En kvinde, som jeg hjælper med at hele en tidlig tilknytning, der gik ret skævt, havde en fascinerende drøm, som jeg har fået lov til at dele.
Den berigende drøm
Kvinden drømte, at hun (som voksen) skulle køre en stor flyttebil fra Jylland til Sjælland, hvor hendes far hjalp hende i form af, at han kørte bilen.
De stoppede ved et hus, hvor en bekendt boede, da hun skulle have nogle flere ting med, men da hun kom tilbage til bilen, opdagede hun, at hendes far havde lagt sig til at sove om bag i bilen. Hun vækkede ham og spurgte bekymret, om hun ikke bare skulle køre, når han nu var så træt. Han sagde hverken fra eller til, så hun satte sig ind på førersædet og startede bilen. Men de befandt sig et sted, hvor hun ikke var kendt og hun vidste ikke hvilken vej, hun skulle tage for at komme på motorvejen.
Hendes far sov stadig, så hun fandt sin telefon frem og ville finde GPS, så hun kunne finde vej. Men der var sket noget underligt med telefonen og alt hun havde haft liggende, var slettet, og i stedet var den fyldt med en anden kvindes data, som hun ikke kunne bruge til noget, og som var installeret på en sådan måde, at hun ikke kunne finde GPS’en. Hun blev voldsomt frustreret, hidsig og ked af det og ønskede at hendes far kunne hjælpe hende, men hun kunne ikke vække ham.
Manden, der ikke havde lært at være far
Vores drømmeliv er et fantastisk redskab i forhold til at identificere vores udfordringer og i forhold til at hele. Kvindens far var ikke nærværende igennem hele hendes opvækst. Han har aldrig slået hende, forgrebet sig på hende eller været voldsom på nogen måde, men han var fysisk og psykisk fraværende. Både fordi han havde et krævende job, der gjorde, at han arbejdede syv dage om uge, mange timer om dagen, men også fordi han ikke formåede at lege eller tale med hende, når han så endelig var hjemme.
Kvindens far lever stadig og er på ingen måde en ukærlig mand, tværtimod. Han er en mand med høj etik og vil mennesker det bedste. Men han har aldrig lært, hvad det vil sige at være far – at hans lille datter var dybt afhængig af, at han involverede sig i hendes liv, at han legede med hende, at han talte med hende, at han igen og igen interesserede sig for, hvordan hun havde det, hvad der bekymrede hende og hvad det begejstrede hende.
Når vi tale om tilknytning mellem barn og primær omsorgsperson, taler vi typisk om mor-barn relationen. Det er også en uhyre vigtig relation, men vi må endelig ikke glemme far-barn tilknytningen.
Tilknytning mellem forældre og barn er blandt andet det, der giver barnet det indre kompas, der gør, at barnet kan finde sin vej i livet. Det er derfor kvindens drøm er så slående, da den helt konkret viser hende, hvad det er hun har manglet, og hvordan den mangel kommer til udtryk i hendes liv.
At sætte sig ind på førersædet, som kvinden gør, er vigtigt for at blive et modent menneske. På et tidspunkt ”slipper” vi vores forældre, og indtager førersædet i vores eget liv. Det er et vigtigt og nødvendigt udviklingsspring. Men du skal ikke ind på førersædet for tidligt, hvilket desværre sker, hvis du som barn var tvunget til at påtage dig et stort ansvar meget tidligt, fordi dine forældre ”sov” (udsatte dig for overgreb, var misbrugere eller hvis de ikke var fysisk og psykisk nærværende).
Kvinden blev tvunget til at påtage sig et alt for stort ansvar meget tidligt, fordi hendes far ikke vidste, hvordan han skulle påtage sig forælderansvaret (ingen af os kommer sovende til det ansvar). Det er også hende, der viser bekymring og omsorg for faderen, da hun finder ham sovende, hvilket viser, at hun meget tidligt har lært at tage sig af sin fars følelser. Det skal være den anden vej rundt – at det er den voksne, der har ansvaret for og tager sig af den følelsesmæssige relation til barnet.
Telefonen er heller ikke til meget hjælp, for det indre kompas kan aldrig erstattes af ydre materielle ting. Du kan ikke finde vej igennem livet, hvis du ikke ved, hvem du er, og du ved ikke, hvem du er, hvis du ikke har haft voksne i dit liv, der kærligt har vist dig vejen til din selvudfoldelse.
Og det er kvindens problematik i en nøddeskal – at hun i mange år valgte veje i livet, der var socialt acceptable, men som var meningsløse for hende, fordi de blev valgt i angst – i angsten for ikke at blive accepteret af andre. En tilknytning, der er gået skævt, får et menneske til at tvivle på, om han eller hun er værd at elske, og et sådant menneske vil slå knuder på sig selv i håbet om at blive accepteret. Men det har en meget stor pris, for i processen mister mennesket sig selv.
Den anden smertelige problematik, som den manglende tilknytning mellem kvinden og hendes far har forårsaget, er at hun trods mange års arbejde med at hele, stadig bærer på en subtil forventning om, at mandlige partnere vil svigte hende. Hun holder derfor hele tiden den følelsesmæssig dør på klem, så hun kan smutte, hvis der er tegn på bare de mindste faresignaler.
Den irrationelle frygt
Kvinden ved godt, at frygten er irrationel og at det skyldes hendes barndom, men den indsigt fjerner ikke det kropslige traume, som den manglende faderskikkelse har forårsaget. Hendes system reagerer hurtigere end hendes rationale, fordi den gamle smerte er så voldsom, at hendes overlevelsesinstinkter vil strække sig til det yderste for at beskytte hende mod den. Derfor er det heller ikke underligt, at drømmen dukker op på et tidspunkt, hvor hun går med angsttanker om, at hendes mand er hende utro. Hun har ikke noget konkret at hænge angsten op på, det er ikke fordi hun er jaloux og når hun direkte spørger sin mand, er svaret nej. Men hun kan ikke ryste følelsen af sig og er dybt splittet mellem hvad der er op eller ned.
Drømmen gav hende den indsigt, at hendes overaktiverede overlevelsessystem har tolket noget i hendes mands adfærd, som vækkede den dybe angst for at blive svigtet, men at det reelt set ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det er en gammel smerte, som hvis hun ikke tager sig kærligt af den, vil blive ved med at ødelægge hende intimrelationer.
Og det er det menneskelige paradoks:
– Årsagen til den dybe smerte og destruktive mønstre i voksnes intimrelationer, handler for det meste om, at fædre og mødre ikke vidste, hvordan de skulle tage forældreskabets følelsesmæssige ansvar på sig. Men den voksne er efterfølgende selv nødt til at tage ansvaret for det smertefulde mønster, hvis han eller hun vil undgå at give mønstret videre til sine egne børn, og hvis han eller hun vil gøre sig nogen forhåbning om, at skabe nærende relationer til det modsatte køn.
Det kan synes uretfærdigt, at naturen har indrettet mennesket sådan, men på samme tid er det en kærlighedsgave, for det betyder, at det er muligt at hele. Selvansvaret for at ændre tillærte, destruktive mønstre, gør det muligt at slutte fred med fortiden, hvilket får mønstrene til at vige pladsen, så lyset og kærligheden kan komme ind – og det uafhængig af, om den voksnes forældre nogen sinde forstår eller formår at tage ansvar.
Det er altså altid muligt at hele, men når det er sagt, kan vi forebygge uhyre meget menneskelig smerte ved at forstå, hvordan tilknytning virker og tage dette store ansvar på os, når vi bringer børn til verden.