Skal – skal ikke?

I det efterfølgende giver jeg dig eksempler på, hvilke former for smerte der kan opstå i dig og i dine relationer, fordi ingen af os endnu til fulde har lært at tage hånd om vores egne følelser og derfor i mange situationer ikke er i stand til hverken at hjælpe os selv eller vores børn. Når vi først forstår den dynamik, giver vi vores hjerne og nervesystem nye handlemuligheder, så vi bliver i stand til at begynde at ændre de gamle adfærdsformer, der er gået i arv i årtusinder. Det er derfor, jeg har den holdning, at forældreskabet er en stor katalysator for positiv forandring – en forandring, der omfatter meget mere end blot dig og dit barn. Jeg vil gå så langt som til at påstå, at forældreskabet er en af de vigtigste katalysatorer for positiv forandring for hele menneskeheden. Den påstand uddyber jeg meget mere i de følgende eksempler, hvor jeg dog starter med at modsige mig selv. For selvom jeg mener, at forældreskabet indeholder potentialet til at være en af vor tids vigtigste katalysatorer for positiv forandring, betyder det ikke, at alle skal bringe børn til verden.

Skal – skal ikke?

”Min mor ville egentlig ikke have børn, men alle omkring hende gik ligesom ned ad den vej, og de forventede, at hun ville gøre det samme. Så det gjorde hun. Det var måske nok egentlig først, da jeg så ankom, at hun virkelig opdagede, hvor lidt hun orkede det der med børn.” Nanna tog skoene af og trak benene op under sig i sofaen, inden hun fortsatte: ”Det var noget, hun bare skulle igennem, indtil vi kunne klare os selv, og hun nærede nærmest had mod min far, fordi han ikke deltog nok i opgaverne med min søster og mig – det gjorde mænd vist ikke dengang.” Nanna afbrød sig selv og hev lidt nervøst i en tråd, der havde forvildet sig løs i skjorteærmet. Hun undgik mit blik, og jeg kunne se, at hun kæmpede for at holde tårerne tilbage. ”I sommer læste jeg en artikel om en bog skrevet af en forsker eller sociolog, jeg ikke lige kan huske navnet på. Hun har talt med en masse kvinder, der alle har det tilfælles, at de har fået børn, hvor de enten ikke ønskede det eller troede, at de ønskede det, for så at opdage – da barnet ankom – at det vist ikke lige var for dem.” Hvordan var det at læse den artikel? spurgte jeg stille. ”Ambivalent, vil jeg sige. På den ene side fik jeg endelig mulighed for at komme i kontakt med alle de følelser, der er forbundet med at være uønsket. Det gik op for mig, hvor svært det har været, fordi de har rod i et traume, der ikke er kollektivt accepteret – børn er jo en gave, ikke?” Trodsen og vreden i Nannas blik viste, at det ikke er alle børn, der er en gave. Vi sad lidt stille sammen. ”Men på den anden side var det også, som om jeg forstod hende lidt bedre. Det må have været forfærdeligt at hænge på et barn, man aldrig følte sig kaldet til at få. Alt det arbejde, alt det ansvar, alle de bekymringer og den store frihedsberøvelse. Jeg ville bare ønske, at vi kunne have nået frem til et sted, hvor der var, hvis ikke kærlighed, så i det mindste våbenhvile.” Nanna holdt inde for at give plads til det hulk og de tårer, der havde presset sig på længe. Jeg fandt en æske med servietter frem og forsikrede hende med et beroligende smil om, at både tårer og hulk var mere end velkomne. Hun tog en serviet, tørrede øjnene og trak vejret dybt, inden hun fortsatte: ”Nu må jeg få sluttet fred med den konstante følelse af uønskethed, der har bidt sig fast som en igle i mit system, inden jeg træffer beslutning om, hvorvidt jeg skal have børn eller ej. Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig bringe et barn til verden, der ikke er ønsket. Jeg nægter at påføre noget menneske så stor en smerte.” Nanna og jeg arbejdede sammen på at forløse den dybtliggende smerte, for den stjal og nedtonede stort set alle glædesmomenter i hendes liv. Når følelsen af uønskethed har forvandlet sig til din legitime ret til at være her på jorden og optage plads, forklarede jeg Nanna, vil du være i stand til at mærke, om forældreskabet er noget for dig. For her vil din beslutning ikke længere være mudret af fortiden og derfor ikke være påvirket af frygt, men kunne tages ud fra, hvad du finder nærende og meningsgivende. Det er en helt anden måde at navigere i livet på.

