Puttetid har udviklet sig til et mareridt!
Laura havde lagt en besked på min telefonsvarer, hvor hun spurgte, hvornår jeg havde en ledig tid. Putning af hendes treårige søn var altid udfordrende, men havde udviklet sig til et rent helvede, da lillesøster Rita blev født for seks måneder siden. Laura manglede nogen at tale det igennem med og at finde en strategi for, hvordan hun og hendes mand kunne få vendt mareridtet, så det i det mindste blev tåleligt for alle.
Jeg spurgte ind til, hvordan putningen normalt foregik. ”Altså, vi havde læst det der med, hvor vigtige aftenrutiner og ritualer er,” sukkede Laura. ”Så fra Valde var meget lille, kørte vi samme rutine med at børste tænder, få nattøj på, synge godnatsang og læse en lille bog, hvorefter vi sagde godnat og måske helt naivt forventede, at han bare ville falde i søvn.” Laura holdt inde med et lille, skævt smil. ”Det kan du nok godt regne ud, ikke virkede,” fortsatte hun. ”I stedet udviklede det sig til kamp og konflikt, hvor både min mand og jeg havnede i sure miner, vrede og trusler.” Laura holdt inde for at finde en serviet til at tørre de vildfarne tårer med, hvorefter hun fortsatte: ”Det er ret forfærdeligt, men vi aner ikke, hvordan vi skal få det vendt rundt. Hver aften er det samme kaos, hvor det først starter hyggeligt og civilt, men ender med, at vi voksne efter noget tid spasser helt ud på Valde for bagefter at have det megadårligt over det …”
Laura havde det, som om de var den eneste familie i verden, hvor putning kunne gå så galt, og hvor både hun og hendes mand blev presset helt op i det røde felt af deres søn. Det kunne jeg hurtigt forsikre hende om, at de ikke var, for jeg har lyttet til så mange historier, der på en prik ligner Lauras, og der er nogle temaer, der går igen, som er gode at kende, så konflikter kan minimeres eller helt undgås. Det første problem er, at rigtig mange, der udtaler sig og skriver om det at putte børn og om børn og søvn generelt, lægger en enormt stor vægt på ritualer og strukturer. Her er det meget nemt for forældre at få den overbevisning, at hvis de blot sørger for at gøre det samme hver dag på samme tidspunkt, vil deres børn falde i søvn, som man ser det på TV. Min mand og jeg ryster altid på hovedet ad puttesituationer i amerikanske serier, hvor faren læser en bog, hvorefter han med et kys på barnets pande og et ”Good night, pumpkin” smilende forlader værelset, og barnet lægger sig til at sove. Det kan ikke udelukkes, at det fungerer sådan i nogle familier – jeg har bare ikke mødt dem endnu. Der er et gran af sandhed i, at struktur og ritualer i forbindelse med puttetid er en god ting, fordi det menneskelige nervesystem rigtig godt kan lide genkendelighed. Du skal bruge meget mere energi på at finde vej i et område, du ikke har været i før, end at køre hen til din arbejdsplads, hvor du har arbejdet i mange år. Vaner og rutiner udvikles altså helt naturligt via gentagelser, fordi det er energibesparende for det menneskelige system. Derfor vil du naturligt udvikle putterutiner, fordi der er visse ting, der skal gøres før sengetid, som at få nattøj på og få børstet tænder. Det første, jeg siger til forældre, der kæmper med puttesituationerne, er at slippe fokus på strukturen og ritualerne. For de er intet i sig selv, hvis hovedingrediensen, der gør børn trygge, ikke er der. Hvis du ikke allerede har regnet ud, hvad hovedingrediensen er, kan jeg afsløre det for dig – det er dig og dit sociale engagementssystem – altså varmen fra din krop, din duft, dine smilende øjne, din beroligende stemme og dine vise ord. Det kommer jeg tilbage til, men først skal vi omkring et andet problem, som er overbevisningen om, at det er nødvendigt at søvntræne børn.
