Sindet kan spille dig et puds og få dig til at tro, at du i stor udstrækning er mester i eget hus, men faktum er, at størstedelen af din adfærd ikke har noget med din frie vilje at gøre, men i høj grad er drevet af din fortid, dine gener, dine hormoner, dit ydre miljø såvel som de kosmiske lag, vi kalder alt lige fra evolution til Gud. Den måde, hvorpå du øger mesterskabet over dit eget liv og din egen adfærd, er ved at forholde dig nysgerrigt og undersøgende til dit eget væsen og din egen natur. Det gør du ved at reflektere over dine værdier og overbevisninger og turde gå planken ud, når du føler dig kaldet til at skifte ståsted, fordi du har fået nye indsigter. Du kan også med fordel læse op på den biologiske kønsforskning, da den kan være en uudnyttet guldgrube af indsigt, der kan bidrage med både fred og indre styrke. Et godt eksempel på dette, som jeg ofte bruger i mine konsultationer med kvinder, er forståelsen af, hvordan det kvindelige hormonsystem fungerer under pres. Jeg har ikke tal på de kvinder, der opløst i tårer er overbevist om, at deres selvværd er helt i kulkælderen, fordi de føler, at de ikke er i stand til at sige fra og sætte klare grænser. Der kan være mange årsager til, at grænsesætning er svært, men noget af forklaringen handler mere om dine to X-kromosomer og den måde, som de har formet dit hormonsystem på, end det handler om et medtaget selvværd. For når en kvinde er presset, udløses der sammen med stresshormonerne også oxytocin, mens der hos mænd udløses testosteron. Oxytocin, der blandt andet er kendt som tilknytningshormonet, beder dig meget indtrængende om at mægle og drage omsorg i en potentiel konflikt for at forebygge, at konflikten eskalerer yderligere. Kritikere af den biologiske kønsforskning er bekymrede for, at vi her reducerer kvinden til hendes hormoner og presser hende ind i begrænsende stereotyper, som i dette eksempel f.eks. kunne være påstanden om, at kvinder ikke er i stand til at sætte grænser eller at stå fast i en konflikt. Men den øgede mængde oxytocin fastlåser ikke kvinden i en bestemt adfærdsform – den betyder bare, at hun skal øve sig i den lidt mere kontante form for grænsesætning, da den typisk ikke vil være hendes førstevalg. Oxytocin og kønshormonet østrogen formidler budskabet om ”Tend and befriend” – altså at tage sig af og sikre tilknytningen mellem parterne i en konflikt, mens testosteron formidler budskabet om at afgrænse og forsvare sig. Både kvinder og mænd har alle hormonerne, men kvinder har mere oxytocin og østrogen, og mænd har mere testosteron. Husk på, at det vigtigste for mennesket er at have handlemuligheder i pressede situationer, da det sikrer vejen tilbage til tryghed. Hvis du tror, at dit selvværd ligger i ruiner grundet fortidens traumer, er du paralyseret i sorg og selvanklage. Men hvis du ved, at dit ubehag mod at skære kort og kontant igennem i konflikter i høj grad handler om, hvordan dit system fungerer (hormonerne, der insisterer på at gøre en potentiel fjende til en ven for at sikre din overlevelse), så har du pludselig masser af handlemuligheder. For afhængigt af hvad den pågældende situation kræver af dig, kan du forsikre dit system om, at du ikke er ved at dø, og her trodse dit kropslige ubehag og sætte dig skarpt igennem. Der er tidspunkter, hvor fjender skal gøres til venner, og der er tidspunkter, hvor modparten er så fanget i sit eget lort, at en markant grænse er det eneste rigtige. Når både mænd og kvinder formår at mestre begge adfærdsformer, vil vi vågne op til en langt fredeligere verden.
