Det kan opstå mange misforståelser mellem forældre i forhold til håndtering af børn og det kan desværre skabe både konflikt og fremmedgørelse, der gør hverdagen svær for alle. Jeg arbejder på en artikelserie, hvor jeg vil gennemgå nogle af de mest typiske temaer, som jeg både læser om og oplever i min klinik, og håber at de kan være med til at skabe lidt mere forståelse og samhørighed i familien.
Når legen bliver for vild
Det første tema, jeg vil tage fat på, er drillerier og vilde moslelege mellem fædre og deres børn (især drengebørn).
Drillerier mellem mænd er en omgangstone, langt de fleste kvinder ikke forstår og som de fleste kvinder heller ikke bryder sig specielt meget om. Men drillerierne har et evolutionært formål. Mænd er biologisk set mere drevet til at finde deres plads i hierarkiet og ved instinktivt at succes ikke kan opnås, hvis du ikke kan håndtere kritik/modgang. Drillerier er med andre ord med til at sikre optimal udvikling og modning, hvis det vel og mærke udfolder sig med respekt for de ydre grænser (drillerier kan desværre også udmunde i mobning og decideret vold), og mænd bruger det ofte instinktivt i leg med deres børn, især deres drengebørn.
Kvinder forstår sjældent denne omgangsform, da kvindens oxyctocin (kærligheds- og omsorgshormon) stiger, når de ser andre (og især dem, de er knyttede til) være på kanten af noget, der kan blive farligt. Langt de fleste mødre vil have oplevet situationer, hvor drillerierne eller legen mellem far og søn blev så vild, at det til sidst endte i gråd, hvor mødrene ofte skælder deres partner ud, fordi han burde havde forudset, at det ville ende galt.
I disse situationer begynder manden ofte at bagatellisere det, der skete, hvilket gør kvinden endnu mere rasende, hvorefter manden trækker sig og enten tvivler på sig selv, eller dukker sig i et ”du får ret, jeg får fred” opgivende suk.
Faktum er, at begge parter har hver deres del af ”sandheden”, og at det først er når de to dele sættes sammen, at synergieffekten opstår.
Når du stoler på det, gør han det også
Kvindens fintfølende hormonsystem opfanger meget hurtigt, hvis hendes barn er presset eller truet og hele hendes system vil ønske at sætte prompte ind for at redde sit barn. Det har været og er en uvurderlig egenskab i forhold til at sikre artens overlevelse.
Men det kan også komme til at gøre, at kvinden sætter ind for hurtigt, hvor hendes system opfanger en situation som farlig, der reelt set er gavnlig for barnets udvikling, hvilket manden instinktivt er klar over, men sjældent særlig god til at italesætte.
Manden ved instinktivt, at især drenge har brug for (og efterspørger) at blive presset til kanten, også selv om at det til tider vil give en bule eller to. Denne legende omgang med aggression og testning af egne grænser i sikre omgivelser (med den lydhøre far, der instinktivt opfatter hvornår et ekstra pres gavner og hvornår afslutning af legen er nødvendig), hjælper drenge med at modnes optimalt og udvikle empati. Det er en stor læring for kvinder, hvor jo mere vi formår at slippe kontrollen i disse situationer (du kan være nødsaget til at forlade lokalet, da dit system typisk vil have svært ved ikke at gribe ind), jo mere vil det hjælpe din partner med at finde ind til hans unikke kvaliteter i relationen til jeres barn, og alle parter vinder. Det er også her, du som kvinde skal holde tand for tunge, når legen enden i tårer, fordi du stoler på, at din partner har styr på det. Når du stoler på det, gør han det også.
Det manden kan lære af kvinden er at være lydhør overfor barnets følelser, når legen ender over grænsen og tårerne kommer. Barnet både higer efter at blive ”presset” af sin far, såvel som at blive overøst med kærlighed og omsorg, når det bliver for vildt, og det er vigtigt at mænd forstår det paradoks, da det er den kobling, der sikrer, at drillerierne og den fysiske moslen ikke udvikler sig til grænseoverskridende eller krænkende handlinger.
På den måde sikrer manden også, at hans partner er tryg ved situationen, fordi hun ved, at han nok skal trøste og være følelsesmæssig lydhør, når det behov opstår. For det er reelt set det, hun frygter, det er ikke den fysiske moslen, der gør hende bange, det er de potentielt umødte følelser, der kan komme i kølvandet på den fysiske moslen, der får hendes system i alarmberedskab. Når hun er trygt forsikret om, at manden også kan påtage sig den opgave (og bede om hendes hjælp, hvis nødvendigt), slipper hendes behov for at kontrollere. Og her kan far og søn (eller datter) med moderens velsignelse bevæge sig ud på det lidt farlige vand, som de begge intuitivt drages af, men i den legende form, det netop gør det farlige trygt at udforske.
Jeg vil bare så gerne trøstes af min far
Som en dreng udtrykte det: ”nogle gange når jeg mosler med min far græder jeg meget, selvom det ikke gjorde særlig ondt. Jeg elsker den måde han holder mig på, når jeg græder, og nogle gange vil jeg bare så gerne have lidt ekstra af det.”
Og som den voksne mand, der reflekterede over relationen til sin egen far, forklarede: ”min mor skældte altid min far ud, når vores vilde lege endte med, at jeg slog mig og græd. Derfor lærte jeg hurtigt ikke at græde, selv når det gjorde virkelig ondt, for jeg vidste, at min far ville stoppe legene for at gøre min mor glad, men jeg ville ikke miste de lege med min far.”
Jo bedre vi forstår hinandens forskelligheder og kompetencer, jo bedre kan vi tillade at sættes os selv og den anden i spil, hvor misforståelser overvindes og alle trives. Og ikke mindst vores børn.