”På et tidspunkt blev vi anbefalet ”Godnat og sov godt”-tilgangen, og selvom vi ikke lige umiddelbart brød os om den, var vi så desperate, at vi forsøgte den i en uge,” mindedes Laura og slog blikket ned. ”Det skulle vi aldrig have gjort, for det gjorde det hele meget værre. Valde begyndte nu at skrige, bare han så nattøjet … Tror du, vi er kommet til at skade ham for livet, fordi vi lod ham ligge der alene og være ked af det?” Det spørgsmål har jeg fået flere gange, end jeg kan tælle, og jeg må ærligt indrømme, at jeg hver gang i mit stille sind bander ”Godnat og sov godt”-bogen hen, hvor peberet gror. Den har forårsaget så stor skade på både børn og forældre, fordi den i et tilsyneladende tilforladeligt sprogbrug lover guld og grønne skove uden overhovedet at nævne de alvorlige bivirkninger, tilgangen medfører. Søvntræning er adfærdsmanipulation, hvor du tvinger barnet til at acceptere at blive ladt alene og falde i søvn selv. Er du hardcore nok, lykkes det også, hvilket er derfor, bogen stadig anbefales, for det ser ud, som om du får gode resultater hurtigt. Det kan f.eks. se sådan her ud: Dit barn vil ikke sove uden dig, men du har ikke lyst til at være der, så du fjerner dig selv fra rummet og efterlader barnet alene, uanset hvor meget han græder. Ideelt set, ifølge bogen, skal du sætte ind, inden barnet selv kan komme ud af sengen, for ellers løber han bare efter dig. Vælger du denne tilgang, vil du typisk opleve, at dit barn græder og kalder på dig, når du er gået ud, og at dette gentages over nogle dage eller uger, hvorefter dit barn holder op med at kalde på dig. Der er også en anden ”mildere” version, hvor du giver barnet et lille dryp af dig selv hist og pist: Du går ind med intervaller, når barnet græder allermest, for bestemt at sige ”Godnat, du skal sove nu”, hvorefter du går ud igen. Bogen anbefaler, at du undgår at skabe øjenkontakt med dit barn, og at du holder din ansigtsmimik så neutral som muligt for at udsende et bestemt signal til barnet om, at det nu er tid til at sove. Problemet er bare, at det, der skræmmer børn allermest, og især når de er pressede og stressede, er at blive forladt og at føle sig afskåret fra at kunne regulere deres indre sensationer via deres primære omsorgspersoners ansigtsudtryk, kropskontakt og milde stemmeføring. Børn er ikke i stand til at regulere svære følelser alene. De begynder først så nogenlunde at kunne håndtere modsatrettede følelser, når de er omkring fem til syv år gamle, men selv i syvårsalderen har de ofte brug for deres forældres trygge favn, ord og blikke for at kunne komme tilbage til en tilstand af tryghed. Dit barn kalder ikke på dig eller løber efter dig, når du forlader soveværelset, fordi han er besværlig eller uartig. Han gør det i forsøget på at blive tryg, og fordi han har brug for dig.
Det var det, jeg fortalte Laura – at deres puttemareridt primært skyldtes, at Valde var utryg og havde brug for at blive gjort tryg, inden han var i stand til at sove. Det sidste vidste Laura faktisk godt, hvordan hun kunne hjælpe ham med. ”Lige siden vi fik Rita, har vi været meget firkantede over for Valde med hensyn til at sove sammen med os, som faktisk er, hvor han allerhelst vil sove. Men det går jo ikke. Han er jo tre år nu, og alle vores venner siger, at vi er nødt til at få ham ud af ægtesengen – ellers bliver han aldrig selvstændig. Men hvordan ser du på det?” I er langtfra de eneste, der er blevet introduceret for den myte, beroligede jeg hende, og det er lidt af et mysterium, at den stadig har så meget magt. Dit barn bliver ikke uselvstændigt af, at I sover sammen – tværtimod. Selvstændighed opstår og er afhængig af modenhed, og modenhed udfolder sig, når barnets legitime behov bliver mødt. Et af de mest legitime behov, som barnet har, er at blive hjulpet tilbage til en tilstand af tryghed, når det er utrygt, bange eller ked af det. At forlade et stresset barn omkring puttetid gør det modsatte af at skabe tryghed, og det er derfor, kaos og konflikt opstår. At forlade et barn eller at true barnet med at blive forladt vækker barnets kamp & flugt, som i værste fald ender med at tvinge barnet til nedlukning, hvis barnet ikke høres eller mødes i sin kommunikation om, hvor stressende og overvældende situationen er. Det var heldigvis ikke sket for Valde, for Laura og hendes mand stoppede med at forsøge at søvntræne, fordi det føltes forkert at lade ham ligge og græde og kalde, og derfor blev stresspåvirkningen ikke så stor, at Valde blev tvunget ud i nedlukning. Men der var stadig masser af kamp og konflikt, hvilket viste, at Valde på ingen måde var tryg i puttesituationen – oplevelsen af at være blevet forladt sad stadig dybt i ham. Det fornemmede Laura instinktivt, og det var præcis det, hun frygtede, havde forårsaget et varigt mén. Hun vidste bare ikke, hvordan hun bedst håndterede det.
