En ting som er fælles for alle adfærdsvanskeligheder og som er at finde i stort set alle psykiatriske diagnoser, er en manglende evne til at kunne regulere egne adfærds- og følelsestilstande.
For blot at nævne nogle få, så oplever mange børn og voksne at føle sig fanget i konstant utryghed eller angst, uden at de kan finde nogen specifik årsag til hvorfor. Eller de finder det svært at styre deres temperament, hvor de enten vender følelseshavet indad som ubarmhjertig selvkritik, eller de vender vreden og raseriet ud mod deres nærmeste. Og et stigende antal børn finder det mere og mere vanskeligt at aflæse sociale, non-verbale signaler fra både børn og voksne, hvilket igen og igen bringer dem i hjerteskærende situationer med afvisning og konflikt, der blot forstærker deres voksende overbevisning om, at der er noget helt galt med dem.
Det er blandt andet i disse situationer, at flokken kan opleves som farlig, uden måske overhovedet at være det.
Det menneskelige paradoks
Som menneske befinder vi os øverst i fødekæden og dermed kan vi tro, at vi ikke har nogen fjender. Men det er desværre ikke sandt.
Mennesket er menneskets farligste fjende.
Men mennesket er samtidig et flokdyr, som er dybt afhængig af andre mennesker for beskyttelse, næring, omsorg, støtte og anerkendelse.
Den største risikofaktor for psykisk og fysisk mistrivsel er følelsen af isolation og den medfølgende følelse af ensomhed og det at være udstødt fra flokken.
Så her viser sig et paradoks, der er lige så gammelt som mennesket selv: dem, som vi allermest har brug for i forhold til at føle os trygge, nærede og anerkendte, er samtidig dem, der kan skade og såre os allermest.
Evolutionen er dog heldigvis så forudseende, at den har sørget for at give os redskaber med, der gør os i stand til at håndtere dette paradoks, nemlig via dit sociale engagement system.
Social engagement system
Dette system er blandt andet linket til det, der kaldes vagus nerven, og mere specifikt de netværk, der kontrollerer musklerne i dit ansigt og hoved. Når systemet virker som det skal, gør det dig i stand til meget præcist at aflæse andre menneskers følelsestilstande via deres ansigtsmimik, kropssprog og toneleje, og denne information sikrer, at du kan vige uden om dem, der er farlige for dig, såvel som at du kan identificere dem, der vil dig det godt.
Til trods for, at vi har forskellige bud på, hvordan vi når derhen, ønsker langt de fleste af os at skabe en fredelig verden, især for vores børn, men vi må samtidig erkende, at vi ikke er i mål endnu.
Derfor skal vi balancere på en knivsæg i forhold til at sikre, at vores børn lærer at kunne aflæse deres omgivelser så korrekt som muligt, så de ikke bliver for sårbare i forhold til rovdyr (ja, mennesket er også et rovdyr), såvel som ikke lukker ned for leg, kreativitet og lethed (som alle har grobund i sårbarhed, sårbarhed som kun er hensigtsmæssig at du udfolde med dem, som du er tryg ved).
Det er derfor, det er så vigtigt, at det sociale engement system virker, som det skal, hvor jeg vil gå så langt som til at sige, at det nærmest er dét vigtigste i forhold til menneskelig trivsel. Kører dit systemet på halv kraft, er fejlkodet eller nærmest gået i dvale, vil det nærmest være umuligt for dig at føle dig tryg, og du vil opleve verden omkring dig som kaotisk og farlig, uanset om den er det eller ej.
Den nok vigtigste pointe er, at det neurologiske netværk, der regulerer social interaktion og social adfærd, er det samme neurologiske netværk, som sikrer godt helbred, vækst og restitution. Alle mennesker har derfor brug for at kunne være tryg i selskab med andre mennesker, for at trives (men skal samtidig kunne spotte dem, der ikke er gode, eller direkte skadelige, at hænge ud med).
Hvad skal der til for at skabe tryghed
Og hvordan sikrer vi så, at systemet virker? Det er et komplekst svar, især fordi der er så mange faktorer i miljøet, der kan påvirke, at systemet ikke udvikler sig hensigtsmæssigt, samtidig med at der er mange ting, vi endnu ikke til fulde forstår.
Men der er nogle generelle punkter, som er vigtige, at vi er opmærksomme på i forhold at sikre, at systemet bliver funktionsdygtigt og/eller genoprettet hvis ude af balance, hvor jeg gennemgår de vigtigste:
Den tidlige tilknytning
Især tilknytning mellem barn og primær omsorgsgiver de ca. første syv leveår er afgørende i forhold til at det sociale engagement system overhovedet kommer i luften. Tilknytning, basalt set, handler om regulering – at barnet regulerer sine indre tilstande via modne, trygge og tilgængelige voksne, da barnet ikke selv er i stand til det og derfor er dybt afhængig af meget en-til-en kontakt med voksne, hvor barnet hele tiden afstemmer sit indre miljø via de voksnes ansigtsmimik, kropssprog og toneleje. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi som samfund ikke stresser småbørnsforældre, for stress, angst og uro sætter sig som bekymrede panderynker, manglende smil og bedrøvede eller frygtsomme øje, hvilket for barnet betyder at verden er farlig. For barnet tolker om verden er tryg eller utryg via sine primære omsorgsgiveres ansigtsudtryk – det er den eneste måde barnet kan tolke verden på og derfor vigtigt at sikre, at mor og far (for det meste af tiden) føler sig trygge.
Det er blandt andet derfor, det er så vigtigt, at alle os forældre tager hånd om egne følelsesmæssige sår og stressbelastninger, der påvirker vores evne til at være nærværende med vores børn, for begge dele vil stille sig i vejen for udviklingen af vores børns sociale engagement system.
