Gordon Neufeld taler om en form for adfærd, han kalder ”counterwill” (modviljeadfærd), som han ser især bliver problematisk hos en gruppe af børn, han betegner som ”alpha children”. Kort fortalt er det børn, hvor tilknytningen er så presset, at børnene har overtaget styringen i relationen til forældrene, en styring, de slet ikke er modne nok til at skulle varetage, hvorfor der opstår et væld af vanskelig adfærd og konflikt. Neufeld uddyber adfærden i sin bog, ligesom han har flere online kurser om emnet – begge dele kan jeg på det varmeste anbefale. Du finder henvisning til både bog og online kurser i litteraturlisten. Første gang jeg hørte om modviljeadfærden, var til et foredrag for ca. tre år siden, hvor jeg kunne se flere af de tendenser, som Neufeld beskrev, i relationen til min søn, hvilket gjorde, at jeg på visse områder fik sadlet om i mit forældreskab og stadig arbejder på at forstå denne dynamik. Sideløbende med mine egne erfaringer har flere og flere mødre henvendt sig for at få rådgivning, hvor de netop beskriver mange af de samme ting, som jeg selv har oplevet. Det synes primært at være i relationen til deres sønner, at det virkelig spidser til. Jeg har længe reflekteret over, hvorfor det ofte er hos mødre og deres sønner, jeg ser dette tema, og jeg vil dele min hypotese med dig, da den måske kan hjælpe dig, hvis du oplever gentagne konflikter med din søn. Den problematiske adfærd kan dog også udspille sig mellem fædre og døtre eller fædre og sønner, hvorfor afsnittet også kan bruges af fædre (og som kvinde vil du også kunne havne her med din datter).
Det, der går igen i mødrenes fortælling om relationen til deres sønner, er fortvivlelsen, sorgen og skammen over kontinuerligt at blive fysisk og verbalt angrebet af sit eget kød og blod uden at ane, hvad de skal stille op, og uden at føle, at det er noget, de kan dele med nogen. For det, der typisk sker, hvis du fortæller nogen i dit netværk, at din søn angriber dig og kalder dig modbydelige navne, når I havner i konflikt, er, at du får uforstående blikke og sætninger som ”Det ville jeg godt nok aldrig tillade, at mit barn gjorde mod mig”. Som en mor sagde, da hun opsøgte mig for at få råd og vejledning: ”Det er jo da for pokker ikke, fordi jeg tillader det, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan og vil jo ikke slå min søn i gulvet!?!”
Modviljeadfærd kommer til udtryk i os alle og især hos børn. Det er først, når adfærden udfolder sig ofte og måske nærmest konstant, at den bliver virkelig problematisk. Adfærden er aldrig nem at håndtere, men den er forventelig, især når du har børn, så formålet er altså ikke at slippe helt af med adfærden, men at forstå den og arbejde med den i stedet for imod den. En anden vigtig indikator, der viser, at adfærden har taget overhånd og har bevæget sig helt derud, hvor der virkelig skal sættes ind, er, at barnet ikke længere udviser sårbarhed over for dig og andre primære omsorgspersoner. I sådan et tilfælde vil du som forælder opleve, at dit barn konstant går imod dig med en blanding af aggression og ligegyldighed, og at barnet ikke længere kommer til dig for at få din hjælp, eller når han eller hun er ked af det eller bange. Vanskelig afvisende adfærd koblet med selvbeskyttelse og nedlukning af sin egen sårbarhed bør sætte alle advarselslamper i gang hos os voksne, da det viser, at barnet mistrives i en grad, der ikke kun hæmmer hans optimale udvikling, men som også kan blive farlig – såvel for ham selv som for andre. Et barn, der er presset ud i den mest ekstreme form for modviljeadfærd, kan være meget driftsstyret og impulsivt uden evne til at gennemskue konsekvenserne af sine handlinger, en kombination, der kan bringe ham i farlige situationer. Ydermere kan et barn, der er presset ud i den ekstreme modviljeadfærd, også være både dominerende og krænkende, hvilket kan udmunde i grov mobning og vold mod andre.