Signe havde været næsten undskyldende i telefonen. ”Men kan jeg godt booke en konsultation, når jeg ikke har børn og faktisk er meget i tvivl om, om jeg overhovedet ønsker at være mor? Hun skyndte sig at fortsætte, som om hun var bange for, at jeg ville afvise hende og lægge på. ”Det er bare, fordi jeg læste det opslag, du havde skrevet, det der med, at fravalget af børn er mindst lige så vigtigt og rigtigt som tilvalget – at det handler om, at valget er bevidst. Det vil jeg rigtig gerne have lidt hjælp til.” Få dage efter sad Signe i stolen på mit kontor, hvor hun delte sin historie med mig. ”Jeg har aldrig været draget af moderskabet, heller ikke da jeg var barn. Når de andre piger legede med dukker og andre omsorgslege, ville jeg hellere bygge, skabe, fantasere, læse eller tale.” Hun slog blikket ned, inden hun fortsatte: ”Min mor siger, at jeg er egoistisk. Min moster siger, at jeg vil fortryde og kommer til at tage fortrydelsen med i graven. Mine veninder synes, det er synd for min kæreste, og fremmede mennesker, jeg møder til sociale events, holder ikke igen med at fortælle mig, at en kvinde først bliver en rigtig kvinde, når hun har fået et barn.” Signes stemme blev hård og skinger. ”Jeg er så pissetræt af, at alle har en mening om, hvorvidt jeg skal have børn eller ej – jeg har ikke lyst, fat det nu, det er ikke for mig!” Signe og jeg arbejdede sammen på at omdanne den vrede, der havde bygget sig op i hende, til andre former for handlemuligheder med specifikt fokus på effektiv grænsesætning og modet til at gå målrettet efter det liv, hun ønskede at skabe. Det viste sig at være et liv uden børn, for her var hun faktisk overhovedet ikke i tvivl. Hendes udfordring lå i at få omverdenen til at respektere hendes valg og holde deres meninger for sig selv, medmindre de blev spurgt.

”Kan jeg vække kærligheden til et barn, jeg ikke skulle have fået?” E-mailen fra Therese var kortfattet, og trods min besvarelse hørte jeg aldrig fra hende igen. Men svaret er ja. Du kan godt vække kærligheden til et barn, du ikke ønskede at få. Det er heldigvis muligt, men det kræver, at du som i eventyrene rejser til underverdenen for at dø, så du kan genopstå i en ny form, før du vil være i stand til at mærke kærligheden og sætte den i spil i relationen til dit barn. De dele af dig, der føler sig begrænset og frihedsberøvet af barnet, skal findes og hives op i lyset, hvor du både mærker og italesætter dem. Der vil være raseri og måske sågar had, for det er de følelser, der opstår i et menneske, der føler sig fanget og magtesløst på én og samme tid. Så længe du ikke er klar over, at de følelser er der, eller du ikke tør kalde dem ved navn og tage ansvar for dem, vil de gå ud over dit barn og hæmme kærligheden mellem jer. Når du hiver dem hjem, tillader at mærke dem og benævner dem, kan du lade raseriet skylle igennem dig, hvorefter du bliver ledt over i sorgen – sorgen over de mistede drømme, den mistede identitet og den drejning i livet, du enten ikke ønskede eller ikke havde forudset omfanget af. Her vil sorgen typisk begynde at udvide sig, så du ikke længere blot sørger over dig selv, men også over dit barn og den hårde skæbne, det er at starte livet med at være uønsket. Når du får fat her, vil skylden ramme dig som en pil, der borer sig ubarmhjertigt ind i dig i en sådan grad, at du kan tvivle på, om du overlever. Men det gør du. Når du formår at holde stand mod den brusende flod af skyld, uden hverken at fodre, dulme eller bortrationalisere den, vil den som alle andre tilstande trække sig igen. Når de sidste dønninger har sluppet dit system, vil du få de første glimt af håb, og du vil mærke en ømhed over for dit barn, som du ikke tidligere har følt. Følelsen af ømhed er kimen til kærligheden, og kærligheden er fundamentet, der gør det muligt at påtage sig det store ansvar, som forældreskabet er.

