Hvordan håndterer jeg smerten over at mærke kærlighed til min partner, men samtidig indser at kærligheden har antaget en venskabelig form, der ikke sådan lige lader sig rokke?
Præcis den situation fandt jeg mig selv i for et pænt stykke tid siden, og jeg brugte stort set et helt år på at mosle mentalt og følelsesmæssigt med det paradoks. For at krybe til korset og melde ærligt ud til min ægtefælle, havde jeg slet ikke modet til på daværende tidspunkt.
Jeg deler meget ud af mit eget liv og mine egne erfaringer i mine rådgivningskonsultationer og i mine bøger. Ikke fordi jeg som person, og det jeg erfarer, som sådan er specielt interessant for andre, men fordi jeg igen og igen oplever, at det bryder med ”klient-rådgiver” dynamikken. Rigtig mange frygter at dele deres inderste med andre, fordi de frygter at blive dømt, og især at dele med os såkaldte ”eksperter”, fordi vi jo må have styr på det hele.
Sandheden om os ”eksperter”, der arbejder med mennesker, er dog som oftest, at vi sjældent har styr på en skid. Det er den smerte, der driver os til at forsøge at få bare en lille smule styr på det, der gør mest ondt. Og når vi nu alligevel har lagt så mange timer i forsøget på at fatte os selv og vores reaktionsmønstre, ændre her og omstrukturere der, ja så kan vi jo lige så godt dele lidt ud af rejsen, da andre måske kan have gavn af disse erfaringer.
På magisk vis opløser det altid det plagede blik hos dem, der opsøger mig, når jeg deler ud af alle de gange, jeg selv har jokket gevaldigt i spinaten. For vi er også fælles om det svære, og når den enkelte bliver påmindet det, behøver han eller hun ikke at føle sig forkert.
Jeg, og andre der arbejder med mennesker, skal dog aldrig dele ud af det personlige levede liv, så længer vi selv er i proces. For her vil vi øjeblikkeligt komme til at overføre vores egne, endnu ubearbejdede tilstande til modtageren, da det er sådan den dynamik fungerer. Derfor kan det magiske, fælles menneskelige kun få lov at opstå, når delingen omhandler processer, der er bragt i mål mentalt og følelsesmæssigt.
For mig var det at vågne op og erfare, at jeg nærede dyb kærlighed til min ægtefælle samtidig med, at jeg vidste, at vores rejse som intimpartnere var afsluttet, som at få en knytnæve lige i sylten. Derfor tog det mig også adskillige år at nå hertil, hvor jeg kan skrive om det. For hvad stiller man op med det paradoks?
Først gjorde jeg intet ud over at føle mig som en fanget fisk, der sprællende i mit eget mentale helvedes-net forsøgte at finde en løsning, der blot gjorde, at jeg rev mig mere og mere til blods på krogen for hvert spjæt.
Så lod jeg det ligge i en rum tid – lod som om jeg hverken havde hørt eller bemærket indsigten. Måske den bare forsvandt igen? Men jeg ved (desværre) for meget om den menneskelige psyke til at kunne fastholde den kurs, for alt der fortrænges, laver blot langt større ravage på et eller andet tidspunkt, og oprydningen efter sådan mayham er typisk meget mere smertefuld end blot at krybe til korset og sige sandheden.
Så til sidst for lidt over et år siden fortalte jeg min ægtefælle sandheden. At jeg elskede ham, og altid vil elske ham, men at vores rejse sammen som intimpartnere ikke længere bestod “test of time”, og at vi nu skulle finde ud af hvordan, vi fremadrettet ville indrette vores liv som familie.
Jeg har åbenbart en vidunderlig smag i mænd, for han håndterede det med så meget styrke og ynde, at det rørte mit hjerte dybt og gjorde alt min frygt og angst til skamme. Jeg var jo ikke alene i mine tanker om vores parforhold, men jeg var heller ikke alene i mine tanker om, at vi begge stadig ønskede hverdagen sammen som familie. Forældreansvaret har vi altid begge haft et stort hjerte for og det har aldrig været det, vi ønskede at adskille os fra.
Derfor valgte vi at blive boende sammen, at fastholde dagligdagen som familie, velvidende at vores forhold er gået fra at være en intimrelation til et dybt, platonisk venskab, hvor vi også fuldt ud accepterer, at vi begge på længere sigt vil skaber den intime form for kærlighed med andre.
Lidt over et år er nu gået, og vi er begge ret forbavsede over, hvor fantastisk godt det har været. Både for os begge individuelt, men også for os som familie. For mange gamle småkonflikter er blevet smeltet væk af, at vi turde italesætte sandheden, være med alle de følelser, den vækkede hos os, og samtidig stadig formå at møde hinanden kærligt og oprigtigt i det kaos.
Vi har sat hinanden fri samtidig med, at vores forbindelse og forståelse af hinanden på mange måde er blevet dybere og mere respektfuld. Det var reelt set det, jeg længtes dybt efter den morgen for år tilbage, hvor sandheden pressede sig på, men hvor jeg var i tvivl om hvorvidt, det måske var alt for meget at bede om? Kunne man det og ”måtte” man gøre tingene så anderledes?
Men som Aleks så smukt sagde, da jeg turde tage hul på bylden: ”Mette, vi har jo altid gjort tingene anderledes, så hvorfor ikke også tænke andre måder ind i håndteringen af den her situation?”
Han havde ret. Vi formåede igen at gøre det anderledes. Ikke fordi vi har et sært, rebelsk ønske om at være anderledes, men fordi de valg, der adskiller sig fra normen, ofte føles som de rigtige for os.
Jeg kommer til at skrive mere om ”det kærlige brud” og om hvordan familielivet kan bevares, selv hvis I er vokset fra hinanden som intimpartnere, hvis det føles som det rigtige for jer (er det familielivet, I har mange konflikter omkring, kan det være det helt rigtige at flytte fra hinanden, få noget luft og så arbejde herfra på det nærende, respektfulde samarbejde).
Der er aldrig kun en løsning, og formen er mindre vigtig end følelserne. Når vi håndterer følelserne og længslerne først, viser den mest hensigtsmæssige form sig ofte helt naturligt.