Min anbefaling til Laura og hendes mand var at fjerne alle former for pres, krav og formaninger fra Valdes puttesituation. I stedet rådede jeg dem til at forsikre Valde om, at mor eller far (eller begge hvis muligt, afhængigt af lillesøsters søvnrytme) ville være der sammen med ham, indtil han sov. Og så gjaldt det blot om at holde deres ord, hvor puttetiden kunne bruges på at læse bog, tale om dagen, ligge og putte eller håndtere en konflikt, afhængigt af hvad Valde havde brug for. Børn, der har været udsat for søvntræning, kan have meget vrede mod deres forældre, der har rod i angsten over at blive forladt, og når forældre begynder at genoprette tilliden og trygheden i relationen, kan denne vrede godt blusse op. Det er en god ting, forsikrede jeg Laura, dog ikke nødvendigvis let. Hvis I oplever det, fortsatte jeg, er det vigtigt, at I formår at rumme raseriet, hvor jeres vigtigste opgave er at sikre, at ingen kommer til skade, mens det står på. Raseriet vil trække sig igen, og her vil Valde få fat i sorgen og søge jeres favn. På denne måde sikrer I ikke blot, at Valde får tillid til jer igen. I hjælper ham også tilbage til tilstanden af tryghed, hvilket er det, der sikrer, at oplevelsen af at blive forladt ikke sætter sig som et varigt mén.
Det er ofte de tidspunkter med vores børn, som vi mindst orker, der er de vigtigste, som f.eks. puttetid. For mange forældre er det måske ligefrem det eneste tidspunkt i hverdagene, hvor der er tid til at have fokuseret én-til-én-tid med deres barn, da både morgener og eftermiddage kan være pressede i forhold til at komme ud ad døren og komme hjem igen og lave aftensmad. Puttetiden er derfor et godt tidspunkt til at sætte dig selv og dit sociale engagementssystem i spil, så dine børn får mulighed for at fortælle om deres sorger og triumfer og være tæt på dig og føle sig trygge. Derfor anbefaler jeg, at du bliver sammen med dit barn, indtil han eller hun sover, og at gøre dette, indtil barnet er okay med at falde i søvn selv. Dit barns adfærd vil fortælle dig, når han eller hun er klar til det. Hvis du vælger at lade dit barn sove på eget værelse, så gør det trygt for ham eller hende at komme ind til dig, hvis der opstår et behov for det. Selvom det kan være irriterende at få sin nattesøvn afbrudt, kan du være sikker på, at dit barn kun kommer ind af én årsag: fordi han eller hun søger at blive tryg.
FB Live foredrag om børn og søvn
Onsdag den 26. juni afholder jeg et 1½ times langt online foredrag om børn og søvn, hvor du kan være med live og stille spørgsmål, eller blot se optagelsen, som alle tilmeldte modtager.
Du kan læse mere og tilmelde dig her
(Ovenstående er tekst et uddrag fra min kommende bog Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst. Du kan læse mere om bogen og forudbestille dit eksemplar her)