Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
- At kunne behovsudskyde (f.eks. undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn)
- At kunne sætte sig i den andens sted (theory of mind)
- At kunne regulere sine egne følelsestilstande (følelsesmæssig modenhed)
- At barnets primære tilknytning er til modne voksne.
Når dit barn har en legekammerat med hjemme fra børnehaven, hvor begge børn er fem år eller yngre, vil ingen af de to børn evne de tre første punkter særlig godt. For deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner. Alle tre punkter afhænger af modenhed, og modenhed udvikles over mange (mange!) år via barnets interaktioner med miljøet, altså via interaktioner med andre mennesker. Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Ingen af dem er særlig gode til at behovsudskyde, så de vil komme op at toppes om, hvem der skal have hvilket legetøj. De er bedre til at behovsudskyde end en toårig, men det er stadig svært for dem, blandt andet fordi deres præfrontale cortex ikke er helt tændt endnu. Det sker typisk, når barnet er mellem fem og syv år gammelt, og du vil vide, at denne udvikling har fundet sted, når du overhører dit barn sige: ”Jeg er skidesur over, at du tog min yndlingsbil, men du må gerne lege med den i dag. Så tager jeg en af de andre.” I blot én sætning viser dit barn, at hun både er i stand til at behovsudskyde, og at hun formår at regulere sine egne modsatrettede følelser. En konflikt mellem to mennesker om en genstand, de begge ønsker sig, vil få svære følelser til at blusse op – se bare på skilsmissepar, der er i gang med bodeling! Det samme sker for børn, hvor det er modenheden, der er den vigtigste spiller for, om de formår at rumme de svære følelser uden at ryge ud i konflikt, få heftige tårer eller komme i decideret slagsmål. Når evnen til at behovsudskyde opstår og kobles med evnen til at håndtere svære, modsatrettede følelser, vil der samtidig være en forståelse for andre menneskers behov – det at kunne sætte sig i den andens sted – hvilket hænger sammen med udviklingen af empati.
De tre første punkter er dog alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig, især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner. Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet. Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, f.eks. en skærm. Menneskelig tilknytning kan deles ind i primær og sekundær tilknytning, hvor den primære tilknytning vil ske til det eller dem, der gav dig den største følelse af tilhørsforhold og tryghed i barndommen og i teenageårene. Var det dine forældre, er du knyttet til forældrene, var det virtuelle spil med virtuelle mennesker, er du knyttet til den virtuelle verden, var det terroristgruppen, der tog dig ind, da din familie blev dræbt i et bombeangreb, er du knyttet til terroristgruppen, var det gadebanden, der beskyttede dig i et hårdt miljø, er du knyttet til gadebanden og så videre. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den. Den største forskel på den primære og den sekundære tilknytning er graden af loyalitet, forstået som at de mennesker, den ting, den sag, den gruppe, den gud eller den ideologi, som du primært er knyttet til, samtidig er den, du er mest loyal over for og villig til at gå igennem ild og vand for. Det er rigtig godt, hvis din primære tilknytning er til kærlige, modne mennesker, men knap så godt, hvis tilknytningen f.eks. er til en gadebande, hvor din loyalitet både kan sende dig i fængsel og koste dig livet. Tilknytning er den stærkeste drivkraft i mennesket, og den kan både udvikle og destruere, afhængigt af hvordan den er blevet mødt, bevidstgjort og forankret i barndommen og i teenageårene. Det betyder samtidig, at hvis den primære tilknytning flytter sig fra forældrene over til f.eks. barnets jævnaldrende, flytter loyaliteten med, så det ikke længere er hos forældrene, barnet søger validering og råd, men hos vennerne. Vennernes indflydelse kommer til at overtrumfe forældrenes, hvilket er problematisk på så mange måder. Blot tanken om, at ens teenager kun søger råd og validering fra jævnaldrende på det tidspunkt, hvor hormonerne raser, og impulsive handlinger er hverdagskost, bør få det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på enhver forælder.
Lad os sætte denne viden i spil nede i den børnehave, som Tove blev anbefalet at starte Sigrid op i, hvor der er ca. 20-30 børn samlet på ét sted i alderen tre til seks år, med ca. to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem. Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt. Men det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles og modnes. Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre, for fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed. Et menneske, stort som lille, kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Føler barnet sig ikke trygt, kan fri leg ikke opstå. Tryghed kræver aktivering af det sociale engagementssystem, hvor barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige stemme samt konsekvente, men respektfulde, indgriben, når tingene løber løbsk. Er der ikke nok voksne til at varetage den store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: at sikre sin overlevelse. Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld. Uanset om barnet tilhører den ene eller den anden gruppe, har vi tendens til at placere fejlen i det enkelte barn og mene, at barnet enten mangler noget eller har for meget af noget andet.
Det, der yderligere sker, når børn udviser vanskelig adfærd, er, at forældrene bliver anbefalet at sætte flere grænser, men sjældent får viden om barnets behov for følelsesmæssig regulering for at komme tilbage til en tilstand af tryghed. I praksis betyder det, at grænserne bliver skåret hårdt op, fordi forældrene er desperate og bekymrede for deres barns fremtid, for hvad nu, hvis han eller hun aldrig lærer at begå sig? Bekymringen sætter sig som rynkede bryn, hårde eller opgivende stemmer, trusler, formaninger og afvisende kropssprog, der alt sammen signalerer utryghed og tilknytningsbrist over for barnet. Står det på længe uden at blive vendt rundt til sårbarhed og tryghed, tvinges barnet til at hægte sin primære tilknytning op på noget andet, som ofte bliver vennerne, fordi det alligevel er dem, hun tilbringer flest timer sammen med. De to faktorer – konflikt, fremmedgørelse og mangel på tilknytning mellem barn og primære omsorgspersoner, kombineret med at størstedelen af de vågne timer tilbringes med jævnaldrende – er hovedårsagerne til, at den vitale tilknytning glider ud som sand mellem hænderne på både forældre, pædagoger og lærere. Som Gordon Neufeld udtrykte det, da han i Danmark afholdte workshoppen The Vital Connection: ”Har du ikke barnet, forstået som at du ikke har sikret tilknytningen til barnet, har du ikke barnets loyalitet. Og så bliver alt svært.”
Ovenstående er et uddrag fra bogen Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst, der udkommer i starten af 2019. Du kan allerede nu forudbestille bogen, hvor du også får to af mine online foredrag med i handlen. Du kan læse mere og bestille her