, for jeg ser, hvordan alle andre babyer bare stopper med at græde, når de får den proppet i munden. Så jeg tænkte, at den lige var noget for os. Men hvordan fungerer den sammen med reguleringsbehovet?” Min klare anbefaling er at undlade at bruge sut eller at bruge sutten meget bevidst og at undlade at bruge den, når dit barn er ked af det, hyperaktivt eller rasende. Det at sutte udløser blandt andet oxytocin, hvilket er smart, fordi det gør det nydelsesfuldt at sutte på brystet og indtage næring, hvilket er livsvigtigt for en baby. Desuden støtter oxytocin tilknytningen mellem mor og barn. Babys stærke sutterefleks sikrer, at han kan suge nok mælk ud til både at overleve og udvikle sig. Det er noget af en præstation, som en voksen person ikke ville kunne efterligne, fordi det kræver sutterefleksen, som forsvinder ved seksmånedersalderen. Tidligere ville børn uden en veludviklet sutterefleks ikke overleve, hvilket er derfor, det er noget af det første, som jordemoderen tester hos den nyfødte. Men én ting er at sutte for at få næring, noget andet er at sutte i forsøget på at blive reguleret tilbage til tryghed. Den opgave kan sutten alene ikke klare, selvom det godt kan se sådan ud, da børn typisk stopper med at græde, når de suger sutten ind. Men prøv at observere et barn, der bruger sut, eller dit eget barn, hvis I bruger sut hjemme. Læg mærke til barnets kropssprog, inden han får sutten, som ofte bliver brugt i de situationer, hvor der begynder at komme vanskelig adfærd som gråd, hyperaktivitet, klynken eller raseri. Bid mærke i effekten, når barnet sutter afsted, hvor du sikkert vil se et ret fraværende udtryk i hans øjne, nærmest som om han ikke rigtig er til stede. Det er et meget anderledes udtryk, end hvis barnet er blevet støttet igennem reguleringen, hvor hans øjne vil være vågne og nysgerrige. Når vi hjælper et barn med at regulere, er det næsten, som om han er blevet mere bevidst om sig selv og verden omkring sig, hører jeg det forklaret fra mange forældre, hvilket også er min egen oplevelse med min søn. Jeg tror, alle voksne kender til det at dulme svære følelser og utryghed med mad, kaffe, smøger eller vin. Det tager toppen af det indre ubehag, men det ændrer eller transformerer ikke tilstanden eller de udfordringer, som har forårsaget tilstanden. Sutten kan meget vel for børn udvikle sig til samme form for afhængighed, som vi voksne har af smøger og kaffe. Det sker muligvis, fordi sutten i kombination med svære følelser får aktiveret en mild form for nedlukning i nervesystemet, som systemet så beder om at få gentaget, hver gang de svære følelser dukker op, da det er den eneste måde, hvorpå barnet har lært at håndtere de indre sensationer. Derfor er det en god idé helt at skippe sutten eller at bruge den meget begrænset, så du undgår at komme til at bruge den som et låg over dit barns følelser. Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn er blevet afhængigt af sin sut, kan du bruge denne tommelfingerregel: Hvis det første, dit barn beder om, er sin sut, når hun eller han er blevet ked af det, er blevet forskrækket eller har slået sig, er der en afhængighed. Barnet skulle gerne som det første søge dig eller en anden primær omsorgsperson for at få hjælp med de overvældende følelser og ikke sutten. Sutten kan ikke regulere tilstandene i barnet, for der er intet smil, ingen beroligende ord eller øjen- og kropskontakt, der kan aktivere barnets sociale engagementssystem. Og som beskrevet er det via dette system, at tilstanden af tryghed er mulig.
Når jeg taler om disse aspekter på mine foredrag, lyder spørgsmålet altid: ”Hvad gør jeg, hvis mit barn er blevet afhængigt af sutten?” Det er heldigvis meget enkelt (dog ikke at forveksle med let). Du stopper med at give dit barn sutten, når han eller hun er overvældet af svære følelser, og sætter dig selv og dit sociale engagementssystem ind i stedet. Helt samme fremgangsmåde gør sig gældende ved andre former for afhængighed, som f.eks. skærmafhængighed (det emne uddyber jeg i afsnittet ”Den dragende skærm”).
Det næste eksempel handler også om gråd og raseri hos børn, men på en lidt anden måde og af en anden årsag.
Ovenstående er et uddrag bogen Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst, der udkommer i starten af 2019. Uddraget er fra afsnittet “Det menneskelige tryghedssystem”, hvor jeg blandt andet beskriver ni forskellige former for vanskelig adfærd, vi ofte misforstår som “uartighed”, men som skyldes at barnet er i en tilstand af utryghed og behøver vores hjælp.
De ni eksempler omhandler følgende temaer:
Jeg kan ikke trøste mit barn
Mit barn smider med maden
Puttetid har udviklet sig til et mareridt
Broken cookie
Den forsinkede reaktion
Genafspilning af ubehagelige oplevelser
Hvorfor kommer den vanskelige adfærd tilbage igen?
Hjælp vi er blevet skilt
Moderen han ikke kunne mærke
Du kan allerede nu forudbestille dit eksemplar af bogen, hvor du også får to online foredrag med. Du kan læse mere og bestille her