De svære grænser
Der er ikke nogen tvivl om, at børn har brug for grænser, men det er samtidig et meget mudret område, fordi grænsesætning hos dig ikke nødvendigvis betyder det samme som grænsesætning hos din partner. Derudover er der stor forskel på konstruktiv grænsesætning og magtmisbrug, men de to er op igennem historien blevet tolket som et og det samme, hvilket har været direkte traumatiserende for mange børn og er hovedårsagen til, at mange forældre i dag har det svært med grænser. For mange oplevede dem som en form for socialt anerkendt disciplinering, der reelt set ikke var andet end krænkende adfærd. Den tredje ting, der gør grænsesætning svær, er, at vi forbinder den med magtesløshed, fordi det ofte er, når vi er i konflikt med vores børn, at grænserne bliver trukket hårdt op. Vi har med andre ord et problematisk forhold til grænsesætning, hvilket er meget forståeligt. Det bliver bestemt heller ikke bedre af, at mange eksperter på børneområdet har en tendens til at skælde forældre ud over deres manglende evne til at sætte grænser, hvor grænser ofte fremhæves som den eneste løsning til at få børn til at opføre sig ordentligt. Alt, der lyder for godt til at være sandt, er det typisk, og det gælder også, når grænser hives op af hatten som det ultimative vidundermiddel, der gnidningsløst fjerner alle former for vanskelig adfærd.
Grænser er vigtige, men der er flere ting, vi skal forstå omkring grænsesætning for at sikre, at de ikke gør større skade end gavn. Jeg vil gennemgå de vigtigste:
- Grænser er kontekstafhængige.
- Grænser kan aldrig stå alene.
- Grænsesætning handler om noget andet, end vi tror.
Grænser er kontekstafhængige
Du er nødt til at forsøge at gennemskue den bagvedliggende årsag til dit barns adfærd, inden du tyr til grænsekortet. Hvis dit barns raserianfald skyldes en traumatisk eller chokerende hændelse, vil en grænse ikke blot gøre det hele værre, men vil også forhindre dit barn i at få reguleret nervesystemet og forløse den kropslige spænding, der kom i kølvandet på hændelsen, som beskrevet i afsnittet om reguleringscyklussen. Eller hvis dit barns adfærd f.eks. skyldes, at han eller hun ikke har fået dækket alle sine legitime behov (som f.eks. nok tid sammen med dig, hvilket er en af de største udfordringer i vores samfund), vil en kontant grænse over for vanskelig adfærd påvirke jeres relation negativt, fordi barnet vil opleve at blive misforstået og svigtet. Ved de kære drenge kan forkert grænsesætning påvirke deres modning negativt, når vi misforstår, hvordan mange drenge bearbejder følelser. Vi kan tro, at deres udadreagerende og meget kropslige forsøg på at regulere følelser skyldes uartighed, mens det rent faktisk handler om, at de er pressede og ikke har anden mulighed lige der. Grænsesætning er altså altid kontekstafhængig, og der er mange andre faktorer, vi skal medtænke, når vi prøver at finde den bedste strategi i den givne situation.
Men det vigtigste for dig at vide er, at du kun kan slippe afsted med grænsesætning over for børn, du har sikret tilknytning til, fordi det er den eneste måde, hvorpå du sikrer trygheden. Hvis du sætter markante grænser over for et barn, uden at der er etableret tryghed mellem jer, vil du hverken sikre læring eller adfærdsændring – du vil udelukkende få aktiveret kamp & flugt eller nedlukning i hende, da hun er nødt til at ty til sine overlevelsesinstinkter.