Smerten gives i arv

De tre kvinders historier peger på et område, som vi taler alt for lidt om. Det at bringe børn til verden er ikke for alle og skal ikke være for alle. Alt for mange børn kommer uønsket til verden, og alt for mange kvinder og mænd føler, at de mistede sig selv i processen. ”Men hvis alle kvinder siger nej tak til børn, uddør vi jo,” lyder protesterne. Ja, det gør vi, men det er meget usandsynligt, at det bliver udfaldet. Det er stadig flertallet af kvinder, der oplever et ønske om at bringe børn til verden, og de kvinder, der fravælger det, bidrager ikke blot med at holde befolkningsantallet nede, men også med at bruge deres livsenergi på andre områder, der kan være berigende for os alle.

På en måde er de tre kvinders historier tæt flettet sammen, for Therese, der fik et barn, hun ikke skulle have fået, kunne i teorien være Nannas mor, der kæmpede med smerten og sorgen over at føle sig fanget i et liv, hun ikke ønskede. Nannas mor kunne også have været Signe, der ikke ønskede at få børn, og som formåede at fastholde det ønske, selvom kulturen pressede hende hårdt. Det sidstnævnte ville dog så betyde, at Nanna aldrig var kommet til verden, for hvis Nannas mor havde levet i samme tid som Signe, havde hun muligvis fravalgt at få børn. Alle mennesker, der har et tema om at føle sig uønsket, vil være fanget af såvel som draget mod denne kompleksitet. For hvis den kvinde, der gav dig liv, samtidig gav dig smerten over at være uønsket, er det at fjerne smerten lig med, at du også fjerner dig selv. Det at føle sig uønsket er altså dybt forbundet med smerte, hvor det på en måde kan føles, som om det er smerten alene, der holder dig i live. Derfor er det ikke underligt, at det kan være rædselsvækkende at arbejde hen imod at slippe smerten for at byde fred og kærlighed ind i stedet. For mange opleves det som at invitere døden til middag, og med rette, for det er en dødsproces, omend kun i psykisk forstand. Dog er der, parallelt med smerten, noget utrolig smukt i, at den proces, som Therese er nødt til at gennemgå for at hente ømhed og kærlighed op fra dybet til barnet, hun ikke ønskede, er nøjagtig den samme, som Nanna er nødt til at gennemgå for at skabe kontakt til ømheden og kærligheden i sig selv. Helt konkret betyder det, at vi kommer til at give smerten i arv til vores børn, hvis vi ikke selv formår at transformere den. Nannas mor turde ikke og blev ikke støttet i at gå døden i møde, så derfor er Nanna nødt til at gøre det 30 år senere, hvor hun må overgive sig til døden for overhovedet at kunne leve og først her erfare, om hun ønsker at føre generne videre via sin egen krop. Uanset hvilken vej hun vælger, sørger Nanna for, at smerten stopper ved hende. Her er vi tilbage ved den tilsyneladende uretfærdige mavepuster, som jeg beskrev tidligere – at intet, du er blevet udsat for i barndommen, er din skyld, men at det alligevel er dit ansvar at hele fortidens sår. Mange mennesker fortæller, at de får øje på et andet perspektiv, der byder ind med både styrke og fred, når de er kommet igennem smerten og sorgen over fortiden. Det giver god mening, for hvis evolutionen udelukkende havde gjort det muligt for dig at hele fortidens sår via de mennesker, der – bevidst eller ubevidst – havde forårsaget dem, ville vi som art aldrig have overlevet. For hvad, hvis de mennesker døde, mens du stadig behøvede dem? Hvad, hvis de selv havde været udsat for noget så horribelt, at de var ude af stand til at påtage sig forældreansvaret, eller var blevet ramt af invaliderende sygdom i de år, hvor du behøvede dem mest? Evolutionen lægger aldrig alle æggene i samme kurv, da det er alt for risikabelt, hvis noget skulle gå galt. I stedet sørger den for at have en plan B i ærmet. Menneskets kapacitet til at tage sig af sine egne sår og uudviklede dele fra barndommen er evolutionens bud på en plan B, der trods det hårde og smertefulde arbejde giver dig evnen til at befri dig selv fra fortidens lænker, uanset om dine forældre formåede det eller ej. Vi skal derfor sætte ind på to vigtige områder. Det første område er at sikre optimale vilkår for børns udvikling, især i forhold til den vitale tilknytning og til opøvelse af evnen til at kunne regulere stærke følelser, chok og stress, da det alt sammen sikrer de nødvendige netværk, der fører tilbage til en tilstand af tryghed. Det andet område er at hjælpe de ældre generationer med at hele den fortid, der stadig skaber ravage i nutiden, og som besværliggør evnen til at kunne påtage sig tilknytningsansvaret. Håbet er, at de to områder med tiden indhenter hinanden, så det fremover kun er fåtallet, der har brug for plan B.

