Den største smerte mellem børn og forældre er den, vi taler mindst om, fordi vi ikke forstår den og derfor både har svært ved at få øje på den, såvel som at gøre noget ved den.
Smerten forårsages af en universel dynamik i menneskelige relationer, som vi kan tro, vi er forskånet for i relationen til vores børn. Men det er vi ikke, faktisk er det, når vi kommer til at tage relationen til vores børn for givet, at smerten får størst næring.
Smerten handler om ikke at føle sig set eller mødt, som den man er, men kun at blive mødt og set i de aspekter som forældrene kan forholde sig til, og via de drømme og forhåbninger, som de har på ens vegne. Det er en fælde, alle forældre falder i i større eller mindre grad og hvis vi ikke bliver bevidste om, at vi meget let kommer til at presser vores egne idealer, forhåbninger og angstformer ned over vores børn, skaber det et hav af problemer. Det kan være alt lige fra øget konfliktniveau til decideret modviljeadfærd, hvor dit barn konsekvent gør det modsatte af, hvad du håber, ønsker og beder om.
Men den vanskelige adfærd er langt fra det største problem. Det største problem er, at vi risikerer at miste vores børn, hvis vi ikke lærer at skelne mellem, hvad der er os, og hvad der er dem. For børn vil altid søge forældres accept og anerkendelse, noget vi ret uheldigt misforstår som ubetinget kærlighed. Hvis vi sover i timen for længe, vil barnet på længere sigt være tvunget til at lukke os ude af hans eller hendes indre verden, hvor vi nu kun får adgang til den tomme skal.
Barnet gør det ikke for at straffe sin mor eller far, men for at overleve som den, han eller hun er. For hvis vi ikke evner at se og rumme den person, barnet virkelig er (som vil indeholde aspekter, der er meget fremmedartede for os), vil barnet aldrig kunne få den anerkendelse, som han eller hun søger. Her kommer vi til at tvinge barnet til at vælge mellem to muligheder: 1. Barnet undertrykke sig selv for at få forældrenes accept og anerkendelse. 2. Barnet frisætter sig selv fra behovet for forældrenes anerkendelse for at kunne overleve som den, han eller hun er.
At undertrykke sig selv er den sikre vej mod afgrunden og derfor er barnet altså tvunget til at sætte sig selv fri ved at ofre forbindelsen til forældrene, der enten sker ved at cutte forbindelsen helt i fysisk forstand, eller på en mere subtil måde, hvor barnet sætter sig selv fri i en psykisk forstand. Her kommer det til udtryk i form af, at barnet meget bevidst kun sætte få aspekter af sig selv i spil i samværet med forældrene, men gemmer de sårbare og meningsfulde aspekter til andre mennesker, som barnet har tillid til og som han føler sig set og mødt af. Forældrene får den tomme skal, der siger de socialt accepterede ting, men har mistet adgangen til barnets inderste væsen.
Det er det mest tragiske, der kan ske i relationen mellem børn og forældre, men heldigvis kan tragedien forebygges (og reddes, hvis det er gået skævt) ved at forstå hvordan tilknytning fungerer – og især hvordan vi forældre kontinuerligt påtager os tilknytningsansvaret.
Hvis du ønsker at arbejde med tilknytning og tilknytningsansvaret
Alt mit arbejde handler reelt set om tilknytningsansvaret (og især i de situationer, hvor det er svært at påtage sig), og du har mulighed for at arbejde med det i et online format, via mit online forløb Fra mistrivsel til trivsel såvel som i bogform, hvor jeg beskriver fænomenet i min kommende bog Tænd for forbindelsen – forstå tilknytnings kunst.