Jeg ser ofte den kompenserende adfærd udspille sig i skilsmissefamilier, men interessant nok oplever jeg også, at den ofte er i spil hos institutionsbørn, hvor pædagogerne oplever én form for adfærd i institutionen og forældrene en helt anden (ofte modpolen), når barnet kommer hjem. Hvordan vi sikrer, at børn føler sig trygge, når de er væk fra mor og far i institutionstiden, er en større diskussion, der indeholder mange elementer, vi skal have styr på, og derfor dykker jeg mere ned i disse problematikker i afsnittet ”Da vi udliciterede omsorgen”. Men først vil jeg dele min sværeste reguleringssituation med min søn, hvor jeg var så presset, at jeg kom til at gøre ham fortræd.
Moren, han ikke kunne mærke
I en lang periode, fra min søn var omkring fem år gammel, til han var lidt over seks år, var vores relation presset på visse områder, og det skulle gå fra dårligt til værre, inden jeg fik det vendt rundt. Efter i årevis at have rost mig selv for at være en langt mere tålmodig og rummelig mor, end jeg havde turdet håbe på, var det, som om jeg ikke orkede mere, da han fyldte fem. Jeg følte mig helt kørt i sænk, og bare de mindste tegn på vanskelig adfærd fik nærmest mit system i alarmberedskab. Jeg var udmærket klar over, at ansvaret lå hos mig, og at det ikke handlede om ham, men én ting er at vide det, noget andet er at gøre noget ved det. Jeg forsøgte at gøre alt det, som jeg rådgiver mødre og fædre om, hvis omsorgsinstinkter er godt flossede, og hvis stressniveau er på vej til at overstige instinktet for at rumme og tage sig af, men det virkede alt sammen som lappeløsninger. Indsatsen forbedrede relationen kortvarigt, men uden rigtig at gøre den store forskel, og vores konflikter blev blot ved med at eskalere.
Det var ikke, fordi vi ofte havnede i konflikt, men når vi gjorde, brød helvede løs. Jo mere stejl, hård og utilnærmelig jeg blev, jo mere udadreagerende blev han, og han gik direkte på mig, både verbalt og fysisk. En dag blev det så slemt, at han nærmest angreb mig. I afmagt holdt jeg ham fast for at undvige hans slag, og i ren desperation slog jeg ud, nærmest som en refleks, og jeg kom til at ramme ham på låret. Jeg kan stadig genkalde den lyd, det gav, og nærmest i rædsel over mig selv slap jeg ham, hvorefter han grædende løb væk og gemte sig under dynen. ”Det her skal du gøre godt igen, og det må aldrig ske igen,” kørte som et mantra i hovedet på mig, mens jeg skyndte mig efter ham og satte mig på respektfuld afstand. Han kiggede hurtigt ud på mig fra under dynen, men skyndte sig at gemme sig igen. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hans fod, som stak ud, men han trak den lynhurtigt til sig. Jeg havde svigtet ham og gjort ham bange og havde ingen ret til at røre ved ham. Jeg sad længe ved siden af dynebunken, der dækkede min lille søn, som jeg var kommet til at gøre fortræd, vel vidende at hvis jeg ikke formåede at tage ansvar nu, ville det for alvor sætte dybe skår i vores relation. Jeg var blevet presset helt derud, hvor jeg måtte vedkende mig hele følelsesbølgen af skyld og skam og utilstrækkelighed, der ikke blot dækkede over det forfærdelige, der lige var sket, men også over erkendelsen af, at jeg længe ikke havde orket min søn. Jeg havde ikke orket at gøre mig umage, ikke orket at sørge for at få reguleret mine egne indre tilstande, så jeg kunne være nærværende, og ikke orket at være der for ham, som jeg plejede. I stedet var jeg blevet fjern og mekanisk, hvilket tvang ham til at råbe højere og højere i forsøget på at få sin mor tilbage.
Alt det stod lysende klart for mig, da jeg sad på sengen ved siden af dynebylten, der skjulte min søn, og der var nu ikke længere nogen vej udenom. Jeg måtte finde en vej tilbage til hverdagsglæden og til mit barn. Jeg begyndte at tale om det, der var sket, og sagde undskyld. Jeg lovede også, at det aldrig ville ske igen – noget, jeg ikke plejer at gøre, fordi vi ikke kan vide, hvad livet byder os i morgen, og derfor skal være varsomme med at love noget, vi måske ikke er i stand til at holde. Men i denne situation var det det eneste rigtige for mig at gøre. Jeg ville ikke længere tillade mig selv at forsvinde så meget, at mit barn blev tvunget helt derud, hvor han kun havde magtesløsheden og angrebet tilbage. Imens jeg talte, tittede han langsomt frem under dynen, og jeg lagde forsigtigt hånden på hans fod, og denne gang fik den lov til at blive liggende. Hans blik søgte mit, og han ransagede nøje mit ansigt som for at sikre sig, at jeg mente det, jeg sagde. Jeg smilte varmt til ham, hvorefter han kom helt frem fra dynen og puttede sig ind til mig. Sådan lå vi længe og talte om det, der var sket, og pludselig vendte han sig om og sagde ”Mor, jeg har savnet dig”, alt imens han puttede sig endnu tættere ind til mig. Så kunne de regulerende tårer få frit løb hos os begge.
Vores børn kan godt holde til, at vi jokker i spinaten, men kun hvis vi påtager os det voksenansvar, der altid er vores i kølvandet på konflikter, uoverensstemmelser og andet, der presser relationen. Det er altid os, der skal sørge for, at relationen bliver tryg og tilliden genskabt på den anden side af kaos. Dette eksempel siger også en masse om, hvor meget håb der er om at få vendt fremmedgørelse og vrede rundt til sårbarhed og nænsomhed. Selvom det bedste klart havde været, at jeg langt hurtigere havde formået at tage mig af den begyndende fremmedgørelse mellem ham og mig, er det ikke altid sådan, livet fungerer. Nogle gange kommer vi helt derud, hvor skylden over at have gjort andre fortræd og angsten for at miste får os til at vågne op og gøre det, der skal gøres. Det kræver mod og styrke, for det er nødvendigt, at vi ser vores egne svagheder i øjnene. Hvor tager jeg ikke nok ansvar? Hvad er det, jeg ikke forstår eller ser? Hvad er det, jeg nøjes med at tænke, men ikke får omsat i handling og adfærd? Det at bringe børn til verden tvinger os til at tage os af os selv og derved til at modnes følelsesmæssigt og åndeligt. Og det er meningen, at det skal være sådan, selvom det er svært.
Alle de beskrevne eksempler er et forsøg på at vise, hvordan nervesystemet reagerer, når det er under større pres, end det kan håndtere, samt hvordan du bedst hjælper og sikrer, at dit barn kommer tilbage til en tilstand af tryghed, hvor kamp & flugt reguleres, og nedlukning forebygges. Når du formår det, tænder du samtidig for forbindelsen til dig selv og dit barn – en forbindelse, der er stærkere end noget andet, og som gør dig i stand til at møde livets op- og nedture med langt større ro, overskud og nysgerrighed.
Ovenstående er et uddrag fra bogen Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst, der udkommer i starten af 2019. Du kan allerede nu forudbestille bogen, hvor du også får to af mine online foredrag med i handlen. Du kan læse mere og bestille her