Et andet bidrag, som den biologiske kønsforskning byder ind med, er forskellen på, hvordan mænd og kvinder lagrer følelsesmæssige oplevelser – en forskel, der kan være en af årsagerne til mange skilsmisser. Kvinders spejlneuroner er aktive i længere tid end mænds, hvorfor mandens hjerne hurtigere guider ham fra en følelse over til handling, mens kvinden bliver i følelsen meget længere. Derfor brænder den følelsesmæssige situation sig også meget mere ind i kvindens hukommelse end i mandens. Lad mig give dig et eksempel på det fra mit eget parforhold:
Da vores søn var knap et par år gammel, havnede min mand og jeg ofte i opslidende skænderier, der altid handlede om, hvem der lavede mest, og hvem der var mest på med vores søn. De skænderier er meget typiske i småbørnsfamilier, fordi begge forældre er pressede og i underskud af tid til at tage sig af sine egne behov, og konflikterne er svære at få vendt rundt til tryghed og samhørighed. En dag, hvor jeg stod og lavede mad, og min mand havde været meget på med vores søn, havnede vi i den samme gamle rille, og min mand fik i kampens hede sagt: ”Sig mig, hvad bidrager du egentlig med til vores families fællesskab?” Det var på et tidspunkt, hvor jeg var ved at segne omkuld efter nærmest ikke at have sovet i to år, samtidig med at jeg i hele perioden havde været den primære udøver af alt det huslige, inklusive at gå hjemme med vores søn i halvandet år. Det var altså det værste, han kunne finde på at sige, og jeg blev dybt ulykkelig og edderspændt rasende på én og samme tid, men var samtidig så udmattet, at min hjerne slog klik. Det eneste, jeg kunne gøre, var at forlade lokalet i en sky af eder og forbandelser. Den situation var der ingen af os, der formåede at få vendt rundt til nogen form for samhørighed, og der gik en rum tid, inden vi fik den talt igennem. Det viste sig, at vi brugte tiden, fra konflikten startede, til vi fik den talt igennem, meget forskelligt! Hver gang jeg tænkte på episoden, spruttede hele mit indre som et andet vulkanudbrud, og jeg fik flere gange tænkt mig ud i skilsmissescenarier, hvorefter jeg græd mig selv i søvn over, hvor forfærdeligt det ville være for vores søn, for så igen at ryge over i vulkanudbruddet over den uretfærdighed, min mand havde udsat mig for, for igen at fare over i fortvivlelsen over at miste min familie, og sådan kørte det ellers derudad. Den bølgegang stod på i en uges tid, og til sidst var jeg helt skeløjet af ren og skær udmattelse, fordi de følelsesmæssige rutsjeture stjal den smule nattesøvn, der var tilbage, når vores søn endelig sov. Til sidst kapitulerede jeg og sagde til min mand, at vi var nødt til at have en alvorlig snak om det, der var sket, hvilket var helt fint med ham. Jeg lagde ud og kom hele virvaret igennem, lige fra skilsmissetanker til retfærdighed, til respekt og til mit behov for at få noget tid til mig selv. Han gjorde sit bedste for at følge med, men da jeg nævnte det, han havde sagt til mig, og hvor forfærdeligt det havde været for mig, fik han et ret blankt udtryk i ansigtet, og det viste sig, at han ikke kunne huske noget som helst af, hvad han havde sagt! Han kunne kun huske, at vi havde haft et skænderi, fordi vi begge var trætte. I den uge, hvor jeg nærmest havde brugt hver eneste ledige stund på at genafspille situationen og ryge ud i de dertilhørende følelsesmæssige rutsjeture, havde han stort set ikke skænket den en tanke. Den dag i dag, fem år efter, kan jeg stadig genkalde mig hans ansigtsudtryk, da han anklagede mig for ikke at bidrage. Jeg kan stadig huske, hvor vi befandt os i huset, hvilket tidspunkt på dagen det var, at der var solskin, og sågar hvad vi skulle have til aftensmad! Han, derimod, kan stadig ikke huske, hvad han sagde eller hvorfor.