Nannas historie viser også meget præcist, hvorfor forældreskabet indeholder potentialet til at være en af vor tids vigtigste katalysatorer for positiv forandring. For forældreskabet tvinger dig til at tage stilling til områder, du aldrig før skænkede en tanke, såvel som til at tage ansvar for de aspekter af dit liv, som du enten ikke har orket at tage dig af eller ikke har haft modet til at kigge på. Forældreskabet tvinger dig til at modnes, hvilket godt kan føles som at blive ramt af en hammer, især hvis mange af dine hængepartier ikke havde fået kærlig opmærksomhed, inden børnene ankom. Det skal ikke forstås, som at du skal have styr på alt, inden du får børn. Det er umuligt, for uanset hvor godt du forbereder dig, vil forældreskabet kaste dig ud på en vildere rejse, end du nogensinde kunne have forestillet dig. Det betyder, at de uudviklede områder, som du havde i dit liv, inden du fik børn, ikke går væk, fordi børnene ankommer – de begynder typisk bare at larme mere. Et godt eksempel er parforholdsudfordringer, hvor du måske har stiftet bekendtskab med myten ”Lad os få et barn, så vi kan føle os mere forbundne”? Faktum er, at rigtig mange skilsmisser sker i barnets tidlige leveår, fordi barnet ikke får dig og din partner til at føle jer mere forbundne, for det er slet ikke barnets opgave eller ansvar. Det er rigtig vigtigt, at vi forældre tør forholde os sagligt til det umodne aspekt, der altid har en finger med i spillet, når vi får børn. Ja, der er et biologisk aspekt, hvor vi biologisk set føler os drevet mod at føre arten videre. Ja, der er et spirituelt aspekt, som er den smukke vision om at elske et andet menneske ubetinget. Men der er også et umodent aspekt, som vi ikke rigtig taler om. Men det skal vi, for det aspekt er ikke kun årsagen til, at du oplever meget kaos og smerte i dit liv, men også din største katalysator for at udvikle dig til det menneske, du gerne vil være.

Ovenstående er et uddrag fra bogen Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst