Jeg har fået rigtig mange spørgsmål og kommentarer vedrørende nedenstående artikel og derfor gik jeg på Facebook Live, hvor jeg forsøgte at besvare og nuancere, efter bedste evne. Du kan finde optagelsen her:
Vi skal passe godt på vores drenge from Mette Carendi on Vimeo.
Den uhyggelige statistik
Er du forælder til et eller flere drengebørn, er du i dag i en situation, hvor en uhyggelig statistik ånder dig koldt i nakken.
For har du sønner er risikoen for, at de ikke klarer sig igennem skolen, udvikler afhængighed, bliver diagnosticeret med adfærds- og indlæringsvanskeligheder og får svært ved at navigere i intimrelationer en hel del større, end hvis du har døtre.
Det betyder selvfølgelig ikke, at piger ikke kan have udfordringer inden for alle ovenstående kategorier.
Men de røde lamper går ret amok, når vi retter blikket mod drengene i vores samfund, noget du som lærer eller pædagog sikkert allerede godt ved. Men spørgsmålet er hvorfor – og hvad pokker vi gør ved det?
For alt imens vi famler i blinde, ryger der flere og flere drenge og unge mænd ud af uddannelsessystemet og væk fra familien (enten fysisk og/eller følelsesmæssigt), og en alt for stor del af dem havner alene, på gaden, i afhængighed eller spærret inde.
Ideologierne der brast
Det at blive mor til en dreng har udfordret alle mine ideologier og sat spørgsmålstegn ved alt, jeg troede, jeg vidste. Det var min store frustration over ikke at forstå min søns adfærd, såvel som det at høre mig selv sige ting, der klingede hult til alle mine klienter med drenge, der gjorde, at jeg satte mig ind i biologiske og neurologiske forskelle på drenge og piger.
Det er ikke en disciplin, vi taler særlig meget om vi samfund, og det skyldes nok til dels, at debatten om kønslige forskelle åbner op for, at vi kan misbruge data via overfortolkninger. Eksempler på dette er lige fra “kvindens hjerne er mindre end mandens og derfor er hun mindre intelligent” til “mandens testosteron-bundne maskulinitet er defekt og kvinder (og manden selv) skal beskyttes mod den potentielle dræbermaskine” og andre forsimplede fortolkninger, der på ingen måde hjælper nogen.
Men så må vi hver især identificere begæret efter at overfortolke i vores egen sags tjeneste og modstå det, for vi skal bruge konkret viden om forskellene på piger og drenges hjerner, hvis vi på nogen måde skal ændre den tragiske udvikling.
Heldigvis har vi konkret viden. Vi mangler bare at omsætte den i samspil med alt den viden, vi har fra andre discipliner. For vi skal selvfølgelig ikke begå den fejl at reducere mennesket til kønslige forskelle, men i stedet rette op på fejlen ved ikke at tage de kønslige forskelle med i betragtning.
Forskellene mellem piger og drenges hjerner spiller ikke den helt store rolle under harmoniske omstændigheder. Men når vi kommer til at modarbejde forskellene i barnets opvækst, går det galt og lige nu, går det især ud over drenge.
Nogle af de væsentligste faktorer, der udgør en trussel mod barnets optimal udvikling – og især drengebørns udvikling – er blandt andre:
Toksiner og pesticider
Drengehjernen er mere sårbar end pigehjernen i forhold til toksisk belastning, fra undfangelse og igennem de kritiske udviklingsår. Vi skal have styr på hormonforstyrrende stoffer, sprøjtemidler og andre former for toksisk belastning, så vi ikke smadrer fremtidens hjerner mere, end vi gør i forvejen. Vi bør tjekke et barns genetiske make-up og sammenholde testen med det miljø, barnet lever i. Vi har alle genetiske ”svagheder”, men i de fleste tilfælde afhænger det af, hvordan miljøet er omkring os, i forhold til om svaghederne aktiveres eller ej. Adfærdsvanskeligheder hos drenge kan skyldes toksisk belastning, forårsaget af miljøet, hvor ændringer i miljøet vil ændre den vanskelige adfærd. Mange af disse adfærdsvanskeligheder minder om det, vi kalder ADHD og ADD, og derfor vil der være en stor grad af fejldiagnosticering indtil vi bliver skarpere på det her område. Medikamenter som f.eks. ritalin (ADHD medicin) kan intet gøre i forhold til at reducere toksisk belastning.
Omsorgssvigt/utryg tilknytning/traumer
Intet barn har godt af omsorgssvigt, klemt tilknytning eller den kroniske belastning et ubearbejdet traume forårsager, men drengebørn synes at være mere sensitive i forhold til det. En af grundene findes i den hormonelle forskel, der er på piger og drenge under stress. En drengehjerne (og krop), der er stresset udløser blandt andet testosteron, der typisk skaber øget vanskelig adfærd (f.eks. aggression), som ofte bliver misforstået i hjemmet, børnehaven eller skolen, hvor barnet enten afledes eller afstraffes verbalt eller fysisk for adfærden. Afledning, isolering (time-out) og afstrafning forværrer blot den stressede tilstand og derfor barnets adfærd, der igen misforstås, hvor den negative belastning kontinuerligt forøges. Afstrafning, isolering eller afledning kan ikke regulere et øget niveau af testosteron, udløst af stressende omstændigheder, det kan tværtimod på længere sigt skabe en kronisk tilstand, hvor kroppen ikke længere kan oparbejde det store niveau af testosteron. Det forårsager, at testosteronniveauet bliver for lavt, hvilket kan komme til udtryk som apati, manglende motivation og depressive tilstande.
På denne måde kan vi komme til at tvinge mange drengebørn til at pendulere mellem forøget aggression og depressive tilstande, som vi enten misforstår og fejldiagnosticerer, eller undlader at gøre noget ved, fordi vi ikke forstår, hvor alvorligt det er.
Manglende involverede mænd
Drengebørn har uhyre meget brug for mandlig kontakt, der forstår dem, der kan tumle med dem og som forstår drenges naturlige behov for at konkurrere (nogle drenge udviser ikke dette behov, men flertallet af drenge gør). Det behøver ikke være en biologisk far (dog kun godt hvis der er en, der tager den store opgave på sig), men mænd, der gider investere deres tid, hjerter, energi og visdom på at guide fremtidens mænd ind på den sti, der er deres helt egen. Da vi som samfund har valgt at udlicitere omsorgen på en måde, der gør, at langt de fleste børn kun er sammen med deres forældre i få timer om dagen, skal vi medtænke mandlige rollemodeller i vores institutionsramme i langt højere grad (og når vi nu er i gang skal vi helt ændre institutionsrammen, fordi den på mange områder gør mere skade end gavn, men mere om det i en anden artikel).
Det betyder ikke, at mor ikke er vigtig, men at barnet har brug for kontinuerlig interaktion med både kvinder og mænd. Har du alenemor til en dreng, vil du sikkert opleve, at din dreng nærmest suger sig fast til tilgængelige mandlige rollemodeller, om det er onkler, fædre til legekammerater eller mandlige pædagoger og det er en god ting, for det betyder, at barnet godt kan få sit behov opfyldt, selv om der måske ikke er en tilgængelig far i billedet – vi skal blot hjælpe barnet til at etablere bånd til andre sunde, mandlige rollemodeller (piger har jo selvfølgelig samme behov for sunde mandlige rollemodeller, hvor de især har brug for det stærke, emotionelle bånd).
At blive kontinuerligt afbrudt i vild leg
“Stop det, det bliver for vildt” er en sætning, vi hører os selv sige igen og igen (mig selv inklusiv). Men faktum er, at drengehjernen tager skade af gentagne interventioner (at vi stopper barnet). Drengebørn har et stort behov for at gå til grænsen, og gå lidt over den – det er med til at modne og udvikle deres hjerne. Her skal vi selvfølgelig gribe ind, når det bliver så vildt, at nogen kommer til skade, men vi skal generelt have meget mere is i maven med vores drengebørn i forhold til deres vilde leg, og deres interne drillerier, fordi vi kommer til at skabe mere kaos og uro, når vi forsøger at kontrollere og stoppe det. Piger kan have samme behov, men mange piger vil ikke vælge den vilde leg som deres første valg. Vi skal derfor også blive meget mere skarpe på, hvornår drillerier ”bare” er netop det – uskyldige drillerier, der er med til at modne og udvikle, og hvornår det er mobning, hvor vi skal sætte hurtigt ind. Alt for tit misforstår vi det ene med det andet, og det kan have store konsekvenser.
Piger og drenge håndterer og omsætter følelser forskelligt
Vi har meget fokus på at mentalisere og verbalisere følelser, hvilket er godt og nødvendigt. Men drenge gør det generelt set ikke på samme måde som piger, og det er vigtigt, at vi tager højde for den forskel. Drenge har færre centre og forbindelser i hjernen, der gør dem i stand til at omsætte følelser til ord, end piger har, og drenges amygdala (frygt og forsvarscenter i hjernen) skaber primært aktivitet nedad i kroppen, hvor amygdala hos piger, skubber aktiviteten opad, til ord. Det betyder, at de fleste drenge omsætter og bearbejde følelser på en langt mere fysisk, non-verbal måde. Det er ikke et problem, så længe vi forstår det og giver drengene plads til det, men det udvikler sig til et stort problem, når vi i situationen forsøger at tvinge dem til at bruge ord, fordi vi tror, det er den eneste måde mennesket kan bearbejde stress og følelser på.