Eksemplet kan fortolkes på mange måder, hvor min mand hurtigt kan blive skurken. Men i relationelle konflikter er der sjældent nogen egentlig skurk. I stedet er der pressede overlevelsesinstinkter, der gør, at vi kommer til at sige og gøre ting, som vi fortryder. I dette eksempel var det min mand, der i en presset situation fik udtrykt sig uheldigt, men jeg kunne skrive en hel bog fyldt med uheldige ting, jeg har fået sagt til ham. Det er altid vigtigt at huske på, når bølgerne går højt, for her gælder helt samme regler om kvinders aktive spejlneuroner og store følelsesmæssige lagring kontra mandens større fokus på at slippe følelsen og gå til konkret handling. Mange af de ting, jeg har fået sagt og gjort i de år, vi har været sammen, husker jeg stadig ned til mindste detalje, men til min store redning har min mand glemt dem. Denne forskel på, hvordan kvinder og mænd håndterer følelser, og på, hvordan den følelsesmæssige hukommelse lagrer sig, kan skabe store misforståelser. For mandens manglende hukommelse kan opfattes, som om han er kold og ligeglad, mens kvindens evne til at mærke og huske samtlige følelsesmæssige nuancer mange år efter kan opfattes, som at hun bærer nag og er ude af stand til at slippe fortiden. Faktum er, at mænds og kvinders hjerner fungerer forskelligt på disse områder, og når vi formår at møde hinandens forskelle med nysgerrighed i stedet for anklage, bliver vi ikke bare klogere på os selv og hinanden – vi kan også lære af hinandens adfærd. Min mand har altid været exceptionelt dygtig til at sikre trygheden og tilknytningen efter en konflikt. Det er sjældent svært for ham at sætte sig i den andens sted, og han har ikke et problem med at modtage konstruktiv kritik. Jeg, derimod, var exceptionelt dårlig til at påtage mig min del af tilknytningsansvaret, da vi lærte hinanden at kende, så dårlig, at det var ved at sætte vores forhold over styr (hvilket han heldigvis har glemt). Det gik hurtigt op for mig, at jeg aldrig i mine tidligere relationer helt havde satset, og at jeg nu var nødt til at oppe mig, så jeg begyndte at bruge min mands måde at håndtere svære følelser på som inspiration. Selvom der er mange aspekter, jeg elsker ved min egen følelsesmæssige natur, misunder jeg samtidig min mands evne til hurtigt at kunne slippe følelsesmæssigt drama såvel som hans evne til at undgå at havne i tankemylder. Jo bedre jeg blev til at håndtere mine egne følelsesmæssige rutsjeture, hvor jeg først delagtiggjorde ham i dem, når klarhed og indsigt var landet i mig, jo bedre blev jeg til at forklare ham, hvordan min natur fungerer: både hvordan stødende og krænkende bemærkninger bider sig fast som igler, der skaber kaos mange år efter, og hvorfor mine indadvendte perioder ikke er en afvisning af ham, men et nødvendigt frirum, hvor jeg forbinder mig med min egen indre verden – at det er forbindelsen til mit eget indre, der gør det muligt for mig at erfare, hvem jeg er. Mister jeg det rum, mister jeg mig selv.
De kønslige forskelle kommer ikke kun til udtryk i vores intimrelationer. De kan også skabe en del rod i relationen til vores børn, hvis vi misforstår, hvordan de påvirker børns adfærd. Derfor handler det sidste afsnit om kønslige forskelle og mere specifikt om, hvordan de kommer til udtryk hos vores sønner og andre drenge i vores liv.
Ovenstående er et uddrag fra bogen Tænd for forbindelse – forstå tilknytningens kunst, der udkommer i starten af 2019. Du kan allerede nu forudbestille bogen, hvor du også får to af mine online foredrag med i handlen. Bogen udkommer senest til april 2019 – du kan læse mere og bestille her