Grænser kan aldrig stå alene
Du kan være nødt til at sætte en hård grænse over for dit barn, som vil skabe både konflikt og ubehag mellem jer. Det kan være alt lige fra at fjerne rullen med chokoladekiks fra din treårige til at låse din otteåriges iPad inde for at minimere skærmtid – eller måske du er nødt til at forbyde din teenager at overnatte hos klassekammeraten, fordi du har opdaget, at overnatningen dækker over en fest, hvor der måske både vil være alkohol og stoffer. Som forælder er du nødt til at trække voksenkortet til tider, men det kan aldrig stå alene, forstået på den måde, at relationen mellem jer kun kan overleve de hårdt optrukne grænser, når forholdet grundlæggende er baseret på tillid og respekt. Hvis dine børn kun mærker dig i deres liv igennem dine nej’er og dine begrænsninger af deres frihed, vil det skade den følelsesmæssige forbindelse mellem jer.
Grænsesætning handler om noget andet, end vi tror
Grænsesætning over for vores børn handler ikke om magt, forstået på den måde, at intentionen fra vores side ikke bør handle om at sætte vores magt igennem. Dine børn vil opfatte det som røv-uretfærdigt, når du sætter grænser for deres frihed, og det er, som det skal være, men den måde, hvorpå du sikrer, at det ikke bliver et magtovergreb, er ved at sætte dine grænser med omtanke og vide, hvorfor du sætter dem. Grænsesætning handler om den langsigtede modning hos dit barn – om evnen til at håndtere modsatrettede følelser og især det at kunne behovsudskyde. Større børn og unge, der ikke er i stand til at udskyde deres umiddelbare behov, har det rigtig svært. For det gør det svært at gennemføre en uddannelse, at knytte venskaber, at fastholde en intimrelation eller at starte et projekt op, der måske først blomstrer mange år senere. Umodenhed hos mange drenge handler præcis om denne manglende evne til at udskyde det umiddelbare behov for nydelse eller spænding til fordel for de langsigtede mål, der både indeholder kedelige gentagelser, hårdt arbejde, fejltagelser og de svære følelser, der følger i kølvandet på fejltagelser. De grænser, du som forælder sætter, er med til at lære dine børn at håndtere følelsesmæssig ambivalens og at behovsudskyde i et sådant omfang, at realiseringen af langsigtede mål er mulig. Det er derfor, konstruktiv grænsesætning over for børn er så vigtigt, og det er især over for faktorer, der hijacker børns opmærksomhed og trivsel på den ikkenærende måde, at du er tvunget til at stå skarpt, som f.eks. skærmtid, videospil, junkfood, sociale medier, stoffer og alkohol. Det handler som sådan ikke om grænsen i sig selv. Det handler om, at dit barn tilpas mange gange oplever det indre ubehag, som frihedsbegrænsninger medfører, uden at blive skældt ud eller udskammet i processen, men samtidig også uden at du forsøger at fikse eller fjerne dit barns ubehag. Her lærer barnet med tiden at rumme de svære følelser, der unægtelig vil dukke op i livets svære stunder, og den energetiske indre spænding kan bruges som drivkraft til at håndtere udfordringerne kreativt, mens destruktion af sig selv eller andre forebygges.
Det er med andre ord ikke nemt at sætte grænser, og den sorg og smerte, jeg ser gå igen i skilsmissefamilier (men også i familier, hvor forældrene stadig er sammen), er fortvivlelsen over at være uenige om, hvordan vanskelig adfærd hos børn skal håndteres – især på områder, der vedrører børnenes følelsesliv. Det mest typiske scenarie er, at kvinden føler, at manden er for kontant og for hård over for deres barn, altså at han ikke udviser nok forståelse for barnets følelsesmæssige behov. Manden, derimod, har det lige omvendt: Han ser det, som at mange af de udfordringer, deres barn har, bunder i, at kvinden ikke er tydelig nok og ikke sætter nok grænser. Mange peger på skadelige kulturelle kønsstereotyper for at forklare disse uenigheder, hvilket uden tvivl har en finger med i spillet. Dog byder den biologiske kønsforskning ind med et andet bud, nemlig at adfærden hos kønnene i høj grad er drevet af deres respektive neurologi og hormonsystem. De fleste kvinder bliver i længere tid i en følelsestilstand end de fleste mænd – mandens hjerne guider ham i stedet hurtigt videre over i handling. Kvinden holder også øjenkontakt i længere tid, end hendes mandlige partner gør, og er generelt set mere præcis i den følelsesmæssige aflæsning af andre. Han, derimod, drages i højere grad af at vende blikket ud mod verden og mod den aktivitet, han udfører, og bruger generelt set mindre tid på den følelsesmæssige aflæsning af menneskene omkring ham, end hans kvindelige partner gør. Det betyder, at kvinder generelt set er meget skarpe til at aflæse deres børns følelser og på sin vis mærker disse følelser, som var det deres egne. Deres spejlneuroner og hormoner sørger simpelthen for at holde dem i følelsestilstanden i længere tid end manden.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor flertallet af kvinder og mænd håndterer følelser så forskelligt, men en mulig hypotese er, at kønnene over tid har tilpasset sig miljøet i forsøget på at skabe de bedst mulige overlevelsesstrategier. Selvom vi ikke længere lever i et jæger-samler-samfund, hvor de fysisk stærkeste drog ud på jagt, og dem, som de små børn ikke kunne overleve uden, blev tilbage i lejren, er det en livsform, der tilsyneladende har præget størstedelen af den menneskelige eksistens. Denne tidsalder formodes derfor også at være den, der har præget menneskets biologi mest. Et menneske på jagt skal være dygtigt til at ramme dyr i bevægelse, samtidig med at personen skal kunne spotte farlige rovdyr, og har derfor mere brug for at rette blikket ud mod verden og mod objekter end mod andre menneskers følelsestilstande. Men et menneske, der skal sikre et spædbarns overlevelse og samtidig beskytte sig selv og sit afkom mod rovdyr, er dybt afhængigt af andres hjælp, fordi varetagelsen af barnet gør det sværere at løbe væk og forsvare sig selv uden at kompromittere barnets overlevelse. Den bedste måde at sikre hjælp fra andre på er ved at være i stand til at aflæse andres følelsesmæssige behov, både for at sikre sin egen sikkerhed og for at kunne skabe nærende relationer.
Denne hypotese byder også ind med interessante vinkler til kønsdebatten, fordi den åbner op for, at kønslig adfærd i høj grad er påvirket af miljøet og tilpasser sig det miljø, som kønnene befinder sig i og udsættes for over (lang) tid. Vi ved f.eks. også, at mænd, der er knyttede til deres børn, har markante ændringer i deres hormonsystem: Deres produktion af prolaktin (det hormon, der blandt andet gør kvinder i stand til at danne mælk til deres afkom) går op, og deres testosteronniveau går ned, hvilket direkte påvirker deres adfærd. Mænd, der er knyttede til deres børn, bliver meget beskyttende over for deres familie, prioriterer at bruge deres tid og ressourcer på at sikre familiens overlevelse og vil hurtigt være i stand til at opfange og lokalisere barnegråd – i modsætning til mænd, der ikke har børn. En kvindes krop og hjerne undergår også store neurologiske og hormonelle forandringer i forbindelse med moderskabet. Elseline Hoekzema, forsker på Leiden Universitet i Holland, siger direkte, at hun aldrig før har set så tydelige forskelle på hjernescanninger, som da hun og hendes team undersøgte kvindehjerner. Via scanningerne alene kunne de nemt udpege, hvilke kvinder der havde fået børn, og hvilke der ikke havde. Kvindens krop og hjerne undergår store hormonelle forandringer tidligere end mandens, da de igangsættes af graviditet, fødsel og amning, mens mandens forandring synes at være mere afhængig af hans kontinuerlige interaktion med barnet. Mor kan altså have et lille tilknytningsforspring, da hun og barnet er ét i mange måneder og sammen gennemgår den store fysiske transformation, som fødslen er. Men det betyder på ingen måde, at far er hægtet af – mere at tilknytningen skabes via hans kontinuerlige involvering i barnets liv.
Ovenstående er et uddrag fra min kommende bog, der udkommer til april 2019. Du kan læse mere om bogen og forudbestille den her