Den noget ”mildere” modviljeadfærd kan nemt tolkes, som at barnet har en medfødt stærk vilje, men her er Neufeld uenig. Han forklarer, at det intet har med evnen til at udfolde sin egen vilje at gøre, men derimod er en modreaktion, der dybest set ligger uden for barnets kontrol og derfor faktisk er det modsatte af bevidst egenvilje. Det gør det en smule nemmere at håndtere, for det betyder, at dit barns angreb ikke er personligt, men en stressrespons. Din søns adfærd er et råb om hjælp og ikke et angreb på dig som person eller som mor. Råbet om hjælp var netop, hvad jeg selv oplevede: Den hårde periode mellem min søn og mig pressede ham ud i modviljeadfærd, og det var først, da det gik op for mig, og jeg tog ansvar, at han igen kunne være tryg og slippe det instinktive behov for at få overtaget. For mit vedkommende er det, når jeg vakler, at jeg får aktiveret modreaktionen i min søn, såvel som i de perioder, hvor jeg ikke orker det store ansvar, som forældreskabet indeholder. Der er altid en af disse faktorer i spil, når konfliktniveauet eskalerer mellem ham og mig, og det handler i bund og grund om, at han føler sig svigtet og forladt. Det at vakle og være i tvivl om, hvordan jeg håndterer en given situation, får ham til at tvivle på, om jeg nu virkelig har ham, hvilket er ret frygtindgydende for børn, da de er prisgivet uden modne voksne til at passe på sig. Trætheden og udbrændtheden, der sætter sig som en følelse af ikke at orke eller gide sit barn, får ham til at føle sig forladt, fordi det reelt set er dét, han oplever. Når vi trækker os og bliver fjerne og fraværende, kan vores børn ikke mærke os, og dét ikke at kunne mærke os er for dem lig med at være blevet forladt. Alle forældre vil i perioder være pressede og have flygtige tanker som ”Gid jeg ikke havde fået børn” – det er helt naturligt og en del af pakken, når man er forælder. Det, vi bare skal sikre, er, at vi får vendt tilstanden rundt, så vi tager ansvar for at genetablere tilknytningen og trygheden, hvilket sker, når du sætter dit sociale engagementssystem i spil – altså dit smil, dine beroligende ord, din duft og din øjen- og kropskontakt.
Min hypotese om, hvorfor modviljeadfærden især kan udspille sig mellem drenge og deres mødre, er en kombination af flere faktorer, hvor jeg ser, at de kønslige forskelle spiller os et puds – især så længe vi ikke er klar over, at de er sat i spil. Når jeg holder foredrag om de misforståede drenge, er der altid flere kvinder, der fortæller, at især deres sønner forsøger at presse grænserne hos dem i højere grad end hos deres fædre, og at konflikten typisk bliver langt større, når mor siger nej, end når det er far, der serverer et nej. Dette er selvfølgelig ikke altid tilfældet, men der synes at være mange, der kan nikke genkendende til denne problematik, og kønsforskningen byder ind med mulige forklaringer på hvorfor. For drenge vil i større grad end de fleste piger gå til grænsen og over den, samtidig med at de søger og konkurrerer om deres plads i magthierarkiet, en adfærd, der ikke er bevidst, men instinktiv. Mange kvinder finder denne form for adfærd fremmedartet, fordi måden, hvorpå piger og kvinder sikrer deres plads i hierarkier, er anderledes. Kvindens hjerne adskiller sig yderligere ved at arbejde mere helhedsorienteret end mandens og drengens, hvilket blandt andet gør hende særdeles effektiv til at holde det store, forkromede overblik i dagligdagen, men også har den bivirkning, at hendes hjerne er meget svær at ”slukke”. Det menes at være en af årsagerne til, at kvinder er i øget risiko for at udvikle depression, da en kvindes hjerne kan køre på højtryk og være fyldt med tankespind, der kan ende i et negativt loop, som er svært at bryde. Den hurtigt kørende hjerne kan være medvirkende til, at kvinden er en my mere tøvende ved en potentiel konflikt eller grænsesætning, fordi hun i sit sind gennemgår lange rækker af ”for” og ”imod” i forsøget på at finde den mest hensigtsmæssige løsning for alle involverede (kvindens store evne til at aflæse andres følelser gør typisk, at hun er lidt mere opmærksom på, hvordan hendes handlinger influerer på menneskene omkring hende, end manden er). Denne korte tøven eller tvivl om, hvilken tilgang der er bedst i den givne situation, kan være nok til at vække drengens instinkter til at presse grænser såvel som til at forsøge at få overtaget. Det kan se ud, som om drengen gør det bevidst og har en meget stærk vilje, men det er dybest set ”rå” instinkter, der er sat i spil, og som er uden for drengens kontrol og derfor en form for overlevelsesmekanisme. Mange mænd forstår instinktivt denne adfærd og kan derfor være lidt bedre til at navigere i dette specifikke spændingsfelt uden nødvendigvis at kunne italesætte hvordan eller hvorfor – måske fordi drenge og mænds måde at finde deres plads i hierarkiet på er langt mere kropslig end verbal.
Ovenstående er et uddrag fra min kommende bog Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst. Du kan læse mere om bogen og forudbestille dit eksemplar her