Det betyder også, at et barn der er opvokset med fysisk og/eller psykisk vold eller andre former for omsorgssvigt, typisk vil have rigtig svært ved at finde tryghed i relationer med andre mennesker, fordi dem, der skulle beskytte ham eller hende og vise at tryghed i relationer er muligt, desværre kun formåede at gøre det stik modsatte.
Øjenkontakt og tid sammen
Det sociale engagement system ”tændes” og udvikles af at være sammen med andre mennesker (som er mere modne end barnet selv), der formår at tage højde for barnets store sårbarhed og umodenhed og som over tid giver barnet mulighed for at lære de sociale spilleregler. Det sker primært ved, at de voksne instinktivt tilpasser deres ansigtsmimik, kropssprog og toneleje på en sådan måde, at barnet føler sig tryg, hvor tryghed er den afgørende faktor. Mennesket kan ikke lære og være utryg på en og samme tid – læring er dybt afhængig af nysgerrighed og nysgerrighed kan kun opstå, hvis mennesket føler sig tryg. Den regulerende øjenkontakt er især vigtig.
Tidlig opstart i institution
Det er meget misforstået at tro, at små børn lærer at aflæse non-verbale sociale spilleregler via andre små børn. Det kan de i sagens natur ikke, da de andre små børn er lige så umodne som dem selv, med et lige så umodent socialt engagement system, og derfor er det problematisk, at vi har skabt en kultur, hvor børn er i institution meget tidligt og i mange timer om dagen. Vi kunne til dels slippe afsted med det, hvis vi sørgede for, at der var nok modne voksne til stede, forstået som at det er de samme modne voksne, som børnene er sammen med og ikke skiftende vikarer. Fremmede ansigter er lig med fare for små børn, med mindre de sidder godt og trygt hos deres mor eller far, når de møder de fremmede, hvor baby bruger mors eller fars ansigtsudtryk til at afkode om den fremmede er tryg eller utryg (”svaret” baby når frem til, afhænger helt af om mor/far kan lide den fremmede, for ansigtsmimikken afslører vores følelser for andre mennesker, om vi vil det eller ej).
Alle lande, hvor der er en udbredt institutionskultur, der samtidig betragter omsorgsarbejde som en udgift, der konstant skal holdes nede (hvilket i praksis betyder meget få voksne til mange børn), vil opleve en støt stigning af børn med tale- og sociale adfærdsvanskeligheder. Den stigning vil med stor sandsynlighed vedblive til vi foretager store strukturmæssige ændringer.
Skærmtid og elektronik
Skærm, som f.eks. Ipad, er især problematisk for børn, når vi kobler det sammen med punktet ovenfor. Det er også problematisk på andre områder, men det er allermest grelt, når det kombineres med manglende tid og øjenkontakt med modne voksne. For skærm stjæler meget af den tid, der trods den tidlige institutionalisering, er tilbage til at afkode verden via modne voksne.
Funktionsdygtigheden af det sociale engagement system hænger direkte sammen med, hvor meget tid barnet bruger sammen med modne mennesker og kvaliteten af denne interaktion. Reduceres tiden og kvaliteten, reduceres funktionsdygtigheden tilsvarende. At tro, at systemet kan udformes via interaktion med IT, vil være som at tro, at du udelukkende kan træne op til et marathon ved at se løb på TV.
Det er især vigtigt at diskutere i disse dage, hvor et lovforslag om at IT skal indføres helt ned i vuggestuealderen, er oppe og vende. Børn har ikke brug for mere skærmtid. Børn har brug for mere tid med modne voksne, der kan lære dem om livet og om det at være menneske. At indføre mere IT endnu tidligere i børns liv, samtidig med at der skæres i antal tilgængelige voksne i institutioner, er nærmest det værste, vi kan gøre for deres optimale udvikling, og det vil øge det allerede eksploderende antal af adfærdsvanskeligheder.
Lyde der modarbejder tryghed
Visse lyde opfattes af det menneskelige nervesystem som om der er fare på færde. Det er typisk lavfrekvens lyde som f.eks. lyde fra elevatorer, ventilationsudstyr og musik med dybe tone (tænk på uhyggelige scener i film, de er næsten altid kombineret med musik med dybe toner). Det er især vigtigt at være opmærksom på i forhold til traumatiserede mennesker og børn, som har haft en svær opvækst, da de i forvejen er i nærmest konstant alarmberedskab, hvor disse lyde vil forværre det. Det skal medtænkes i forhold til hospitaler og andre behandlingssteder til mennesker, da disse lyde vil gøre det svære at hele og restitutiere.
Følelsesmæssig regulering
Det er uhyre vigtigt, at vi lærer at mærke vores følelser og kan regulere dem, især i forhold til at ”re-boote” ens sociale engagement system (hvis det ikke helt fik den bedste start). Det er meningen, at vi skal kunne regulere stimuli relativt hurtigt, forstået som at vi skal være i stand til at ”ryste” et chok eller en forskrækkelse af os igen, så vi atter føler os trygge (indtil næste gang). Vi skal kunne veksle mellem at være ”spændt” og ”afspændt”, men mange vil opleve, at de føler sig fanget i en ond stress-spiral, hvor de ikke længere ved hvad det betyder at være afspændt.
Menneskelig trivsel og velvære er dybt afhængig af at gen-lærer denne vekselvirkning, hvor vi relativt nemt kan bevæge os ind og ud af de to tilstande, efter behov (og for at vores børn skal kunne lære det, kræver det, at vi selv formår det, da de spejler os).
Du kan læse mere om det sociale engagement system i Stephen Porges’ bog: The Polyvagal Theory