Sætningen ”brug dine ord” kan derfor være direkte skadelig i forhold til drenge (og en vis procentdel af piger, der omsætter og processerer på samme måde), når de er pressede og det kan forværre deres adfærd, fordi vi kræver noget af dem, som praktisk talt er umuligt. Misforstår vi det gentagne gange, kommer vi uforvarende til at presse barnet ud i mere og mere vanskelig adfærd, hvor der pludseligt ikke er særlig lang vej til både en diagnose og medicinering.
Vi fejldiagnosticerer for mange børn
The Gurian Institute i USA har data, der viser, at ca. 40% af drenge i USA, der er diagnosticerede med ADHD/ADD aldrig har haft det, men er fejldiagnosticerede. Som beskrevet i det ovenstående er det desværre relativ let at misforstå symptomer på toksisk belastning, stress, traumer og uhensigtsmæssige udviklingsrammer som ADHD.
I Danmark har vi (endnu) ikke helt samme eksplosion af ADHD/ADD diagnoser, som i USA, men vi har stadig mange. Alt for mange, og flertallet af de diagnosticerede og medicinerede er drenge. Den kurs skal vi have ændret.
Jeg har haft flere forældre i min klinik, hvor deres børn (flest drenge) var på nippet til at ryge over i skærpet overvågning, PPR eller i psykiatrien, fordi børnenes adfærd blev tolket, som at der var noget grundlæggende galt med dem, hvor forældrene gerne lige ville have ”ekstra øjne” på sagen.
Der kan være genetiske faktorer, der ligger helt tilbage til fostertilstanden, der gør, at et barn har flere udfordringer med at styre sine impulser, sidde stille, fokusere og regulere følelser på en konstruktiv måde, men i mange tilfælde (måske i langt de fleste), skyldes disse ”symptomer” en blanding af følgende elementer:
- Barnets alder og udviklingstrin (vi kan komme til at forvente mere af barnet, end barnet reelt er modent nok til at kunne håndtere og det mis-match skaber vanskelig adfærd)
- Barnets køn (som diskuteret i det ovenstående er der neurologiske og hormonelle forskelle på drenge og piger)
- Barnets samlede mængde at stress-belastninger fra undfangelse til i dag
- Hvordan barnets stress-belastninger er blevet identificeret og håndteret løbende
Jeg kigger altid på antallet af ”røde flag”- hvad er barnets samlede stressbelastning fra undfangelse til i dag og så starter vi der. Stress-belastninger kan blandt andet inkludere:
- Stresset/traumatisk graviditet
- Stresset/traumatisk fødsel
- Sygdom/hospitalsindlæggelse af enten barn og/eller forældre, hvor der er sket tidlig adskillelse
- Tilknytning i barnets første leveår – har der været udfordringer
- Allergier, fødevareintolerance, mave-tarmproblemer
- Opstart i institution – hvor tidligt, hvor mange timer om dagen, hvordan forløb indkøring og hvordan har adfærd generelt været i institution
- Traumatiske hændelser i løbet af barnets liv
- Udfordringer hos primære omsorgspersoner – hvordan har mor/far haft det
- Hvordan er barnet blevet mødt og håndteret i hans/hendes løbende udvikling
- Hvordan er barnet blevet mødt og håndteret rent følelsesmæssigt (i konflikter og i situationer hvor der har været vanskelig adfærd)
- Skærmeksponering – hvor tidligt begyndte barnet at se skærm, i hvilken form (smartphone, tablets, fladskærm) og hvor mange timer om dagen/ugen
Det vigtigste er, at vi får identificeret de ”værste/største” stressbelastninger og sætter ind her, før vi begynder at adfærds-regulere barnet (ser udfordringerne som problemer i individet, der udelukkene skal løses i individet) og før vi påbegynder en eventuel psykiatrisk udredning (en psykiater burde gøre dette inden nogen form for diagnose eller medicinering anvendes, med mindre barnet er så presset, at han eller hun er til fare for sig selv eller andre, hvor en medicinsk intervention kan være nødvendig).
Mit undervisningsforløb er sammensat med henblik på, at give forældre, pædagoger, lærer og andre fagpersoner kompetencerne til at spotte disse røde lamper og se sammenhænge, så vi sammen kan sikre trivsel for alle børn og minimere fejldiagnosticeringer og overmedicinering. Du kan læse alt om forløbet her
Kilder
Den amerikanske psykolog Allan N. Schore udgav i januar 2017 en artikel ved navn All Our Sons: The Developmental Neurobiologi And Neuroendocrinology Of Boys At Risk, der kort fortalt påpeger, at drengebørn modnes langsommere end piger, både fysisk, følelsesmæssigt og socialt – såvel som at deres evne til at stress-regulere tager længere tid om at modnes, end hos piger.
Du kan læse mere om biologiske forskelle via The Gurian Institute
Bogen Saving our Sons skrevet at Michael Gurian beskriver det data, jeg henviser til i forhold til ADHD fejldiagnosticering.